Tyskerne har sans for drama - ikke for humor

De fleste voksne danskere er vokset op med ét alternativ til den ene nationale tv-kanal. Med hensyn til tv-udbud udgjorde Sjælland den svenske besættelseszone, mens Lolland-Falster, Fyn og store dele af Jylland var tysk besættelseszone.

De danskere, som så tysk tv, blev gode til fremmedsprog, fordi tyskerne altid har eftersynkroniseret de amerikanske film. Men kun få tyske produktioner har siden 1945 slået bredt an i den danske befolkning.

Ifølge Peter Schepelern, lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet, er Rainer Werner Fassbinders film og tv-serier fra 1970’erne det bedste eksempel på levende billeder, der blev en del af danskernes almene dannelse. Ikke mindst tv-serien ”Berlin Alexanderplatz”, som trak et stort publikum, da dansk tv viste den.

– På det tidspunkt markerede flere tyske instruktører sig, så det gav international genlyd. For eksempel også Volker Schlöndorffs filmatisering af ”Bliktrommen”. Men siden dengang har engelske og amerikanske produktioner erobret markedet, og i dag er det tvivlsomt, om en stor hverdagslivsskildrende serie vil kunne nå igennem til dansk tv, siger Peter Schepelern.

De to omtalte værker har det tilsammen, at de bearbejder Tysklands smertelige fortid i det 20. århundrede. Det samme gælder for nyere tyske filmsucceser som ”Good Bye Lenin”, ”Der Untergang” og den helt nye ”Der Baader Meinhof Komplex”. Derimod har det været småt med komedie-succeserne.

– Tyskland har med sin DDR-, nazi- og terroristfortid en uopslidelig kilde til store dramatiske fortællinger. Derimod er der en gammel tradition for at mene, at tyskere ikke har sans for humor. Det sidste er måske en fordom, men fordomme har som regel en kerne af sandhed, siger Peter Schepelern.

Som undtagelsen, der bekræfter regelen, nævner han dog thrilleren ”Lola Rennt” fra 1998, som blev ganske populær i Danmark. Den er en speciel tysk film, idet den ikke bearbejder fortiden, men er en skæv og ekperimenterende samtidsskildring.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk