16 procent af de nordjyske kristendemokrater har meldt sig ud af partiet efter landsmødet i slutningen af oktober, skriver
dr.dk.
På landsmødet blev partiformand Bodil Kornbek vraget til fordel for partiets nuværende formand, Bjarne Hartung Kirkegaard. Det fik det nordjyske regionsmedlem og tidligere næstformand Mogens Nørgaard til at melde sig ud af partiet.
Og det kan have betydning for de mange udmeldelser i Nordjylland, mener partiets nye formand, Bjarne Hartung Kirkegaard.
På landsplan har 213 medlemmer meldt sig ud af Kristendemokraterne siden landsmødet. Af dem bor de 85 i Nordjylland.