Sommersang

Der står du atter, Solsort, på plænens grønne midte
dynamisk skulpturel, med urvagtsomme blikke,
din krops profil på langs, dit hoved skarpt på sned,
opvakt, oplagt til med et sus at gå i skred!

Men når du letter brat med gule skrig fra næbbet,
din fjerkrop, sortblank,  har besørget efterslæbet:
De strøgne græsser strækker sig langs din kurs og flugt
og skrigets ”hink” på ”hink” -  til busken dig har slugt!

For det er sommer! Du har bygget for din mage,
og du har skafferpligt i mange, lange dage,
og du skal vogte mod erfaringstunge trusler,
imens din mage jo først æg, så unger nusler!

Men du skal også øve din sang og skabe klangrum
beherskende din verden - med rivalen sangstum? -
Fra flagstang, granens top, fra birkens lyse kvist
du tænder dagens timer og solnedgangens gnist!

Når dine sange sanses af os i gyldne timer,
så ved vi det er sommer, at dag har lys i stimer!
Men når de langsomt siver, og du til sidst forstummer,
vi aner, året nærmer sig sin vinterslummer.

Du sorte krop, du gule næb, du somrens sanger!
Da bliver mennesket af forårslængsel svanger
og drømmer om, at du på dine forårsstier
skal blande dine nye med kendte melodier!

John Andersen