Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen De kom fra Abkhasien for 16 år siden, og de venter stadig i et højhus i Tbilisi til din ven.
De kom fra Abkhasien for 16 år siden, og de venter stadig i et højhus i Tbilisi
Engang var betonbygningen et kollegium for studerende fra Georgisk Teknisk Universitet i hovedstaden, Tbilisi. I dag huser det på 16. år flygtninge fra Abkhasien. –
- Evelina Gold.
Krigen i august er langt fra den eneste krig, der har ramt Georgien gennem historien. I begyndelsen af 1990’erne drev krigen med udbryderregionen Abkhasien en kvart million georgiere på flugt. Halvdelen af dem bor stadig i lejre og tomme bygninger
Udenpå er højhuset et kaos af altaner, nedløbsrør, der ender i ingenting, og et spind af vasketøjssnore. Vinder blæser ind på de ubelyste gange gennem rudeløse vinduer. Engang var betonbygningen et kollegium for studerende fra Georgisk Teknisk Universitet i hovedstaden, Tbilisi. Men det er snart to årtier siden. For 16 år siden, da krigen med den georgiske udbryderregion Abkhasien brød ud, flygtede 250.000 etniske georgiere længere ind i landet. Mange måtte selv finde tag over hovedet og en måde at brødføde deres familier på. I dag bor over 100.000 af dem stadig i de cirka 1600 flygtningelejre og tomme bygninger.
Georgi Zhakaia på 27 år og hans 25-årige kone, Nana Shonia, er begge fra Abkhasien. Sammen med deres to måneder gamle søn bor de på, hvad der svarer til et af de mindste kollegieværelser, man kan finde i Danmark. To kogeplader udgør køkkenet, og ved entredøren gemmer der sig et næsten usynligt badeværelse. De har været gift i et år og to måneder, fortæller de lidt genert. Og de mødtes her i bygningen. Både Georgi og Nana var børn, da de kom hertil.
Indtil Georgi var 10 år, boede han sammen med sin mor i den abkhasiske landsby Pshapi. Hans far og to brødre var på det tidspunkt flyttet til Tbilisi, og da krigen brød ud, fulgte Georgi, hans mor og bedstemor efter. I 13 år boede de seks i en toværelses lejlighed, indtil Georgis storebror blev gift og flyttede på et gammelt hotel, der dengang var et af Tbilisis flygtningecentre.
Annonce
Georgis bror var godt begavet. Han læste matematik og underviste på en skole til en løn, der kunne holde den værste sult fra døren i familien. Han var endda så dygtig, at han fik et stipendium, der åbnede døren til det amerikanske North Carolina University. Da han kom tilbage, blev han ansat i Økonomiministeriet i Tbilisi. På den måde blev der penge til, at Georgi kunne læse kemi og få job i en olie- og gasvirksomhed, hvor han tjener lidt over 4000 kroner om måneden – en løn, som de fleste kun kan drømme om – mens Nana læser medicin.
Georgi Zhakaia på 27 år og hans 25-årige kone, Nana Shonia, er begge fra Abkhasien. Sammen med deres to måneder gamle søn bor de på, hvad der svarer til et af de mindste kollegieværelser, man kan finde i Danmark. To kogeplader udgør køkkenet, og ved entredøren gemmer der sig et næsten usynligt badeværelse. De har været gift i et år og to måneder, fortæller de lidt genert. Og de mødtes her i bygningen. Både Georgi og Nana var børn, da de kom hertil.
Indtil Georgi var 10 år, boede han sammen med sin mor i den abkhasiske landsby Pshapi. Hans far og to brødre var på det tidspunkt flyttet til Tbilisi, og da krigen brød ud, fulgte Georgi, hans mor og bedstemor efter. I 13 år boede de seks i en toværelses lejlighed, indtil Georgis storebror blev gift og flyttede på et gammelt hotel, der dengang var et af Tbilisis flygtningecentre.
– Jeg har været virkelig heldig. Min bror gjorde enormt meget for vores familie, og det er takket være ham, at jeg har klaret mig godt. Når så mange mennesker her lever for 20 lari (82 kroner, red.) om måneden, kan jeg ikke klage, siger han.
Hvad hans privatliv angår, må hans lille familie foreløbig stille sig tilfreds med kollegieværelset.
– Man vænner sig aldrig til så lidt plads, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Georgiere elsker at få besøg af venner og familie, og selvom det er lidt svært, når vi både sover, spiser og har køkken i samme rum, så gør vi det alligevel, griner han.
Og der er noget om snakken, for ind og ud af det lille hjem kommer der mindst fem forskellige gæster i løbet af en halv time. Blandt dem er Georgis svigermor, der bor på samme etage og er kommet for at se til den lille. Efter Georgis udsagn, hader hun landets regering.
– Hun havde en lille frugt- og grøntbod, som myndighederne lukkede. De syntes ikke, det så pænt ud, når hun sad med sine varer ude ved vejen. Dengang havde hun Nana at forsørge, men hun fik ingen erstatning. Nu har hun været arbejdsløs i fire år og har henvendt sig på rådhuset og alle andre tænkelige steder. De lover altid at hjælpe hende ”i morgen”. Men det er bare tomme løfter, fortæller han om Nanas mor, der i dag må dele sin pension på 250 kroner med flere andre familiemedlemmer.
Sådan ser hverdagen ud for mange af de internt fordrevne fra begyndelsen af 1990’erne. I 16 år har de været en glemt gruppe i det georgiske samfund, mener Rikke Johannessen, regional programleder for en af de største hjælpeorganisationer i Abkhasien, Dansk Flygtningehjælp.
– 42 procent af de mennesker sidder i centre på 16. år og har ikke ret mange ressourcer. Der har fra regeringernes side været en modvilje mod at integrere dem, fordi man frygtede, at de så ikke ville vende tilbage. Men det er en dårlig logik, for erfaringen viser, at det forholder sig lige omvendt.
Hun håber, at den internationale opmærksomhed, som krigen mellem Georgien og Rusland i august har givet, og de georgiske myndigheders effektive indsats for de nye internt fordrevne også vil komme til at forbedre vilkårene for de ”gamle”, hvis tilværelse er præget af fattigdom og usikkerhed. Hvis de tidligere ikke kunne vende tilbage, fordi der ikke var noget at vende tilbage til, så kan det efter krigen i august ikke lade sig gøre, fordi Abkhasien er blevet lukket land for alle georgiere.
I 1992-1993, da de hjemløse mennesker indtog kollegiet ved Georgisk Teknisk Universitet, boede der kun 10-15 studerende, og værelserne kostede ikke noget. Siden har tilflytterne investeret i ombygning og restaurering og er begyndt at sælge lejlighederne, selvom ingen af dem officielt har ejendomsretten. Ifølge nogle af beboerne betyder det i princippet, at regeringen kan sætte dem på gaden når som helst. 90 procent af alle ejendomme tilhører nemlig den georgiske stat.
Alligevel valgte Georgi i år at købe det lille kollegieværelse for knap 30.000 kroner. Og der er håb om, at han får lov til at beholde det. I hvert fald samarbejder Dansk Flygtningehjælp, finansieret af det danske udenrigsministerium, med de georgiske myndigheder om privatiseringsprojekter af lignende steder. Og Georgiens nye flygtningeminister har lovet nye byggerier til de Abkhasien-flygtninge, der stadig bor på centre. Indtil det bliver virkelighed, må livet fortsætte, som det plejer.
Og som det gør etagen under Georgi og Nana, hvor de tre venner Dato, Irakli og Jago er samlet. De er i slutningen af 20’erne og har flugten fra Abkhasien og en opvækst her i det gamle højhus tilfælles. Og så det, at ingen af dem har fast arbejde og lever for de 90 kroner om måneden, som alle abkhasiske flygtninge får fra staten. Når et lille franskbrød koster omkring tre danske kroner, må de af og til gå sultne i seng. Men lige nu er det august-krigen, der som for alle andre georgiere ligger dem mest på sinde.
– Alle kæmper om Georgien på grund af vores geopolitiske placering, men ingen kæmper for georgierne, siger Dato.
– Vi har aldrig fået lov til at leve i fred. Vi sluttede vi os i fordums tid til det russiske imperium for at få beskyttelse fra de muslimske erobrere, og det forpligtede. Men efter så mange år i Sovjetunionen vil vi gerne være frie. Rusland vil bare ikke give slip, siger han, mens Irakli for femte gang fylder glassene op med sin mors hjemmebryggede rosenlikør.
Jago løfter glasset til en skål.
– Vi har været venner i 15 år. Krigen har ført os sammen, siger han.
Vi skåler for venskab, for Georgien og for en lysere fremtid.
gold kristeligt-dagblad.dk
Georgi Zhakaia og Nana Shonia er ikke personernes rigtige navne. Navnene er redaktionen bekendt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste udland
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 2 |
Sv. Troens skønhed |
Michael
3 timer siden |
| 1 |
Helt udemokratisk,... |
Tony
3 timer siden |
| 47 |
Sv. sv. med tro og love |
Andreas...
7 timer siden |
| 13 |
Sv. svovlduften fra Rødding... |
Andreas...
7 timer siden |
| 4 |
1000 kg børnepudder |
Flemming
17 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
Kristendom.dk
- 26. maj ”Gud er altid til stede i ondskaben”
- 26. maj Musikalsk bud på pinsens indhold
- 26. maj Til kamp for åndelig velfærd
- 26. maj Vi har brug for at italesætte Helligånden
