27. november 2008
I dag udkommer den meget omdiskuterede bog om Muhammeds barnebrud, Aisha, på dansk. Medinas Juvel har langt fra imponeret anmelderene. Læs deres kommentarer her
Bogen om Muhammeds barnebrud har fået stor opmærksomhed allerede inden, den er udkommet. Anmelderne spår imidlertid ikke bogen den store succes.
Medinas Juvel er skrevet af den amerikanske journalist Sherry Jones og kom for alvor i mediernes søgelys, da det amerikanske forlag Random House besluttede ikke at udgive bogen, fordi den var for kontroversiel.
Efter råd fra forlagets eksperter trak man kontrakten tilbage af frygt for radikale muslimers reaktion. Bogen var efter sigende både pornografisk og stødende over for muslimer, fordi den fortæller historien om Muhammeds 9-årige barnebrud.
Nu er bogen så udkommet i flere lande, hvor anmeldere har svært ved at forstå, hvorfor den har fået så meget opmærksomhed.
Washington Post tøver ikke med at kalde romanen for rent ud sagt forfærdelig, og anmelderen undrer sig mest over, at Random House overhovedet kunne overveje at udgive bogen.
- Der er nogle få kendsgerninger på disse sider, men de drukner i ikke-historiske og dårligt researchede tomme gloser, skriver avisen.
I den israelske avis
Jerusalem Post får bogen samme hårde behandling. Her sammenlignes bogens pålideligehed med Disneys historie om Alladin, og anmelderen mener ikke, den er den opmærksomhed værd, som den har fået.
- Som et stykke historisk fiktion er Medinas Juvel en ikke-kostbar sten, som man burde lade synke sporløst til bunds, skriver avisen.
I Danmark har bogen heller ikke fået rosende ord med på vejen.
Berlingske Tidende giver bogen en ud af seks stjerner og kalder bogen et litterært makværk.
- Den litterære elendighed er ikke blevet bedre i en fortravlet dansk udgivelse, hvor de amerikaniserede arabiske klicheer udgør verdens længste karavane på tryk, og man halvvejs gennem 340 siders ørkenvandring ikke længere kan skille siderne fra hinanden af al den humus og henna, lavendler, kardemomme, ingefær, honning og dadler, forfatteren hælder ned i sin fortælling i håbet om, at den i det mindste dufter eksotisk og autentisk, skriver anmelderen.
At bogen skulle være islamkritisk bliver afvist af den hollandske islamkritiker, Ayan Hirsi Ali, som fortæller sin mening om bogen i
Information.
Hun mener, at bogen kunne være skrevet som islamisk propaganda og kritiserer forfatteren for, at hun ikke fordømmer Muhammed for at gifte sig og dyrke sex med en 9-årig pige.
- Fra et moralsk synspunkt finder jeg intet i denne dårligt skrevne bog, der afviger fra den almindelige islamiske lære, skriver hun.
Læs
her et udpluk af den engelske version af bogen på Sherry Jones hjemmeside.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad