Flugten fra Sydossetien

– Jeg tænkte, at jeg aldrig mere ville få min søn at se, da jeg hørte eksplosionen. Granater faldt fem meter fra det hus, hvor jeg var, og jeg vidste, at min søn var ude i haven sammen med min far. De minutter føltes som timer, fortæller 18-årige Keti Muradasjvili fra den georgiske landsby Vanati.

Hendes far havde dækket barnet med sin krop, og da røgen og støvet havde lagt sig, så hun, at de begge var uskadte. Lige så lettet var hendes far over at se hende i live. Han havde nået at tænke på, hvordan han og hans kone skulle opfostre deres tre måneder gamle barnebarn alene. Det var i begyndelsen af august. Keti havde været på hospitalet i Gori med den lille Georgi, men kunne ikke vende tilbage til sin landsby. Bombardementet af Vanati var begyndt, mens hun havde været væk. I stedet måtte hun blive i sine forældres landsby, Kitsnisi. Men den 11. august nåede bomberne også til forældrenes baghave. Efter at have gemt sig i kældre i ni timer måtte Keti sammen med sin søn og sin mand flygte til hovedstaden.

– Naboens minibus kørte 25 mennesker. Da vi steg på, var den allerede fyldt, så først ville de ikke tage os. Men vi tiggede og bad og kom til sidst med, fortæller Ketis mand, den 23-årige Zurab Zakarosjvili.

– Ja, og barnet var blevet så skræmt af eksplosionerne, at han ikke sagde en lyd hele vejen. Han kiggede bare rundt med sine store øjne, tilføjer Keti.

Udover det tøj, de havde på, var det eneste, det unge par fik med sig, en flaske vand til deres søn. Nu bor de på det, der tidligere var en hospitalsstue på Isani Militærhospital i den georgiske hovedstad, Tbilisi. Det forhenværende hospital udgør et af de 115 flygtningecentre i Tbilisi, som hjælpeorganisationen CARE Caucasus forsyner med mad og anden hjælp.