Nogle af flygtningecentrets ældre kvinder skutter sig i skumringen på bænken udenfor. –
- Evelina Gold.
Evelina Gold |
26. november 2008
Da krigen mellem Rusland og Georgien brød ud i august, blev over 130.000 mennesker nødt til at flygte. Tre måneder efter krigens afslutning kan 38.000 af de internt fordrevne stadig ikke vende hjem. Indtil videre må de bo i flygtningelejre og vente på en uvis fremtid
– Jeg tænkte, at jeg aldrig mere ville få min søn at se, da jeg hørte eksplosionen. Granater faldt fem meter fra det hus, hvor jeg var, og jeg vidste, at min søn var ude i haven sammen med min far. De minutter føltes som timer, fortæller 18-årige Keti Muradasjvili fra den georgiske landsby Vanati.
Hendes far havde dækket barnet med sin krop, og da røgen og støvet havde lagt sig, så hun, at de begge var uskadte. Lige så lettet var hendes far over at se hende i live. Han havde nået at tænke på, hvordan han og hans kone skulle opfostre deres tre måneder gamle barnebarn alene. Det var i begyndelsen af august. Keti havde været på hospitalet i Gori med den lille Georgi, men kunne ikke vende tilbage til sin landsby. Bombardementet af Vanati var begyndt, mens hun havde været væk. I stedet måtte hun blive i sine forældres landsby, Kitsnisi. Men den 11. august nåede bomberne også til forældrenes baghave. Efter at have gemt sig i kældre i ni timer måtte Keti sammen med sin søn og sin mand flygte til hovedstaden.
– Naboens minibus kørte 25 mennesker. Da vi steg på, var den allerede fyldt, så først ville de ikke tage os. Men vi tiggede og bad og kom til sidst med, fortæller Ketis mand, den 23-årige Zurab Zakarosjvili.
– Ja, og barnet var blevet så skræmt af eksplosionerne, at han ikke sagde en lyd hele vejen. Han kiggede bare rundt med sine store øjne, tilføjer Keti.
Udover det tøj, de havde på, var det eneste, det unge par fik med sig, en flaske vand til deres søn. Nu bor de på det, der tidligere var en hospitalsstue på Isani Militærhospital i den georgiske hovedstad, Tbilisi. Det forhenværende hospital udgør et af de 115 flygtningecentre i Tbilisi, som hjælpeorganisationen CARE Caucasus forsyner med mad og anden hjælp.
– Da vi kom, var gulvene dækket af glasskår, støv, vat og piller, og der lugtede forfærdeligt af gammel medicin. Vi gjorde rent i en uge, husker Keti og viser smilende en barneseng, som Zurab selv havde lavet af gamle gelændere og træplader.
I dag kan den nu seks måneder gamle Georgi sove i en lyserød prinsessevugge med himmel. Den har familien fået af kirken sammen med noget genbrugstøj.
Inde ved siden af bor Zurabs forældre og hans 82-årige bedstemor, hvis pension på knap 92 kroner om måneden er den indkomst, som de alle seks må deles om. Og på grund af de uopvarmede rum og dårlig hygiejne er Georgi syg det meste af tiden. De fleste af pengene går derfor til hans medicin.
Ved siden af Zurabs bedstemor, der sammen med nogle andre af centrets ældre kvinder skutter sig i skumringen på bænken udenfor, sidder 63-årige Iveria Maradisjvili. Hun flygtede sammen med sine børn og børnebørn fra landsbyen Eretvi, der ligger lige ud for den sydossetiske hovedby, Tskhinvali. Så vidt Iveria ved, er 17 mennesker fra hendes landsby omkommet. En af hendes slægtninge blev fundet død på en mark. Kvalt eller hængt. Og hendes hus er brændt ned.
– Vi havde levet fredeligt sammen med osseterne. Der var skyderier i området engang imellem, men mellem os naboer var der aldrig problemer. Vores ossetiske naboer vendte sig pludseligt imod os, da det hele begyndte. Men det var nu nordosseterne, tjetjenerne og kosakkerne, der var de mest grusomme, fortæller Iveria.
– Min gamle nabos svigersøn, der er sydosseter og som nu sidder i fængsel, stjal sine georgiske naboers grise og solgte dem til andre desperate georgiere i området. Og jeg kender personligt dem, der brændte mit hus ned, siger hun stille.
CARE’s pr-assistent, Tako Kikacheisjvili, beskriver tiden under og efter krigen som kaotisk. Mange af de tusinde flygtninge strømmede til Tbilisi og blev placeret på skoler og i børnehaver. Ud over tomme bygninger som Isani-hospitalet er der i dag stadig børnehaver i hovedstaden, som har afsat halvdelen af deres lokaler til de flygtninge, der ikke kan vende hjem.
Ifølge det georgiske flygtningeministerium blev cirka 135.000 mennesker ramt af den georgisk-russiske krig, mens FN vurderede, at 160.000 måtte flygte. Og ifølge den seneste rapport fra Amnesty International var i alt 200.000 mennesker blevet fordrevet på begge sider, da konflikten toppede. De fleste af de internt fordrevne georgiere var fra Gori-området, den sydossetiske udbryderregion og Kodori-dalen i Abkhasien, og omkring 99.000 mennesker er i dag vendt hjem. Men mange har mistet flere ton høst og deres husdyr. Og med vinteren for døren er den drikkevand og de fødevarer og det brænde, hjælpeorganisationerne leverer, af afgørende betydning.
– Det er ikke en humanitær katastrofe, men en humanitær situation. De mennesker er stadig utrolig udsatte, siger Dansk Flygtningehjælps regionale programleder, Rikke Johannesen, der mener, at den georgiske regering har haft et godt beredskab og håndteret situationen effektivt.
Mellem 24.000 og 38.000 tusinde af de internt fordrevne kan foreløbig ikke vende hjem. Enten fordi de boede i det sydossetiske område, som nu er lukket for georgiere, eller fordi de kommer fra den tidligere ”bufferzone” – det område, der nu støder op til den administrative grænse til den sydossetiske udbryderregion, som Rusland, Nicaragua og Somalia har anerkendt som en selvstændig stat.
I det område er mange af de huse, der tilhørte georgiere, blevet brændt ned, kvæget og høsten plyndret eller ødelagt. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, som for nylig har besøgt 32 georgiske landsbyer i den tidligere bufferzone er sikkerhedssituationen i området meget spændt. Livet i landsbyerne, der lige nu huser mellem 500 og 4000 indbyggere hver, er livet præget af usikkerhed og frygt på grund af kidnapninger og natlige skyderier. Russiske helikoptere overflyver landsbyerne både i dag- og nattetimer, der mangler georgisk politi og EU-observatører til at patruljere om natten. Der ligger stadig ueksploderede klyngebomber og miner, ligesom militser jævnligt infiltrerer landsbyerne for at forlange vin. Omkring 40-60 mennesker har forladt området af frygt for, at krigen skal bryde ud på ny. Og nogle etniske georgiere er for nylig rejst fra den georgiske landsby Akhalgori, hvor russiske styrker i strid med våbenhvileaftalen er til stede. De flygtninge, der ikke kan vende hjem, skal derfor genhuses permanent i nybyggede flygtningelandsbyer, som den georgiske regering er i gang med at bygge blandt andet for penge doneret af Verdensbanken.
Sådan en landsby er Akhalsopeli, der ligger i en afsides dal vest for Gori. Rækker af 100 identiske småhuse strækker sig op mod bjergskråningerne. De lyser hvidt mod den golde jord, og mellem toiletskurene lunter en hjemløs hund. Snart flytter 100 familier på hver mellem fire og otte mennesker til landsbyen og indtager hver et fireværelses hus på 56 kvadratmeter. Badefaciliteterne består indtil videre af en udendørs vandhane til hver anden familie, og senere bliver der tilsluttet el og måske også gas. Uden for husene kan man anlægge små køkkenhaver, og hver familie kan få et stykke af den tilstødende jord, som en dag kan blive til marker.
Om det bliver sådan et sted, Keti, Zurab og deres lille søn bliver genhuset, og hvad fremtiden bringer for dem, vil tiden vise. Foreløbig må de vente og håbe.
– Nogle gange tænker jeg, at alt det dårlige, der skulle ske i mit liv, er sket på en gang, og at fremtiden bliver lys. Vi skal nok finde ud af det, siger Keti.
gold@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad