Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen - Men så en søndag valgte jeg at sige hele trosbekendelsen til din ven.
- Men så en søndag valgte jeg at sige hele trosbekendelsen
– Tager man ikke hele pakken, kan man med rette spørge, om det hele bare handler om æstetikken i et smukt rum og rare følelser, siger Fay Weldon i køkkenet i Shaftesbury. Det var i denne by, den danske vikingekonge Knud den Store blev dræbt i november 1035. –
- Eamonn McCabe/Guardian News & Media Ltd 2007.
Læs også
Den britiske forfatter Fay Weldons venner troede, at hun var fuldstændig fra forstanden, da hun i moden alder valgte at blive døbt. I dag ser hun kristendommen som en vigtig modstemme til forbrugerismen
– Jeg tror, finanskrisen kom lige i tide, siger forfatteren Fay Weldon.
Vi sidder ved det rustikke langbord i hendes køkken i Shaftesbury i det sydlige England. Den produktive forfatter, som er kendt for sin kamp for kvinders rettigheder og for sin skarpe tunge, er blevet 77 år. Lysten til at debattere og revse samtiden er ikke klinget af med årene. Derfor uddyber hun også gerne, hvad det er for en optimisme, hun knytter til den økonomiske nedtur.
– Hvis vi igen kommer til at kende til at mangle og ikke bare kan fylde vores liv med et nærmest endeløst forbrug, vil eftertanken måske få en renæssance. Vi er andet end travle indkøbsdyr, som afslutter dagen foran tv. Mennesket rummer en række dybder, som den moderne forbrugerisme-kultur ikke giver os mange chancer for at komme i kontakt med, siger hun.
Som forfatter har det aldrig været hende fremmed at analysere sindets dybder, men refleksionen har ført hende et sted hen, som hun i mange år ville have forsvoret. Den aktuelle anledning til, at Kristeligt Dagblad er blevet inviteret hjem i forfatterens køkken, er, at hun er aktuel med bogen ”Kvinder på kur”, og at hun i dag og i morgen optræder på BogForum i København. Hun har i den forbindelse sagt ja til at fortælle om sin åndelige rejse. I moden alder har hun fundet et sted, hvor hun hører til og føler sig hjemme: den anglikanske kirke.
Annonce
– Mine venner troede, at jeg var fuldstændig fra forstanden, da jeg fortalte, at jeg ville døbes. De fleste af dem mener, ligesom jeg en gang selv har ment, at religion er kilde til nærmest alt ondt i verden. Men i dag kan jeg se, religionen af mange bliver gjort til syndebuk. Og det er bekvemt, for det er lettere at finde årsagen til problemerne i systemer, man ikke selv er en del af, end at se ind i sig selv og overveje, hvilket bidrag man selv yder til verden. Men når vi diskuterer, om religion virkelig er kilde til alt ondt, plejer jeg at pege på de systemer, som har forbudt religion. Selvom man er kritisk over for religion, vil man næppe ønske at bo i Kina eller det gamle USSR, siger hun.
Vi sidder ved det rustikke langbord i hendes køkken i Shaftesbury i det sydlige England. Den produktive forfatter, som er kendt for sin kamp for kvinders rettigheder og for sin skarpe tunge, er blevet 77 år. Lysten til at debattere og revse samtiden er ikke klinget af med årene. Derfor uddyber hun også gerne, hvad det er for en optimisme, hun knytter til den økonomiske nedtur.
– Hvis vi igen kommer til at kende til at mangle og ikke bare kan fylde vores liv med et nærmest endeløst forbrug, vil eftertanken måske få en renæssance. Vi er andet end travle indkøbsdyr, som afslutter dagen foran tv. Mennesket rummer en række dybder, som den moderne forbrugerisme-kultur ikke giver os mange chancer for at komme i kontakt med, siger hun.
Som forfatter har det aldrig været hende fremmed at analysere sindets dybder, men refleksionen har ført hende et sted hen, som hun i mange år ville have forsvoret. Den aktuelle anledning til, at Kristeligt Dagblad er blevet inviteret hjem i forfatterens køkken, er, at hun er aktuel med bogen ”Kvinder på kur”, og at hun i dag og i morgen optræder på BogForum i København. Hun har i den forbindelse sagt ja til at fortælle om sin åndelige rejse. I moden alder har hun fundet et sted, hvor hun hører til og føler sig hjemme: den anglikanske kirke.
Fay Weldon er af nogle blevet betegnet som ateist, men sådan har hun aldrig opfattet sig selv. Men modsat de fleste andre i hendes generation er hun vokset op i en familie uden nogen tilknytning til kirken, og derfor blev hun ikke døbt. Da hun kom til verden, var forældrene udvandret fra England til New Zealand. Moderen valgte at sende hende på klosterskole, fordi hun syntes, de offentlige new zealandske skoler forsømte at lære eleverne manerer. Minderne fra skoletiden er blandede.
