Den kollektive trance i Lahore

De kaster hovedet fra side til side. De stamper i gulvet i takt til den konstante tromme. De gør det igen. Og igen. Deres hoveder dumper ned snart af halsen. Publikum sidder så tæt om de dansende i sufi-helligdommen Shah Jamal i den pakistanske by Lahore, at den skæve opvaskerknægt må træde på fødder og hænder for at bane vej gennem rummet.

På langsiden står den stenede masse af mennesker så tæt, at de ikke kan sidde ned. Joints går rundt. To ad gangen mellem de brune hænder. Der bliver suget ind, aldrig pustet ud.

Hver torsdag aften året rundt samles hundredvis af pakistanere ved landets muslimske sufi-heligdomme. Trommerne, dansen og potten bringer dem i trance og tættere på Gud. De er muslimer som resten af Pakistans befolkning, men de sværger til sufismen, der traditionelt defineres som islams mysticisme. Her drages hele deres krop i bevægelse og ind i troen.

Den lille pakistaner med hjerteansigtet og pagehåret har røget konstant i to timer. Han rejser sig op. Han tramper præcist til trommens rytme. Han virrer med hovedet, holder fornemt balancen og forsvinder ind i trancen.

På bagerste række sidder et par skæve rødhårede hippier, der engang drog til Pakistan fra Vesten og blev så draget, at de er her endnu.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk