Grønlands store valg

Det er en historisk dag i det danske rigsfællesskab, når grønlænderne i dag skal stemme om, hvorvidt Grønland skal have selvstyre eller ej. Om grønlænderne vil fortsætte ad den vej mod selvstændighed og måske ligefrem løsrivelse fra Danmark, de med hjemmestyrets indførelse i 1979 slog ind på.

Hvis Grønland stemmer ja, vil det grønlandske folk blive anerkendt i folkeretslig forstand. Det grønlandske sprog vil blive løftet op som det officielle sprog, og grønlænderne vil helt suverænt selv kunne afgøre, hvornår båndene til Danmark brydes helt, og Grønland kan kalde sig en selvstændigt nation, der geografisk vil blive det 13. største land i verden.

Alle menigsmålinger tyder på et ja i dag, og den politiske opbakning er stor både i Danmark og i Grønland, hvor kun Dansk Folkeparti og det grønlandske oppositionsparti Demokraterne er imod og det af helt forskellige grunde.

I det historiske perspektiv kan det være svært at være imod et grønlandsk ønske om selvstyre. Efter det 20. århundredes afvikling af kolonimagter verden over, er det svært at forestille sig, at Danmark nu går imod strømmen og nægter grønlænderne selvstændighed.

I en dansk diskussion er det også legitimt at minde om Grundtvigs digt ”Folkeligheden” fra 1848. I det digt skrev Grundtvig de berømte linjer: ”Til et folk de alle høre, som sig regner selv dertil. Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild”. Disse linjer er ofte blevet brugt i danske diskussioner om national identitet. Det kan de også i denne situation, blot med omvendt fortegn. Hvis grønlænderne ikke føler sig danske, har vi danskere ingen interesse i at tvinge dem dertil.

Når det på den måde er slået helt utvetydigt fast, at Grønlands fremtidige skæbne selvfølgelig skal afgøres af grønlænderne selv, må det være på sin plads at påpege, at en total løsrivelse fra Danmark måske ikke er den bedste løsning for Grønland.

Snakken om løsrivelse om allerede fire eller 13 år er helt urealistisk, når man ser på de problemer, Grønland står over for i dag. Ikke mindst på det sociale og det uddannelsesmæssige område er Grønland slet ikke klar til selvstændighed så hurtigt. En tidshorisont på 40-50 år er et langt mere realistisk bud.

Desuden bør grønlænderne tænke ikke mindst deres uddannelsesmæssige situation grundigt igennem. Kan et folk med et befolkningstal på 56.000 opbygge en selvstændig uddannelsessektor med ressourcer til selv at uddanne alle Grønlands fremtidige læger, jurister og ingenører? Svarene blæser i vinden henover den grønlandske indlandsis.

holm