Muslimer ønsker besøg af Fogh

Fogh lovede i 2005 at besøge en moské, så snart kalenderen tillader det. Det er aldrig sket, og nu opfordrer muslimer ham til at leve op til løftet

– Vi vil meget gerne have statsministeren på besøg. Og vi sender ham meget gerne endnu en invitation, hvis det er det, der mangler, lyder opfordringen fra talsmand for Islamisk Trossamfund. Imran Khan. Anders Fogh Rasmussen må selv vælge lokalitet – her er det moskéen på Nørre Allé i Århus. –
– Vi vil meget gerne have statsministeren på besøg. Og vi sender ham meget gerne endnu en invitation, hvis det er det, der mangler, lyder opfordringen fra talsmand for Islamisk Trossamfund. Imran Khan. Anders Fogh Rasmussen må selv vælge lokalitet – her er det moskéen på Nørre Allé i Århus. –. Foto: Erik Jepsen.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bør smide skoene og besøge en dansk moské.

Sådan lyder opfordringen fra Det Islamiske Trossamfund i Danmark, efter at USAs ambassadør i Danmark, James P. Cain, netop har opfordret Anders Fogh Rasmussen til på den måde at komme muslimerne i møde på deres hellige steder.

Talsmanden for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, Imran Khan, henviser til, at Anders Fogh Rasmussen allerede i 2005 lovede at besøge en moské, så snart han fik tid. Tre år senere har statsministeren imidlertid stadig ikke svaret på en invitation fra Islamisk Trossamfund.

Vi vil meget gerne have statsministeren på besøg. Og vi sender ham meget gerne endnu en invitation, hvis det er det, der mangler. Vi ser meget gerne, at Anders Fogh Rasmussen kommer og mødes med os, ligesom han jo mødes med andre grupper her i landet, og vi er en del af Danmark, så det vil være naturligt. På den måde kan vi aktivt tage del i den demokratiske debat og som alle andre borgere prøve at påvirke beslutningerne med vores synspunkter, siger Imran Khan.

Kameraerne kørte således og blitzene blinkede, da Anders Fogh Rasmussen i september 2005, i forbindelse med et såkaldt dialogmøde på Marienborg med en række fremtrædende muslimer, fortalte, at han gerne ville besøge en moské, så snart kalenderen tillader det.

Det højprofilerede dialogmøde i den officielle statsministerbolig skulle være med til at forhindre en radikalisering af danske muslimer, men tre år efter mødet har Anders Fogh Rasmussen stadig ikke besøgt en moské.

Selvom James P. Cain har understreget, at han er nødt til at være indirekte i sin opfordring til Anders Fogh Rasmussen, så har han fremhævet værdien af, at en statsleder på den måde går minoriteterne i møde og viser, at islam ikke er vores fjende. To dage efter at World Trade Centers tvillingtårne var lagt i grus af fly kapret af al-Qaeda, gik USAs præsident, George W. Bush, i moské.

Den farverige ambassadør, der snart forlader Danmark, efter at USA har valgt ny præsident, har selv arbejdet hårdt for at komme unge muslimer og andre minoritetsgrupper i Danmark i møde, siden han kom hertil i 2005. Han har selv gået i moské, og han har spillet basketball med unge utilpassede muslimer.

I Odense skabte det voldsom debat, da borgmester Jan Boye (K) besøgte moskéen på Ørbækvej tidligere på året.

Besøget fik konsekvenser: Det faste støtteparti Dansk Folkeparti droppede støtten til borgmesteren. /ritzau/