Rikke Albrechtsen skriver fra Reykjavik |
26. november 2008
Islændingene tænder lys i den mørke tid for at prøve på at holde modet oppe, mens den globale finanskrise tvinger landet i knæ
Firhjulstrækkerne er blevet selve symbolet på det økonomiske overmod, som har tvunget den islandske økonomi i knæ. Land Rover rimer pludselig ganske fint på Game Over, og derfor er der noget nærmest symbolsk over, at det første, jeg ser, da jeg træder ud af lufthavnen i Keflavik er en gigantisk rød Hummer H2, som ingen har villet leje.
Jeg skal til min kusines bryllup. Planlagt i sommer, mens der stadig ikke var nogen, der havde regnet med, at det ville kunne gå så galt så hurtigt for et af de rigeste lande i verden.
Nu er den islandske krone devalueret med 70 procent, renten ligger på 18 procent, og statsgælden er vokset til det firdobbelte på under et år, i det en økonom ved London School of Economics har kaldt ”det hurtigste og værste crash i fredstid”.
I bilen på vej ind mod Hafnarfjördur, der er en lille havneby mellem lufthavnen og Reykjavik, fortæller min tante, hvordan klimaet har udviklet sig siden de dramatiske dage i oktober, hvor Islands tre største banker drejede nøglen om, og statsbankerotten truede.
Der er en følelse af vrede over, at en lille elite af meget entreprenante mennesker har gamblet med alle andres velfærd. De har udnyttet en liberal økonomisk politik til blandt andet at drive bankvirksomhed i en størrelsesorden, der overgår landets bruttonationalprodukt mange gange. Og som en verdensomspændende finans-krise nu har tvunget i knæ. Men det voldsomme opsving havde også gjort en del af islændingene overmodige. Mange har belånt deres bolig op til skorstenene, bygget nyt, købt biler og levet det søde liv i troen på, at det islandske mirakel netop ikke var for godt til at være sandt.
– Vi er som små børn. Vi vil bare have og have og have. Vi har brug for, at der er nogen, der siger nej, som min tante forklarer det.
Nu er alle ramt på en eller anden måde. Alle kender nogen, der er blevet fyret, har mistet deres opsparing, sidder i alt for dyre huse, eller med lån som de ikke kan betale.
Jeg kører med den vordende brud ind til frisøren et par timer inden brylluppet, og mens hun får lagt makeup og sat hår, går jeg ud af den lille salon, der ligger bag ved Altingets brune stenbygning og op igennem downtown Reykjavik, som ikke er stort mere end et par gader.
De tjekkede butikker med deres Miu Miu-tasker og Isabel Marrant-strømper i vinduerne er halvtomme, selvom klokken er over middag på en lørdag.
I nogle butikker er der liv, men når man nærmer sig folk, hører man ikke islandsk, men norsk, fransk, russisk og især dansk. Pludselig er Island blevet et weekendferiemål for folk, hvis penge brænder i lommerne. Som en købekraftig hær er de sværmet til øen for at lukrere på de hurtige kursfald, inden priserne for alvor bliver sat op.
Også for mig, der sidst var her for tre år siden og var ved at få et hjerteslag, hver gang jeg skulle så meget som købe tomater i supermarkedet, og som tilbragte to uger, hvor jeg lukkede øjnene, hver gang jeg kørte visakortet igennem, er det en meget anderledes fornemmelse pludselig at være den, der kan smide om sig med islandske pesetas.
De sneklædte bjerge knejser over Reykjavik om kap med kranerne, der ikke er i brug. Det islandske byggeboom er indstillet. Ingen nye huse kan sælges. Og der er allerede mangel på byggematerialer, fordi ingen har råd til at købe noget udefra.
Tilbage i frisørsalonen er bruden ved at være færdig. Vi skal alligevel være ude derfra klokken tre, for frisøren skal til demonstration ligesom hundredvis af andre islændinge.
Og mens vi kører sydpå, hvor min kusine skal vies i den smukke hvide kirke på halvøen Alftanes, lige op ad præsidentboligen, hvor alle landets afdøde førstemænd er begravet, går de vrede, frustrerede islændinge i protest foran Altinget. Ligesom de har gjort hver lørdag, siden krisen rigtig satte ind.
En time senere går 200-300 af demonstranterne videre til byens politistation for at kræve løsladelsen af en mand, der er blevet fængslet, efter han tidligere på måneden havde sat et stort flag fast på parlamentsbygningen. Flaget var fra supermarkedskæden Bonus, prydet med det islandske svar på Netto-hunden, en stor, fed, lyserød gris.
Optøjerne udvikler sig, så de islandske politibetjente til sidst trækker pebersprayen mod de ophidsede islændinge. Billederne går verden over som endnu et symbol på de tumultariske tilstande, der pludselig er indtrådt i det lille, fredelige land.
Også til bryllupsfesten er de økonomiske vanskeligheder det helt store tema. Og selvom jeg ikke forstår mere end et løsrevet ord her og der, lærer jeg hurtigt at genkende det islandske ord ”kreppa”, der betyder krise. Toastmasteren river den ene finanskrise-joke af sig efter den anden. Han takker brudeparret for at have inviteret så mange danskere og indskærper over for de islandske gæster, at nu vil han altså ikke se flere, der tigger hård valuta hos dem. Imens griner islændingene længe og inderligt. Det hårdføre folk har heldigvis galgenhumoren i behold.
Som sig hør og bør har både kusinen og hendes hjertes udkårne været på polterabend, og deres betænksomme venner viser små videosekvenser på storskærm. Værst er det gået ud over ham, der er blevet placeret inde i det store indkøbscenter Kringlen med et stort papskilt, hvor der står ”Støt David og Sedlabankinn”. David Oddson er bestyrelsesformand i Islands centralbank, Sedlabankinn, og tidligere statsminister – og måske pt. Islands mest upopulære mand, fordi han stod i spidsen for de liberaliseringer, der har gjort det muligt for bankerne at satse så hårdt på det internationale marked. Som om det ikke var nok, kørte de ham ind til lørdagsdemonstrationen, hvor folk blev så vrede, at man til sidst måtte evakuere den vordende gom.
Den eneste, der er om muligt er mere upopulær end David Oddson blandt islændingene, er den britiske premierminister, Gordon Brown – og hans finansminister, Alistair Darling, efter de valgte at bruge anti-terrorlovgivning til at indefryse islandske midler for at garantere de over 10 milliarder kroner, som britiske lånere på udkig efter højt afkast havde sat i de islandske netbanker. Mange føler, at briternes handling skubbede Island definitivt ud over afgrunden. Og der er en udbredt følelse af uretfærdighed over, at de som et lille land med 300.000 indbyggere uden en hær er blevet sat i samme bås som Al-Qaeda, Taleban, Sudan, Nordkorea og Iran.
Resultatet kan ses på hjemmesiden indefence.is, der er en elektronisk underskriftsindsamling, hvor islændinge over hele kloden har lagt billeder ind med hilsner til Gordon Brown og Alistair Darling, hvor de holder skilte op med forskellige variationer over temaet ”I’m not a terrorist”. Siden er blevet en gigantsucces med flere 80.000 underskrivere. Og mange har valgt at indsende elektroniske postkort til de britiske ledere med billeder af børn, gamle og generelt uskadeligt udseende islændinge. Et kort forestiller en lille pige med påskriften ”half Welsh, half terrorist”, mens et andet viser et kort over Norden med inskriptionen ”Ondskabens akse”. Der er også billeder af Islands langhårede får med titler som ”Iceland’s terrorist army” og ”Weapons of Mass Destruction” og et af en flok måger, der skulle udgøre det frygtede islandske luftvåben.
Imens er der ikke andet at gøre end at håbe på, at den valutaindsprøjtning på over 10 milliarder dollar, som Den Internationale Valutafond sammen med flere europæiske lande endelig fik strikket sammen i sidste uge, vil stabilisere kronen, hjælpe bankerne på ret køl og indgyde en form for fornyet tillid hos forbrugerne.
Islændingene ved godt, at fremtiden byder på smalkost, og der skal skæres, hvor der kan.
For brudeparrets vedkommende betyder det, at bryllupsrejsen til udlandet er sløjfet og blevet erstattet af et par dage i sommerhus.
Og imens falder kronen fortsat.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad