Der, hvor Georgien slutter

– Ingen ond kraft kan dele os. Vi, abkhasere, ossetere og georgiere, er ét folk, lyder det fra Radio Abkhasiens Stemme i bilradioen.

Den hvidhårede taxachauffør Vitali smiler skævt over ironien og blotter en manglende tand. Han styrer sin taxa uden om alle færdselsreglerne og kører nordvestpå. Mod Gori-området, der under den fem dage korte august-krig mellem Georgien på den ene side og sydossetiske og abkhasiske separatister og Rusland på den anden var et af de kampramte områder. Nu er der gået over tre måneder, siden bombeeksplosionerne forstummede, og russiske kampvogne, der kørte mod Georgiens hovedstad, Tbilisi, vendte om 60 kilometer fra målet.

Landevejen er en allé af cyprestræer, der skinner gyldent mod de sneklædte Kaukasus-bjerge. Køer, geder, får og æsler græsser under elmasternes lavthængende ledninger på markerne. En gammel kvinde i laset tøj trækker en kalv over vejen. Radioen melder om seks georgiere, som var blevet kidnappet af sydossetiske styrker, men nu er blevet løsladt.

Langs med vejen er der boder, der sælger mandariner, løg og æbler i alle solens farver. Sovjetiske ladvogne med eksede hjul læsser hvidkål af i vejgrøften ved siden af en faldefærdig plakatsøjle med falmede valgplakater med Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili. Vi krydser Mtkvari-floden, som begynder i Tyrkiet og slutter i Aserbajdsjan.

Den georgisk-venlige Radio Ab-khasiens Stemme, der begyndte at sende på russisk og abkhasisk i oktober sidste år, bringer et nyhedsindslag om russiske soldater. De klager over ubetalt løn, manglende tilladelse til at holde deres retmæssige ferie og over kummerlige forhold i deres militære teltlejre langs den administrative grænse mellem Georgien og Sydossetien. Den grænse, som tre lande i verden – Rusland, Nicaragua og Somalia – betegner som en international grænse, og som Georgien og resten af det internationale samfund betegner som en administrativ skillelinje internt i Georgien.