– Min søster og jeg skilte os ud ved at være udøbte, dermed blev vi betragtet som hedninger. Der var meget hykleri på skolen. Gav min mor os kød på vores sandwich om fredagen, hvor katolikker ikke må spise kød, så fortalte nonnerne os, at det var en synd, som var langt værre end at stjæle. Fem gange om dagen skulle klassen bede rosenkransen, og når det skete, skulle jeg gå uden for døren og øve på staveord. Jeg følte mig udelukket, og det blev ikke bedre af, at nogle af nonnerne fortalte, hvordan jeg ville komme til limbo, når jeg døde, hvis jeg ikke blev døbt. Deres beskrivelse af limbo skræmte mig, og jeg forsøgte at overbevise min mor om, at jeg skulle døbes, men hun nægtede, siger hun.
Efter et par år valgte moderen at sende Fay og hendes storesøster til en almindelig skole, og med tiden aftog de skræmmende billeder af limbo, men i dag kan hun se, at klosterskolen også gav hende en ramme for en tro.
– I skolen fik vi læst højt fra Bibelen, og hjemme kæmpede jeg med at læse i Salmernes Bog og holdt af poesien. Jeg fik også en fortrolighed med nogle af salmerne, som jeg siden har haft med mig. Selvom det kun blev til to år på skolen, så fik jeg grundlagt en klangbund for troen, som jeg kan være svær at finde, hvis man ikke møder en åndelig tradition i barndommen. I dag ville jeg ønske, at jeg havde givet mine børn et sådant grundlag, men da de voksede op, var jeg ikke i et miljø, hvor det overhovedet var på tale, siger hun.
Der skulle gå mange år, før Fay Weldon atter begyndte at synge salmer og bede. Når hun selv skal beskrive den ændring, som er sket i hendes liv, bruger hun vendingen ”da jeg blev kristen”. Der er tale om en glidende overgang fra at have en religiøs fornemmelse af, at ”der er noget større” til, som hun siger, at ”købe hele den kristne pakke”. Hun boede i den eksklusive London-forstad Hampstead, da hun begyndte at komme i den lokale kirke. Hun syntes, kirken var smuk at se på udefra, og holdt også af kirkerummet, så besøgene blev mere regelmæssige.
– Jeg var glad for at synge med på salmerne, men når de andre fremsagde trosbekendelsen, tav jeg, for kunne jeg virkelig sige sådan nogle store ord? Og hvad betød det mon, at Jesus sidder ved Guds højre hånd? I en tid holdt jeg fast ved ikke at sige trosbekendelsen. Men så en søndag valgte jeg at sige med ud fra en overbevisning om at overgivelse er vigtig. At være med uden rigtig at være med virkede kujonagtigt. Tager man ikke hele pakken, kan man med rette spørge, om det hele bare handler om æstetikken i et smukt rum og rare følelser, siger Fay Weldon.
En dag udfyldte hun en folder, hvor man kunne skrive sig på, hvis man ønskede at vide mere om kirken.
– Jeg troede ikke, at jeg ville høre fra kirken, men præsten ringede, og vi mødtes til et par samtaler. Jeg valgte at blive døbt og siden konfirmeret, fordi jeg gerne ville have et tilhørssted. Som forfatter kan det være svært at høre til nogle steder, og i mit tilfælde er den følelse blevet forstærket af, at jeg voksede op i New Zealand og vendte hjem til England med en følelse af ikke helt at høre til her. Som medlem af den anglikanske kirke står jeg i en tradition, som er kommet ud af den kultur, som jeg er en del af, og denne rodfæstethed ser jeg som et stort privilegium, siger hun.
Udsmykningen i det lyse, rummelige køkken, hvor tevandet koger på det karakteristiske britiske Aga-komfur, bærer præg af, at her bor et menneske, som er optaget af kristendommen. Der står muslingeskaller fra det spanske valfartssted Santiago de Compostela på række, på en lampe hænger en rosenkrans velsignet af pave Johannes Paul II, og mellem postkort, porcelænsfigurer og andet nips dukker kors op. Det er Fay Weldons mand, Nick Fox, som er familiens samler og har opbygget de mange tableauer. Det er snart ti år siden, Fay Weldon blev døbt, og i første omgang forstod Nick Fox ikke hendes beslutning. Men siden mødte han en præst, som åbnede kristendommen for ham på en ny måde, og i dag følges parret i kirke. Det har dog ikke været let at finde en menighed, hvor de følte sig hjemme. Hver søndag står de derfor tidligt op og kører en halv time i bil ad små veje til en landsbykirke. De tager den lange tur, fordi de her kan deltage i en liturgisk altergangsgudstjeneste uden prædiken.
– At prædike er en svær kunst. Hvem er målgruppen? Kirkegængere er meget forskellige, og det er en nærmest håbløs opgave at sige noget relevant til alle. I det hele taget finder jeg, at jo mere præsten træder igennem, jo sværere bliver det at komme til Gud. Præsten bliver større, og Gud bliver lille. Det er måske okay, hvis det ikke var fordi, det var en gudstjeneste, jeg var kommet til.
– Liturgiens styrke er, at den er blevet til gennem mange år, og bønnerne afspejler menneskelivet på godt og ondt. Den liturgiske nadvergudstjeneste, hvor jeg bekender mine synder, beder for de syge, mit land og vores dronning, er en meget fokuseret måde at gå i kirke på. Jeg har brug for den fordybelse for at forberede mig på nadveren og det møde og det nærvær mellem Gud og mennesket, som nadveren er et udtryk for, siger hun.
Fra køkkenvinduet er der udsigt til det, som en gang var den lokale kirke, men kirken her i Shaftesbury er lavet om til socialkontor. I Church of England bliver der talt og skrevet meget om kirkens krise. Der eksperimenteres med nye former, der skal gøre kirken mere tiltrækkende, men Fay Weldon mener, at kirken i sin iver glemmer at være kirke.
– Der er meget fokus på at tiltrække unge, og jeg har nogle gange tænkt, om præsterne overhovedet har lyst til, at en gammel kvinde som jeg kommer i kirke. For at gøre kirken mere tilgængelig for yngre er præsterne dus med Gud, som var han deres bedste ven. De gamle salmer bliver mange steder erstattet af bongotrommer, og man kan som kirkegænger nærmest ikke mærke, at kirken har en historie. I bedste fald bliver det en terapigruppe, mens idéen om at anerkende og lovprise en ophøjet Gud synes langt væk. Jeg tror, at jo mere man fjerner sig for sansen for det mystiske, jo mindre får folk lyst til at komme i kirke.
Med en del undren har Fay Weldon fulgt, hvordan der de seneste er opstået en ny form for ateisme i primært England og USA. Fremtrædende ateister som Sam Harris og Richard Dawkins mener, at religionen fylder for meget i det offentlige rum.
– Min holdning er den stik modsatte. Kristne skal i højere grad slå på tromme for deres religion og sige, at den er bedre end andre religioner. Kristendommen er ikke eksklusiv, men har en favnende evne til at holde mennesker og samfund sammen, og det skal vi blive bedre til at fortælle, især i en tid som vores, hvor islam er blevet meget nærværende.
– Men vi har været vidne til en udvikling, hvor vi i høj grad ser vores liv som forbrug, og gør man ikke bevidst modstand, så gør en sådan livsform os alle til ateister.
– Hvis jeg skal pege på et håbstegn for kirken i England, så vil det være, at vi får et mere kritisk forhold til forbrugerismen, og det kan finanskrisen måske hjælpe til. I forbrugets verden er der ikke noget, som er ud over denne verden. Hvem har i øvrigt tid til at tænke over spørgsmål som fortabelse, evigt liv, synd og moral, når man har travlt med at udvælge sig en ny mobiltelefon? Mange forsømmer at sætte deres liv ind i en større kontekst, for vi har nærmest ikke tid, fordi de mange ting gør det svært for eftertanken at komme til, siger hun.
Nick Fox afbryder hendes ordstrøm. Han er blevet ringet op angående en velgørenhedsmiddag, hvor hun skal være æresgæst onsdag aften på Windsor Castle. Prins Edward vil være vært, og pengene skal gå til arbejde blandt socialt udsatte teenagere. Sammen klarer de et større planlægningsarbejde, for selvom de fleste jævnaldrende er gået på pension, holder Fay Weldon stadig af at have mange bolde i luften. Hun skriver på en ny roman og forelæser en gang om ugen i kreativ skrivning på et universitet i London.
Men har hendes åndelige rejse sat sig spor i hendes forfatterskab? Hun giver sig god tid til at overveje spørgsmålet.
– Ja. For et par år siden skrev jeg bogen ”Hvad gør kvinder lykkelige”, og her konkluderer jeg, at det, som gør kvinder lykkelige, er at være gode. Når jeg ser tilbage på mit liv, så er det ikke de gange, hvor jeg har fulgt lyst og impulser, at jeg er blevet lykkelig, men de gange, hvor jeg har gjort dét, jeg burde. Livet består af talrige små valg, og kristendommen hjælper dig til at se alt som en del af en moralsk kontekst. I dag overvejer jeg i højere grad, hvad jeg gør, og er blevet bedre til at kontrollere mine værste impulser.
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
- 25. maj Indtil sygdom skiller os ad
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Han kimer pinsen ind
- 25. maj Jagten på Helligånden
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 14 |
Nej til Villy Søvndals mærker |
Heinrich R.
21 min. siden |
| 49 | Sv. Etik |
Heinrich R.
1 time siden |
| 1 |
"Fostre, der lever efter... |
Roland
7 timer siden |
| 2 |
Sv. Troens skønhed |
Michael
13 timer siden |
| 1 |
Helt udemokratisk,... |
Tony
13 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
Kristendom.dk
- 26. maj ”Gud er altid til stede i ondskaben”
- 26. maj Musikalsk bud på pinsens indhold
- 26. maj Til kamp for åndelig velfærd
- 26. maj Vi har brug for at italesætte Helligånden
