Ruth er veteran i Afghanistan

Hun stammer fra Fasterholt syd for Herning, og her arbejdede hun på et bosted for handicappede som pædagog. Institutionen skulle lukke, og Ruth stod for at skulle finde sig et andet job i 2006, da hun så, at Soldatermissionen i Kosovo søgte en leder af soldaterhjemmet. Hun har aldrig haft noget med forsvaret at gøre, men fandt jobbet interessant. Som enke med to voksne døtre har hun ikke tidligere følt, hun kunne rejse, men da hendes piger støttede hende, slog hun til.

Imidlertid blev jobbet ændret, så hun i stedet blev sendt til Irak, hvor hun gjorde tjeneste i ni måneder i 2006 og 2007.

– Den sidste tid i Irak var slem, og vi blev konstant beskudt i lejren. Men det var også et ekstremt meningsfyldt arbejde og et stort privilegium for mig at opleve i en alder af 56 år, siger Ruth Brik Christensen.

Efter et år hjemme i Danmark sagde hun ja, da KFUM’s Soldatermission besluttede at oprette et soldaterhjem i Afghanistan. Og det har hun ikke fortrudt.

– Jeg kunne virkeligt godt unde de mødre, der sidder i Danmark og er ekstremt bekymrede, at komme en tur herned. Her er meget sikkert i lejren, vi bliver ikke beskudt, og det er jo kun få minutter eller timer, det er farligt. Den meste tid hernede er i sikkerhed, siger Ruth Brik Christensen.

Hendes dage går med at bage, brygge kaffe, snakke med dem, der har behov for det og arrangere sociale aktiviteter som banko og juleklip. Arbejdsdagene er lange og slutter gerne med, at hun tager op til de fire vagter i de to vagttårne med lidt kaffe og hjemmebag.

Amerikanerne har leveret træ til det danske soldaterhjems terrasse, der efter lederens eget udsagn er den flotteste bygning i lejren. Gode hvilestole med pæne hynder fylder op på den overdækkede veranda, hvor soldater og de mange civilister, der er ansat af almindelige virksomheder, søger tilflugt og får en kop kaffe og en snak.

– Folk hernede er ekstremt åbne, og der rører sig meget i folk, når de er langt væk hjemmefra. Jeg snakker med dem om religion, den kristne tro eller kæresten derhjemme, forklarer Ruth Brik Christensen.

De fleste soldater er udsendt seks måneder af gangen og er også hjemme på orlov. Ruth derimod tager en ni måneders tørn og er derfor bedre kendt i lejren end de fleste. Hun kender tyrkerne i konstruktionsvirksomheden, der har en lille græsplæne med et par ænder og ællinger samt en enkelt kanin. Hun kender sydafrikanerne, der er ansat i et privat firma, og hun kender den afghanske lejr i lejren, hvor de lokale rengøringsfolk holder til.

– De har sådan en traditionel jordovn, og der tager jeg nogle gange på besøg. Somme tider har jeg nogle af de danske soldater med mig for at vise dem det. Jeg har været her længst og kender derfor mange af hyggestederne, siger Ruth Brik Christensen.

Julen er endnu ikke planlagt helt, men der er bestilt ænder fra Danmark. Ruth Brik Christensen forventer, at der skal være nogle dage i Kuffen, som hendes hjem også kaldes, med juleklip, ligesom der skal bages masser af julesmåkager.

– Det bedste er, når jeg har lægerne og sygeplejerskerne fra hospitalet gående hos mig til kaffe. For så ved jeg, de ikke har travlt, siger Ruth Brik Christensen.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk