Heidi Dachs |
19. november 2008
– Jeg har ikke længere min mødom, og denne lille forskel er min garanti for frihed, siger indvandrerkvinde, som fik en læge til at fjerne mødommen for at undgå tvangsægteskab
Fidan har ganske vist aldrig været i seng med en mand, men alligevel er hun ikke længere jomfru.
– Da jeg var 18 år, bad jeg en læge om at fjerne min mødom, siger Fidan, der kun ønsker at blive nævnt med fornavn.
Den nu 20-årige kvinde med tyrkisk indvandrerbaggrund går dermed mod tendensen til at få foretaget en rekonstruktion af mødomshinden, som mange muslimske kvinder ellers vælger af frygt for familiens reaktion på deres manglende jomfrudom. Men netop familiens og omverdenens ønske om, at man holder sig fra sex før ægteskabet, har paradoksalt været Fidans grund til at få fjernet mødommen.
– Jeg ville være sikker på ikke at havne i et tvangsægteskab, forklarer hun.
Fidan bor i en tysk storby. Hun er en flot, høj pige med lange ben og kortklippet sort hår, men selvom hun klæder sig som mange andre unge kvinder, fører hun en ganske anderledes tilværelse end sine jævnaldrende. Hun er gået under jorden af frygt for sin far, der har truet med at slå hende ihjel. I dag bor hun på et kvindehjem og har ingen kontakt til sine forældre.
– Det hele begyndte at blive svært for mig, da jeg var 11-12 år. Pludselig behandlede min far mig meget strengere end før. Han forbød mig at deltage i klassefester, og jeg måtte ikke længere gå i korte kjoler, men skulle derimod altid bære store, løsthængende bluser og lange nederdele, siger hun.
Hvert år, når skolerne havde sommerferie, tilbragte hun nogle uger sammen med sine søskende hos faderens familie i Tyrkiet
– Jeg begyndte efterhånden at frygte disse ferier: Jeg havde nemlig hørt historier om andre tyrkiske indvandrerpiger, der aldrig vendte tilbage til de tyske skoler efter ferierne, fordi de var blevet tvangsgift i Tyrkiet, siger hun.
Hun forsøgte at skabe sig en uafhængig tilværelse i Tyskland med et frisørjob.
– Samtidig med at jeg begyndte at integrere mig bedre i det tyske samfund, mærkede jeg, at mine forældre i stigende grad vendte tilbage til tyrkiske traditioner, siger hun.
Især kunne hun ikke forstå, at hendes far oftere og oftere telefonerede med onklen i Tyrkiet. En formiddag i 2006, kun to uger før skolernes sommerferie, hørte Fidan ved et tilfælde en del af en telefonsamtale mellem de to mænd, der skulle få skæbnesvangre konsekvenser for hende.
– Min far troede, at jeg var i frisørsalonen, men i virkeligheden var jeg blevet hjemme på grund af migræne. Jeg ville ringe til min mors arbejdsplads og bede hende om at købe hovedpinetabletter, men da jeg tog telefonen i køkkenet, hørte jeg, at min far allerede telefonerede med onkel Cem i Tyrkiet fra telefonen inde i dagligstuen. De to mænd talte om, hvilke gæster der skulle indbydes til mit bryllup med en fjern slægtning i Tyrkiet, siger hun.
Næste morgen lod Fidan, som om hun gik på arbejde i frisørsalonen. Men i virkeligheden flygtede hun. Hun forlod huset med nogle få ejendele og søgte hjælp hos kommunen, der skaffede hende et værelse på et kvindehjem i en anden by under fremmed navn.
– Jeg gik til læge allerede to dage efter min flugt og bad hende om at fjerne min mødom. Efter indgrebet ringede jeg til min far og fortalte ham, hvad jeg havde gjort. Jeg vidste, at han nu måtte opgive sine planer om at tvangsgifte mig i Tyrkiet, for det værste, en tyrkisk far kan opleve, er, at hans datter ikke er jomfru på bryllupsnatten. Min far blev rasende og truede med at slå mig ihjel, siger Fidan.
Denne reaktion havde hun regnet med. Selvom hun nu har levet skjult i to år, har hun ikke fortrudt, at hun fortalte sin far om lægens fjernelse af mødommen.
– Et år før min egen flugt forsøgte en af mine veninder ligeledes at skjule sig på et kvindehjem. Desværre fandt hendes far og bror hende. De bedøvede hende med æter og bortførte hende til Tyrkiet, hvor hun blev tvunget ind i et ægteskab med en 30 år ældre mand. Jeg har ikke længere min mødom og denne lille forskel er min garanti for frihed. Min far ved, at jeg ikke længere er egnet til at være brud i et tvangsægteskab. Nu kan jeg kun vente på, at han med tiden falder til ro og kommer til fornuft. Det vil være skønt, hvis jeg om et par år igen kan have kontakt til mine forældre og have et normalt datter/far-forhold til min far, siger Fidan.
dachs@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad