Jeg er lutter øre

Dansklektor Erik Skyum-Nielsen har sagt, at et dårligt digt aldrig kan blive en god salme.

Lisbeth Smedegaard Andersen har lige udsendt ”Himlens Lys I Dine Hænder – Tolv Årstidssalmer” på forlaget Anis.

Da hun heldigvis ikke kan skrive dårlige vers, er alle hendes 12 salmer velskrevne, veltænkte, velskabte og vellykkede.

Man er lige ved at kalde hende Lisbeth Rim-Smedegaard, for hendes rim er aldrig prangende eller anstrengte. Hun knytter de fleste måneder til tekster fra kirkeåret og bruger undertiden citater, vi kender fra salmer af Brorson, Kingo eller Grundtvig.

Det er et oplagt projekt, hun har sat sig for, og det er lykkedes i rigt mål. Jeg nøjes med små citater om januar, disse tre linjer:

”(Vi) må nøjes med små bitte spor,

som en vintergæks lysegrønne spirer

gennem januars frostbundne jord.”

og om februar:

”Tillid til at lyset går mod nord.

Hør! Livet pusler under dine fødder.”

Lisbeth Smedegaard skriver i oktober-digtet:

”Helligånd, kom, tal til mig,

jeg er lutter ører!”

Men øret er ikke hendes eneste åbne sanseorgan, hun er både visuel og visionær.

Jeg mener, at hun både ser det øjensynlige med spændstig sans for årstidernes farver og har åndelige syn af billeder, som vi kender fra de bibelske tekster.

Hun har som Grundtvig fuglen, blomsten og barnet, der jo også er evangeliske figurer. Barnet sover som fuglen og liljen. Men hun har nye fugle i forhold til for eksempel Grundtvig, når hun ser ud af sit vindue i oktober:

”Nattergalen tog på træk,

svalen er på rejse,

og i min ligusterhæk

bor kun spurv og mejse.”

Trækfuglene er på vingerne, mens hun og vi andre går inden døre. Hvor vil disse årstidssalmer blive citeret og brugt i kirkerne? De er fint illustreret af Maja Lisa Engelhardt.

kultur@kristeligt-dagblad.dk