Når hjertets erindringer ændrer sig

– Jeg forventer ikke, at min kone og jeg som ægtepar slipper for skrøbelighed og gebrækkeligheder. Men så længe vi har kræfter til på skift at sætte tevand over og med et tryk slippe Mozart løs i rummet, skal det nok gå. Men der kan komme en tid, som jeg nødig vil opleve og da slet ikke sammen med den, jeg elsker. Hun skal helst huske mig som én, der danser og fløjter bedre end de fleste, tilføjer han.

Vi sidder i et smukt lokale i Ny Carlsbergfondets gamle bygning i Brolæggerstræde i Indre København. Der er blå kvindemodel af Vilhelm Lundstrøm på væggen og god kaffe i Ursula-kopperne. I dag skal det ikke handle om indflydelsen på dansk kunstliv og de 60 millioner kroner, han er med til at uddele hvert år som formand for Ny Carlsbergfondets direktion.

Snarere om glæden ved et rødmosset Gråstenæble i det duggede græs.

– Der var én, der drillede og sagde: "Når du og Johannes Riis (Gyldendals litterære direktør, red.) og alle de andre hænger så meget ved Jylland, hvorfor tager I så ikke tilbage?". Det kan der være noget om. Herinde på stenbroen er man træt og har så travlt, og så kunne man tage over og købe et hus ovre ved Limfjorden for billige penge og være spændt på, hvad forhaven gemte på af blomster, og endelig få sig det hønsehus med dueslag i baghaven, man altid har ønsket sig og tage rutebilen til Thisted og Struer så let som ingenting.

– Men det er måske livets mest traurige erkendelse: at man kan ikke vende tilbage til noget. Alle dem, man holdt så meget af, sidder ikke længere i huset. Eller som Bob Dylan udtrykker det: "I wish, I wish in vain that we could simply sit in that room again". Gud ske lov findes der andre mennesker, man kan sætte sig ned og drikke te og spise ristet brød med honning sammen med. Men aldrig, så det smager på samme måde.

– Det ændrer ikke ved, at man kan have udbytte af at rejse tilbage i erindringen. Min svaghed er, at jeg ikke kan lade være. Jeg tumler stadig med uafklarede regnestykker. Ikke mindst i forhold til mine forældre. Den dag i dag har jeg en mærkelig, upræcis følelse af ubehag ved tanken om min far. Husker, hvor svært det var at kigge hen på hans kiste for sidste gang, fordi alt i mig var så mudret. Min mor, som jeg nu taler meget hengivent om i "Som sagt", trak os børn med i modvilje mod min far. Hvor meget kom det til at betyde for min opfattelse af ham? Hvordan så tilværelsen ud fra hans side? Havde han nogle talenter, som en ond skæbne bare ikke tillod kom frem? Sådan drejer kalejdoskopet, og nye formationer kommer til. Det gør ikke noget. Jeg er kun angst for det totale billede, siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Han betragter det som en af rigdommene i sit liv, at han næsten aldrig ser vredt eller hadsk på folk, fordi han har haft held til at bevare troen på, at de fleste mennesker gør det, så godt de kan.

Der er flere lyse end mørke minder i hans fire erindringsbøger eller "tidsbilleder", som han foretrækker at kalde dem. Minder fulde af kærlighed og godhed, ikke bare fra voksenlivet – men også fra den svære barndom.

Om dengang kirken og salmerne betød noget for folk, og naturen var, hvad den gav sig ud for, ikke hvad man gjorde den til. Om familier, der levede uden misundelse på deres 10-12 tønder land, fordi arbejdet med jorden og dyrene gav dem brød på bordet og tøj på kroppen, og Mallorca-rejser og sommerhuse endnu ikke var blevet et must.

Om forventningens fryd ved lyden af den kultiverede speakerstemme, der meldte "Radioteatret", og om æskerne med dadler og billeder af høje palmer i solnedgang, som Brugsen tog hjem til jul, og om en fremmed, der kunne sige "min bette dreng", så hjertet smeltede.

– Det er en misforståelse, hvis man tror, at jeg ønsker det gamle Danmark tilbage. Det var der alt for mange overgreb og afsavn til.Når jeg fastholder det svundne eller svindende på skrift, er det i et forsøg på at minde om nogle idealer, der ikke bare kan virke hjemløse, men nogle gange som om de aldrig har eksisteret. Fællesskabsfølelse, hjælpsomhed, nøjsomhed, gavmildhed, taknemmelighed over for Gud og mennesker, respekt for naturens og kirkeårets rytme og den slags.

– Når jeg føler allermest uro over verden og udviklingen, trasker jeg en tur med mit lille barnebarn Emilie ved hånden. Hun færdes på jorden med vidunderlig uskyld og en lille ængstelse i de venlige, blå øjne. Og så håber jeg, finanskrisen kan blive en anledning til at droppe griskheden og rovdriften på naturen og besinde sig på andre værdier. Saxo fortæller om en situation i danmarkshistorien, hvor alle gik og blev ondskabsfulde af mangel på noget overordnet, fælles. Én blev så ked af det, at han holdt sig for sig selv nede ved stranden, og der så han en dag, hvordan en fjendtlig flåde nærmede sig kysten. Han for op til de andre, som han råbte til: "Jeg forkynder jer en stor glæde. Fjenden er gået i land!"

– Hvor ville det være et fremskridt, hvis vi turde lære vores unge at interessere sig for det kulturliv og de lysende udsagn om dét at være menneske, som er møjsommeligt indsamlet gennem tusinde år. Og hjælpe dem til at indse, at livet dårligt kan blive mere sølle, end når man hujende oplever sig selv som skabelsens centrum, siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Han kalder det sin tilværelses held, at han tidligt lærte at synge salmer. Grundtvig, Brorson, Kingo, Ingemann, Ewald, Knudsen og de andre store betyder så meget for ham, at han kalder sig for salmebogskristen.

– De digtere har leet, elsket, grædt, kæmpet, troet og tvivlet. Det har jeg også. De ved, hvordan det er.

"Som dug på slagne enge ...Som let vort legem gyser i sommer-morgengry". Tænk, at man kan skrive så ligeud om noget væsentligt. Den lidt ophidsende duft af nyslået græs blandet med motorbenzin. Køligheden, som man ved snart bliver til en varm sommermorgen. Eller "Se, nu stiger solen af havets skød". Hvor mange af livets sværeste stunder har den salmes vælde og fortrøstning ikke hjulpet én igennem!". Eller "Udrust dig, helt fra Golgatha", eller "Op, al den ting, som Gud har gjort", siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Han har det svært med salmer, som nøjes med at levere "føleri-tekster til hyggelig guitarmusik". Dem er der kommet en del af med i den nye salmebog, synes han. Han kan bedst lide salmer om "støvets ve og vånde". Salmer med format til at tale om menneskelivet på tværs af tiden.

– Det er et uendeligt rigt samfund, hvor der er vidt forskellige former for kulturoplevelser at vælge mellem. Jeg har hylder, som jeg holder af. Og jeg er lykkelig for, at ingen vil have mig ud til Fremad Amager hver søndag formiddag. På samme måde forventer jeg ikke, at andre skal kaste sig på maven for mine interesser. Pointen er bare, at kvaliteten skal være højest mulig på alle hylder, siger han og skodder smøgen, fordi sekretæren siger, han skal nå toget til Jylland om 20 minutter.

boas@kristeligt-dagblad.dk