Krigshistorie på vej tilbage

Han er direktør for Statens Forsvarshistoriske Museum, der rummer Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet. Ganske symptomatisk for vores selvforståelse har vi nemlig ikke et krigsmuseum.

– Det logiske ville være at kalde stedet her for Krigsmuseet, og det er også min drøm. Måske tiden er moden til en navneændring om 10 år.

I værket på 876 sider kan vi læse om de store slag, krige og besættelser og genopfriske hukommelsen om Tordenskjold. Krigene er beskrevet efter betydning, og derfor fylder eksempelvis Anden Verdenskrig, som mange mennesker jo er interesserede i, blot 30 sider – til gengæld er værket ført helt op til sommeren 2008, hvor seneste nyt fra Afghanistan er med.

– Vi har villet beskrive, hvordan krige har formet Danmark, og der er Anden Verdenskrig jo bare en parentes og ikke vigtig for vores historie. Det er derimod svenskekrigene i 1600 tallet, som vi kalder for jernårhundredet, hvor vi tabte Skånelandene samt Napoleonskrigene, som førte til tabet af Norge, siger Ole L. Frantzen.

Ifølge ham er der en tendens i historieundervisning og i historiske værker til at fokusere mest på moderne tid. Derfor hænder det, at to tredjedele af undervisningen handler om de sidste 50 år eller kun går en eller to generationer tilbage. Derved kommer fortiden til at forekomme stillestående, og nutiden bliver endemålet.

– De seneste krige kan man identificere sig med og drøft med sin far eller bedstefar. Det har med levende personer at gøre, og vi kan sætte os ind i de etiske dilemmaer, de eksempelvis har stået i under Anden Verdenskrig. Men det kan godt lade sig gøre at gøre eksempelvis 1864 nærværende, når der kommer en personlig vinkel på. For eksempel er der lige kommet en fremragende bog ”Slagtebænk Dybbøl”, der handler om 1864 set med aktørernes øjne. Og så er der jo det ved krig, at det ligesom sex og vold altid er fascinerende.

Modet til – og interessen for – igen at beskæftige sig med militærhistorie går ifølge Ole L. Frantzen hånd i hånd med Danmarks engagement i internationale missioner.

– Det startede i 1970’erne, hvor historikere og officerer begyndte at nærme sig hinanden, men interessen for militærhistorie fik for alvor et boost, da vi gik med på Balkan og spillede en aktiv rolle der. Da der begyndte at komme døde soldater hjem fra et land som Jugoslavien, som mange danskere har gode ferieminder fra, begyndte interessen at vokse. I dag er militærhistorie det emne indenfor historiefaget på Syddansk Universitet, der har størst appel blandt de studerende, siger Ole L. Frantzen, der også har erfaret, at forsvaret selv og værnene er blevet mere interesserede i egen historie.

– Vi har relikvier fra nyere tid her på Tøjhusmuseet – for eksempel fra operationerne i Bosnien, og vi oplever, at soldaterne efterfølgende er meget interesserede i at komme og se udstillingen. Desuden er der en fornyet interesse for traditioner og for at høre om netop sit værns eller regiments historie, når man skal af sted. Man er stolt af sin enhed, og traditionerne spiller i den forbindelse en stigende rolle. Det er en måde at finde mening med missionen og arbejdet på, mener Ole L. Frantzen.

I Kristeligt Dagblads serie om krigen og folket har flere soldater fra de nye internationale missioner klaget over manglende anerkendelse og tak for deres indsats, når de kom hjem. Det er imidlertid ikke et nyt fænomen set med historiske briller, siger Ole L. Frantzen.

– Man har egentlig ikke fejret soldaterne i nyere tid. Vi skal helt tilbage til 1849, hvor soldaterne kom hjem fra felttog og blev hyldet i en nationalromantisk sammenhæng. Men de soldater, der kom hjem i 1864, måtte lige som vor tids soldater gå ind af bagdøren.

Når redaktørerne har valgt at beskrive krigen helt frem til i år, er det et vigtigt signal til læserne om, at krig også er en del af vor tid og vores hverdag. Illustrationen på forsiden af andet bind er derfor danske soldater i kampvogne ved Basra i Irak i 2005.

– Det er svært at skaffe det forkromede overblik i forhold til de moderne missioner, idet mange kilder jo ikke er tilgængelige endnu. Men vi gør det så godt, som vi kan, og vi synes, det er vigtigt, at krigen får en naturlig plads i vores fælles historie, forklarer Ole L. Frantzen, der heller ikke er bleg for at sammenligne den krig, de danske soldater er i netop nu i Afghanistan med skånske krig i 1670’erne. Krigen i Afghanistan er en såkaldt asymmetrisk krig, idet Taliban slet ikke har adgang til samme moderne militære udstyr som koalitionsparterne. Derfor kæmper de med terrorvåben som vejsidebomber, selvmordsbomber og snigskytter.

– Under skånske krig var snaphanerne set med svenskernes øjne simple morderbander, der generede dem. Andre anså dem jo for at være frihedskæmpere, men de kæmpede i hvert fald med alle midler og anvendte også en vis form for terror. Mange led en grusom død, og der var stor brutalitet, siger Ole L. Frantzen.

Han forventer at det nye store værk om Danmarks krigshistorie vil nå vidt ud. Dels er der de ansatte i forsvaret samt deres familier, der kan have interesse i værket, og dels peger han også på de mange unge, primært mænd, der via computerspil, er blevet interesserede i krig.

– Jeg tror på, at værket får succes. Der har altid været stor historisk interesse i Danmark, og så tror jeg på, at krig dybest set er noget, der interesserer alle.

Danmarks krigshistorie bind 1-2. Ole L. Frantzen og Knud J.V. Jespersen. 876 sider. 599 kroner. Gads Forlag.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk