Når forældre og voksne børn ikke har kontakt

Jeg kan identificere mig med Niels og Mariannes liv. Jeg blev gift igen og har en dejlig mand, som forstår min situation, men jeg lever daglig med en konstant sorg over tabet af de mange ikke-fælles oplevelser og samvær i tiden, der er gået. Og vi ved ikke, hvor lang tid vi har igen. Jeg går ikke med forestilling om, at mine børn og børnebørn skulle interessere sig for mit liv, men jeg har et stort behov for at være en del af deres liv og se, hvordan de udvikler sig.

For nylig anmeldte Niels G. Hansen Marilynn Robinsons sidste bog, ”Home”, hvor han skrev: ”Budskabet hos Robinson er, at familien, blodets bånd, er det store drama. Ingen andre steder er mennesker bundet så tæt sammen og udleveret så uforbeholdent til hinanden som i familien. Det kan nok så store konflikter og års adskillelse ikke ændre på. Omvendt løser tingene sig ikke nødvendigvis op, bare fordi man bringes sammen ansigt til ansigt. Heller ikke selvom der er kolossalt god vilje på begge sider. Her kan nøden derimod føles størst og hjælpen være fjernest, fordi risikoen for gensidig skuffelse er så stor. Og fordi den neutralitet, der ellers kan aflade konflikter, er fraværende, når man selv har så mange følelser i klemme.”

Jeg kunne bruge det som en lille trøst, fordi det fortæller noget om vores afmagt på trods af gode viljer.

Med venlig hilsen
Bente


Kære Brevkasse

Jeg har to voksne børn. De mistede deres far og jeg min elskede mand ef- ter knap fem års kræft, da de var tretten og femten år. Et af min mands sidste ønsker var, at de måtte få gode uddannelser, og det har de fået. Jeg har i bakspejlet ofte bebrejdet mig selv, at jeg ikke i højere grad lyttede til dem, når de var urimelige i teenageårene. Jeg henvendte mig i stedet til unge-rådgivningen, hvor vi fik nogle samtaler, men det løste desværre ikke problemet.

Det var forfærdeligt for mig at opleve tillidsbrud af det omfang, og jeg blev både vred og ked af det, men jeg forsøgte at lade som ingenting.

Da min søn havde fået sin studentereksamen, reagerede han på, at jeg anmodede ham om at deltage i sin farmors fødselsdag, ved at bryde forbindelsen til mig. Det tog to år, så havde han brug for mig igen, så han kunne få realiseret sine uddannelsesplaner. Da min datter var på efterskole, reagerede hun over for mig med at anklage mig for omsorgssvigt til kommunen, da der var nogle ønsker fra hendes side, som jeg ikke kunne efterkomme. Jeg blev overrasket, da jeg fik brev fra kommunen om at møde op. Mødet blev holdt, men min datter dukkede aldrig op, og hun har senere sagt, at det var en misforståelse. Hun var derefter i udlandet, og vi havde en god og konstruktiv brevveksling. Senere, mens hun studerede på universitetet, havde vi en god periode med kontakt, indtil hun dumpede i et fag, og en kæreste fyrede hende. Jeg har ikke set hende siden. Jeg har fået et par breve, som jeg har svaret på, og det er nu seks år siden. Jeg ved gennem hendes storbror, hvor hun arbejder. Det er en stor sorg for mig. Jeg har haft en god og varm kontakt til min søn indtil for godt et år siden. Nu er han sammen med en kæreste, og nu ses vi ikke. Min status er, at de må henvende sig, hvis der skal ske ændringer. Jeg tåler ikke flere afvisninger.

Venlig hilsen
Lene


Kære brevkasse

Niels og Mariannes brev gjorde dybt indtryk. For mig er der sket det, som jeg ikke troede kunne ske: Min datter, hendes mand og fem børn lever fint uden kontakt til mig. Tidligere ”indblandinger” herfra har efter sigende haft store menneskelige omkostninger. Jeg forstår ikke en brik. Jeg er frustreret over aldrig at have fået lov til at være mormor. Børnene må have undret sig, og jeg har et par gange for år tilbage spurgt, hvad de sagde til deres børn om det, men ikke fået svar. Jeg har fået afvisninger, latterliggørelse og indimellem vrisne udfald. I en periode blev breve og pakker returneret med ”modtagelse nægtet”. Jeg har ikke brugt psykolog, men min pc. Når tankemylderet har gjort det umuligt for mig at falde i søvn, er jeg stået op og har skrevet ”brev” til min datter med undskyldninger, anger og forsøg på at retfærdiggøre mig og de senere år også en del vrede. Jeg har fundet billeder af mine børnebørn på deres skoles hjemmeside.

Jeg er ellers en lykkelig halvfjerdsårig. Min første mand døde for femten år siden, og for tre år siden giftede jeg mig igen med en sød og god mand. Men jeg bærer altid en klump af sorg med mig. Jeg er nu omsider indstillet på både at leve og dø med den sorg.

For nylig fyldte mit ældste barnebarn atten, og jeg sendte et gavebrev, men det forblev ubesvaret. Jeg fandt ham også på facebook, hvor jeg anmodede om venskab. Ingen respons. Familien har også brudt med alle de mennesker, der hørte deres barndom og ungdom til. Min datter og svigersøn har altid haft klare og kritiske meninger om politik, religion og andre mennesker. De har en håndplukket vennekreds, som hører til de kendte. Min nuværende mands og mit forhold til vore andre voksne børn og deres familier er helt normalt. Min mand og jeg lever et godt og aktivt liv med gode venner og mange gode oplevelser.

Jeg har vor nødtørftige korrespondance gennem alle årene liggende – samt alle mine natlige skrivelser til den tabte familie. Det har gjort godt at komme af med det.

Med venlig hilsen
Lotte


Kære brevkasse

Vi har mistet kontakten til vores søn, da han pludselig forlod sin kone og børn. Han kunne slet ikke forstå, at vi stadig kunne snakke med dem. Det var en smertefuld tid med mange spæde forsøg. På et tidspunkt gik vi til familieterapeut, som opfordrede os til at invitere sønnen med. Vi troede ikke så meget på, at han ville, men han tog imod invitationen. Det blev en hård proces, men over tid er det lykkedes at få et godt forhold i stand igen. Han sagde undervejs, at blod jo var tykkere end vand. For kort tid siden ringede sønnen for at få adressen på terapeuten, da han havde mødt et par med problemer. Det var dejligt, for det viste, at det havde betydet meget for ham selv at få hjælp.

Venlig hilsen
Lone og Knud


Kære brevkasse

For tre år siden mistede vi vores søn på næsten 40 år, som døde af kræft. Både min mand og jeg havde gerne givet vores eget liv, så han kunne have levet og været mand og far for sin lille familie. Jeg bliver virkelig så oprørt, når jeg læser om familiestridigheder. Vær dog lykkelige over at have børnene. Jeg synes, at det påhviler forældre at række hånden ud. De er de ældste og burde derfor også være de klogeste. Uanset konfliktens karakter kan jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den ikke kan bilægges, hvis man åbner sit hjerte for dem, der burde stå en allernærmest.

Venlig hilsen
Merete


Kære brevkasse

Mine tanker er gået til mine nu afdøde forældre. Min mor var egentlig et sødt menneske, men hun havde en utrolig trang til altid at tale om sine skavanker. Ingen tvivl om, at hun led af depressioner, men det nægtede hun at se i øjnene. Gennem sine beklagelser lykkedes det hende at suge al kraft og glæde ud af mig, og efter en telefonsamtale med hende var jeg altid trist. Jeg har ofte grædt, når jeg er kørt fra mine forældres hus på grund af hendes evige beklagelser.

Min far derimod har aldrig beklaget sig, selvom han har været igennem adskillige operationer. Hans ord til os børn var altid, at ”alting ordner sig”. Han var altid så positivt interesseret. Jeg savner ham utroligt. Han stillede aldrig krav om samvær, men vi var meget sammen med ham, for det ville vi gerne. Mit brev skyldes en enkelt sætning i Niels og Mariannes brev, hvor de fortæller, at deres svar til deres søn ikke kunne være ”lyserødt”. Jeg ville gerne kunne se det brev. Var det en lidelsesberetning? Var faderens sygdom i sønnens unge år så dominerende i hjemmet, at det var svært at blive set og hørt som et ungt, raskt menneske? Hvilke oplevelser ligger til grund for sønnens trækken sig? Jeg har selv to voksne børn, og belært af mine erfaringer fra mit eget hjem hører de kun yderst sjældent om min egen kroniske sygdom. Vore børn har egne liv med egne problemer, og de skal efter min mening ikke belastes med forældrenes problemer, så længe vi kan klare det. Så forsøg at dele ud af jeres eventuelle overskud og søg råd og hjælp til jeres eventuelle problemer og sygdomme andre steder end hos jeres børn. Det ville være mit forslag.

Venlig hilsen
Grethe


Kære brevkasse

Man kan ikke glemme sine forældre, men man kan godt være så træt af dem. Niels og Marianne: Jeres drenge siger ikke direkte, hvad der er galt, og derfor må I lytte og læse godt mellem linjerne. Måske er jeres søn træt af at høre om fars problemer? Nu kunne de måske tænke sig noget positiv dialog. I stedet for ynk kunne I fortælle om jeres gode og aktive liv med gode venner, kultur og det andet, det er rart at høre om.

Til Marianne vil jeg sige: Din søster har kontakt til din søn. Efterlign hende, så opnår du måske også kontakt. Det vil sige vær ”konfliktsky”, du skal ikke nødvendigvis udtale dig om alt. Spørg dig selv, om du vil bryde dig om en svigermor, som du selv har været over for dine svigerdøtre. Når to svigerdøtre fravælger en, er der grund til at kigge på sig selv. Gå frem med lempe. Tag forsigtig kontakt. Skriv julekort. Glem jer selv og jeres smerte og fokuser på jeres drenge og deres familier. Spørg til dem, vær interesserede, send julegaver. Den ændring, jeres yngste søn vil opleve, når I sætter jer selv i baggrunden og tænker på andre, vil han også rapportere til sin bror, og således kan der åbnes mulighed for kontakt. Øv jer i at finde fem rette i stedet for fem fejl.

Venlig hilsen
Sille


Kære Brevkasse

Jeg føler med jer, Niels og Marianne, og forstår jeres sorg. Men medmindre jeres søn og to svigerdøtre er følelseskolde mennesker, så er der en grund til deres brud. Enten noget, I fortrænger, bevidst eller ubevidst, måske nogle konkrete hændelser fra jeres søns opvækst, der har gjort ham ondt. Eller også må I have nogle blinde vinkler – det har vi jo alle – måske en måde at omgås og tale til andre på, som gør mennesker kede af det eller vrede. I skriver, at I på et tidspunkt var i kontakt med jeres søn. Han skriver glad og stolt til jer om sit gode liv med kone, børn, arbejde og hus. Og slutter med et oprigtigt interesseret: ”Hvordan har du det, far?” Jeres svar til ham er, at I ikke har det lignende lyserødt! I møder ikke hans glæde, underkender den tværtimod og giver ham skyld oveni. Og så forstår I ikke, hvorfor jeres søn bliver vred og ked af det og igen bryder kontakten? Det svar ville de fleste mennesker blive kede af. ”Intet er forandret hos jer,” skriver jeres søn. Kan det være det, han er vred over? At det, han længes efter, er at blive mødt med glæde og begejstring – og ikke med skyld?

Venlig hilsen
Rikke og Aksel


Kære brevkasse

Hvor ville det være godt, hvis Marianne og Niels kunne gå til samtale hos en terapeut sammen med deres ældste søn. Motivationen for sønnen kunne være det barnebarn, der er i klemme i familiestridighederne. Og mon ikke han også selv er ulykkelig over situationen. Det er ikke sikkert, at der findes nogen løsning – men blot det at forsøge vil jo sige meget om den gode vilje.

Mine andre råd er: At bedsteforældrene bruger noget af den omsorg og kærlighed, de ikke kan komme af med til deres egne, i stedet giver den til nogle, som ville være taknemmelige for at få et par bedsteforældre i ”familien”.

Hvis I fortsat har brug for at tale med andre i samme situation, kunne I måske selv tage initiativ til at starte en ”støttegruppe” – evt. via et lokalt frivillighedscenter eller en forening, der hedder noget i retning af ”bedsteforældres rettigheder”. Sidstnævnte er opstået omkring de ulykkelige skilsmisser, der jo også ofte medfører adskillelse af bedsteforældre og børnebørn.

Og allersidst: Hvor ville det være godt, om alle dem rundt om – onkler, tanter, venner m.v. – ville hjælpe lidt til, så disse bedsteforældre, børn/svigerbørn og børnebørn kunne finde ud af det sammen. Det kunne være praktisk hjælp til aflastning af det unge par – men også en reel stillingtagen og et par ”borgerlige ord” om, hvad der er ret og rimeligt i forhold til nogle gamle bedsteforældre.

Venlig hilsen
Tilde


Kære brevkasse

Marianne søster, som har kontakt med sønnen, beskrives som konfliktsky og brevskriveren selv som det modsatte. Da forbindelsen til den yngste søn ophørte, da denne fik barn, tror jeg problemets rod er i disse to punkter. Brevskriveren giver måske overfor sønner og svigerdøtre udtryk for sin uforbeholdne mening. Men ”de gamle” skal holde op med at være bestemmende overfor børn, svigerbørn og børnebørn. Det er let sagt, men svært at gøre. De må i mildhed og ydmyghed øve sig i samvær. Kort sagt gå på diplomatiske listefødder. Og fremfor alt ikke konfrontation og negative kommentarer. Vi kan ikke ændre andre menneskers levemåde, men vi kan ændre vores egen.

Venlig hilsen
Gerda