Opgør med tabuet om den fattige dansker

Men mødrene og familierne blev ikke anerkendt som fattige og fik ikke den hjælp, de havde behov for, fordi de ikke passede ind i det traditionelle billede af en værdigt trængende. Et billede, der var 50 år gammelt, fordi velstanden efter krigen og frem til begyndelsen af 1970’erne helt havde fjernet fattigdom fra dagsordenen. Og da den for alvor kom tilbage i 80’erne, hvor krisen rigtig sved, hed det ikke længere fattigdom, men ulighed. Heller ikke op gennem 90’erne var ordet ”fattig” til at finde i officielle papirer og rapporter, kun fra enkelte fattigdomsforskere, der talte for døve øren. En grænse for fattigdom var derfor heller ikke på tale. Ikke før 2002, hvor levevålkårene for et stigende antal danskere kom til at ligne noget, der mindede om gamle tiders fattigdom, og hvor de sociale hjælpeorganisationer begyndte at efterlyse en måde at måle mere præcist, hvordan denne gruppe udviklede sig. Der manglede en måleenhed. En fattigdomsgrænse.

Det krav er blevet gentaget mange gange siden – af en stadig bredere kreds. Senest er Socialdemokraterne kommet med, men der er stadig ikke politisk flertal bag, og resultatet af en eventuel afstemning er ikke åbenbar, for en grænse for fattigdommen handler om meget mere end blot noget at måle efter. Den er en kile ned gennem samfundet, der splitter folk på helt grundlæggende værdiopfattelse, vurderer en række fattigdomseksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med.

På den ene side er dem, der slet ikke vil anerkende, at der findes fattige i Danmark. De findes på tværs af politisk overbevisning og sociale skel. De findes der, hvor man mindst skulle forvente det, ikke mindst blandt præster. Og de findes dybt inde i den siddende regerings ideologiske forståelse. Da Det Økonomiske Råds Årsrapport udkom i 2006 og brugte ordet fattigdom, kaldte daværende finansminister Thor Pedersen (V) det således for utilstedeligt, fordi fattigdom ifølge ham ikke fandtes i Danmark, fortæller fattigdomsforsker på Københavns Universitet, professor Jørgen Elm Larsen:

– Eksemplet viser tydeligt forskellen mellem at definere fattigdom som muligheden for at overleve i samfundet og at kunne deltage i samfundet. Mange vælger den første definition, fordi så findes der ikke fattige i Danmark. De er tidens store tabu og passer ikke til vores billede af en velfærdsstat. Får vi en fattigdomsgrænse, vil det kun gøre det endnu tydeligere, hvem der er fattige, og man vil kunne se, at de bliver flere og flere, og derfor er der stadig ikke en grænse, siger han.

Spørgsmålet om en fattigdomsgrænse handler dog også om problemerne i at sætte den rigtigt. Og om troen på, hvorvidt den overhovedet vil gavne de fattige.

I 2004 trak en offentlig debat mellem Finansministeriet og Rådet for Socialt Udsatte stregerne klart op. Som svar på, hvorfor Danmark ikke har fastlagt en grænse, lød fire begrundelser:

1. Der er ingen objektive kriterier for, hvilken indkomst der er fair eller rimelig at bruge som grænse. Det er et etisk og politisk spørgsmål.

2. Den løbende disponible indkomst er ikke et godt mål.

3. Der er stor forskel i behov og omstændigheder. Et pensioneret ægtepar, der har betalt huset ud, kan klare sig fint for meget få penge, mens en børnefamilie vil have det svært for de samme penge. Derfor giver det ikke mening at have én grænse.

4. Indførelsen af en officiel grænse er ikke særlig anvendelig i forhold til at udpege grupper, der er socialt udsatte eller i risiko for at blive det.

De første tre begrundelser er de fleste fattigdomsforskere enige i, mener socialforsker og økonom i Center for Alternativ Samfundsanalyse, Finn Kenneth Hansen. Det er svært at sætte en grænse, og der skal være mere end én grænse. Den afgørende kamp står om punkt 4 – nytter en grænse noget?

– Det er kendetegnende for debatten om en fattigdomsgrænse, at den ikke handler om det moralsk rigtige i at have én. Den handler udelukkende om anvendelighed. For hjælpeorganisationerne er drivkraften at få sat grænsen så højt, at de laveste sociale ydelser nødvendigvis må stige. For regeringen er det den ideologiske tro på, at relativ fattigdom netop fremmer motivationen til at søge et bedre liv og eksempelvis få et job, siger han.

De fattigdomsgrænser, der allerede eksisterer rundt om i verden, anvendes i høj grad i det politiske spil om at forbedre forholdene for de fattigste. Uden for EU bruges ”en dollar om dagen” som grænse, og det gør ifølge Verdensbankens tal 1,1 milliard mennesker fattige på verdensplan. Det er FN’s erklærede mål at reducere det tal drastisk inden 2015.

Inden for EU bruges normalt en grænse, der hedder ”en indkomst under 50 procent af landets middelindkomst”. Det betød 4,1 millioner fattige børn i Storbritannien i 1999, og derfor satte Labour-regeringen sig det officielle mål at nedbringe tallet til 3,1 millioner inden 2005 og derefter at halveret tallet til 1,55 millioner inden 2010. Det mål får de lige nu drøje hug for ikke at være i nærheden af at nå.

I Danmark anslår Center for Alternativ Samfundsanalyse og flere andre rapporter, at der findes cirka 150.000 fattige danskere. Det tal er dog omstridt, og fra regeringen lyder det, at det ikke er fattigdom, men ulighed, tallet måler.

Og det er netop kerneproblemet ved ikke at have en officiel grænse, som alle er enige om, mener chef for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, der står bag en konference på Christiansborg i dag klokken 10-14 om behovet for en fattigdomsgrænse. For uden den mangler der noget konkret at holde politikerne fast på.

– Mange siger, at vi risikerer at stigmatisere de fattigste med en grænse, men i så fald er det en nødvendig pris, for uden en grænse er der netop ingen grænse for, hvor lidt politikerne er villige til at byde folk. Vi er nødt til at kunne trække en nedre grænse, siger han.

Udsigten til en grænse er dog fortsat lang. Selvom velfærdsminister Karen Jespersen (V) for nylig åbnede for, at en fattigdomsgrænse ”ikke er utænkelig”, så skal der som minimum et regeringsskifte og flere års tovtrækkerier til, før der sker noget. Hvis der sker noget, lyder vurderingen fra Jørgen Elm Larsen og Finn Kenneth Hansen.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk