Danmark skal sætte sig i spidsen for et demokratisk alternativ til FN's racismekonference, Durban II, lyder det fra Naser Khader
Den danske regering bør allerede inden jul afgøre, om den til april vil deltage i FN's konference om racisme, Durban II. Bliver det en boykot, skal regeringen snarest tage initiativ til en alternativ, parallel konference for demokratiske landes regeringer. Den kan holdes i Geneve samtidig med Durban II.
Det foreslår Liberal Alliances leder, Naser Khader, efter at Israel forleden besluttede at boykotte FN-konferencen, ligesom Canada allerede har gjort. Anstødsstenen er fortsat, at der sættes lighedstegn mellem racisme og kritik af islam. Og at konferencen derfor vil munde ud i et slutdokument, der lægger bånd på den uindskrænkede ytringsfrihed.
FN-konferencens kritikere hæfter sig ved, at udemokratiske regimer som det libyske, det cubanske og det iranske har sat sig på den. Men hvor både Dansk Folkeparti og SF har anbefalet en dansk boykot, har regeringen og Liberal Alliance hidtil afventet forberedelserne.
Naser Khader mener nu, at Danmark skal holde sig væk, medmindre der sker væsentlige forbedringer i dokumentudkastet meget snart.
– Løbet er kørt, hvis vi går på juleferie, uden at der er sket ændringer, siger han.
– Israel havde sat nogle røde linjer for sin deltagelse, og de blev overskredet, da Israel blev nævnt eksplicit i teksten. Den danske regering har også sat nogle røde linjer for dansk deltagelse, og regeringen bør senest inden jul beslutte sig for, om de er overskredet, siger Naser Khader.
– Hvis det ender med en boykot, uden at der findes et alternativ, bliver det en halv sejr for islamisterne. Derfor foreslår vi en alternativ regeringskonfenrence for demokratiske lande, som sætter ytringsfriheden øverst på agendaen. En konference, som sætter menneskerettighederne først og guderettighederne bagefter, siger Naser Khader.
Pengene til konferencen kan tages af de 100 millioner kroner til Det Arabiske Initiativ, mener han.
Både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) har taget afstand fra optakten til Durban II. Ifølge Per Stig Møller vil de vestlige lande ikke sidde med ved bordet, hvis Organisationen af Islamiske Lande, OIC, gennemtrumfer sidestillingen af religionskritik med racisme. Fogh kaldte i sin åbningstale til Folketinget konferenceoptakten for et "absurd teater".
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk