Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen At fremme det kald, man er født til til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

At fremme det kald, man er født til

Man skal ikke vælge en mand, man kan leve med. Man skal vælge én, man ikke kan leve uden, skriver Susse Wold i "Fremkaldt". –

- Scanpix.

Kommenter Hold mig opdateret

"Fremkaldt" er Susse Wolds egen beretning om et langt liv med kunst, mænd og klassikerne

Hun var egentlig døbt Lise Wold, men valgte at holde fast ved det Susse, som præsten havde nægtet at navngive hende med, og det var en lise at skifte til Susse. Alter ego, det vil sige, at man har et andet jeg.

Men efter at have læst Susse Wolds selvbiografi "Fremkaldt" ville man ikke et sekund tænke på at stave den latinske sætning i tre ord: Alt er ego, for hvis der er noget, selvbiografien ikke er, så er det jeg-centreret. Det er alle de mennesker, der har været forudsætningen for hendes tilværelse, blandt andre en stribe instruktører: Johannes Marott, Erling Schroeder, Sam Besekow, Peter Langdal, John Price og Kathrine Wiedemann. Alle har de været med til at fremkalde de mange roller, hun har præsteret, så de står lysende klart for den, som har været så heldig at se hende spille Gertrud i "Hamlet", Honey i "Hvem er bange for Virginia Woolf?", Maggie i Arthur Millers "Efter Syndefaldet" og Pernille i Holbergs "Den Stundesløse".

Annonce
Rollen som Pernille kommenterer hun, fordi hun ikke var enig med sin instruktør, John Price, i opfattelsen af figuren. I smug opsøgte hun Poul Reumert, som generøst gav sig tid til at gennemspille tjenestepigens rolle og gav råd og vink, som hun kunne bruge. Også i den grad! Senere modtog hun som en af de store æresbevisninger Reumert-legatet, som hun var sikker på ville gå til Bent Mejding. Netop fordi hun ikke skriver selvcentreret, er de tre vigtigste figurer i hendes liv de to, hun var gift med, Erik Mørk og Bent Mejding. De får de længste kapitler. Den tredje er hendes søn, Christian Mørk, som tog til Hollywood og blev manuskriptforfatter og i dag er en dansk bestsellerforfatter.

Susse Wold indrømmer, at hun, som bildte sig ind, at hun ingen fordomme havde, netop havde en fordom på størrelse med Rundetaarn, da Peter Langdal gav hende rollen som dronning Gertrud i "Hamlet".

Hun hørte, at hendes ægtemand, kong Claudius, skulle spilles af Jens Okking, som hun netop havde hørt meget sladder og ondsindede rygter om. ("Jeg måtte huske mig selv på, at sladder og moralsk fordømmelse er en slags neurotisk tvangsløsning af ens egne konflikter. Jeg sagde ja tak til at spille dronningen. Det kan være svært at se et menneske klart, som man på forhånd har fået sat mærkat på," skriver hun). Jens Okking tilbød, at hun kunne ligge bag i hans bil og sove med et tæppe om sig, mens han kørte helt til Hjørring med hende. Det var her, Erik Mørk lå hjælpeløs og frygteligt kvæstet efter den trafikulykke, han var impliceret i.

Samtidig lå hendes nuværende mand, Bent Mejding, på Frederiksberg Hospital med en voldsom diskusprolaps. Perioden fra september 1992 til den 27. januar 1993, hvor Erik Mørk døde efter at være overført med afasi til hospice på Sankt Lukas, var den sværeste i hendes liv. Da Bent Mejding blev rask, rejste hun og han verden rundt med H.C. Andersen i engelsk version, som Niels Birger Wamberg havde skrevet, og de kom både til Bangkok, Hongkong, Kuala Lumpur, Korea og Japan.

På Haiti optrådte hun også i et fængsel med H.C. Andersen, og det er bevægende, at hun kan bruge et eventyr som "Tepotten". Det er den, der er kasseret og smidt ud som skrammel, fordi den mangler både hank og tud, men nogen lægger et blomsterløg i den, som begynder at spire. "Man er et, og bliver noget ganske andet." Susse Wolds angst for, at hun og H.C. Andersen ikke kunne nå fangerne, viste sig at være overflødig, for flere af dem sagde: "I am a teapot."

Susse Wolds lykkelige ægteskab med Bent Mejding får hende til at give et godt råd videre: "Man skal ikke vælge en mand, man kan leve med. Man skal vælge én, man ikke kan leve uden." Hun har nogen gode refleksioner om aldring: "Da jeg var ung, var jeg helt glat udenpå – men nok ret rynket indeni. Jeg tror, at man skal prøve på at glatte sine indre rynker ud. Man kan aldrig få et hjerte foræret – men man kan opdage, at man har et. Og det gode er, at hjertet aldrig får rynker."

Mit gæt er, at bibliotekerne må sende lige så mange "hjemkaldt", som de har eksemplarer af "Fremkaldt". Læserne vil nødig slippe den.

Susse Wolds bog "Fremkaldt" er udkommet på Politikens Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​