At fremme det kald, man er født til

Susse Wold indrømmer, at hun, som bildte sig ind, at hun ingen fordomme havde, netop havde en fordom på størrelse med Rundetaarn, da Peter Langdal gav hende rollen som dronning Gertrud i "Hamlet".

Hun hørte, at hendes ægtemand, kong Claudius, skulle spilles af Jens Okking, som hun netop havde hørt meget sladder og ondsindede rygter om. ("Jeg måtte huske mig selv på, at sladder og moralsk fordømmelse er en slags neurotisk tvangsløsning af ens egne konflikter. Jeg sagde ja tak til at spille dronningen. Det kan være svært at se et menneske klart, som man på forhånd har fået sat mærkat på," skriver hun). Jens Okking tilbød, at hun kunne ligge bag i hans bil og sove med et tæppe om sig, mens han kørte helt til Hjørring med hende. Det var her, Erik Mørk lå hjælpeløs og frygteligt kvæstet efter den trafikulykke, han var impliceret i.

Samtidig lå hendes nuværende mand, Bent Mejding, på Frederiksberg Hospital med en voldsom diskusprolaps. Perioden fra september 1992 til den 27. januar 1993, hvor Erik Mørk døde efter at være overført med afasi til hospice på Sankt Lukas, var den sværeste i hendes liv. Da Bent Mejding blev rask, rejste hun og han verden rundt med H.C. Andersen i engelsk version, som Niels Birger Wamberg havde skrevet, og de kom både til Bangkok, Hongkong, Kuala Lumpur, Korea og Japan.

På Haiti optrådte hun også i et fængsel med H.C. Andersen, og det er bevægende, at hun kan bruge et eventyr som "Tepotten". Det er den, der er kasseret og smidt ud som skrammel, fordi den mangler både hank og tud, men nogen lægger et blomsterløg i den, som begynder at spire. "Man er et, og bliver noget ganske andet." Susse Wolds angst for, at hun og H.C. Andersen ikke kunne nå fangerne, viste sig at være overflødig, for flere af dem sagde: "I am a teapot."

Susse Wolds lykkelige ægteskab med Bent Mejding får hende til at give et godt råd videre: "Man skal ikke vælge en mand, man kan leve med. Man skal vælge én, man ikke kan leve uden." Hun har nogen gode refleksioner om aldring: "Da jeg var ung, var jeg helt glat udenpå – men nok ret rynket indeni. Jeg tror, at man skal prøve på at glatte sine indre rynker ud. Man kan aldrig få et hjerte foræret – men man kan opdage, at man har et. Og det gode er, at hjertet aldrig får rynker."

Mit gæt er, at bibliotekerne må sende lige så mange "hjemkaldt", som de har eksemplarer af "Fremkaldt". Læserne vil nødig slippe den.

Susse Wolds bog "Fremkaldt" er udkommet på Politikens Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk