Det er godt, du har noget at kæmpe for

Samtidig har de tid til at fundere. Over nære ting. Over større ting. Også tid at glide ind i ensomhedens tankeridt. Noget jeg mærker, når jeg træder ind i tårnet. Årvågenheden og tænksomheden skaber et følsomt registrerende rum. Og der går lige et par sekunder. Vagten skal ud af sin tilstand. Men så løsner ordene op. Vi taler med hinanden. Om stort og småt. Om missionen herude i Afghanistan. Om dem derhjemme.

SOLDATERNE HAR gjort op med selv, at denne mission er en værdig mission. En, der er vigtig. Og i modsætning til Exupérys sheik, der ser sit rige falde til fjenden, så er taleban ikke ved at rende os over ende. Tværtom kommer vi med det formål at bekæmpe terrorismen og samtidig forsøge at hjælpe et land på fode.

Det sidste er soldaterne optaget af. Det er ligesom deres hovedargument for missionen, selvom den gode hensigt altid er angribelig. Men det første gælder også. Som et aktivt forsvar for vores verden. Det er uomgængeligt. Og forsvarer man sig, forsvarer man naturligvis også sine nærmeste. Sit hjem. Det har måske ikke helt bundfældet sig i soldaterne, og dog kommer det til udtryk i forhold til kammeraterne. De er parate til at ofre sig for hinanden.

Men falder samtalen på dem derhjemme, en mor, en far, en kæreste, en søster eller bror, så er de fleste bramfrie. Af sig selv kan de fortælle, at de skal hjem og måske flytte sammen med kæresten. Og måske skal de selv i gang med noget andet end militæret. Måske venter en uddannelse. Der er forhåbning i stemmen. En forventning. Også for den, der måske ikke har en kæreste eller oven i købet har oplevet et brud.

Soldaternes ”rige” er med andre ord ikke ved at bryde sammen. Det er på trods af forskellige vilkår og muligheder intakt. Der er noget at stå vagt for. Og lad det være sagt. Jeg glæder mig over disse livgivende samtaler. Ordene der udveksles. De ord, som bærer på en erkendelse. De ord, som har med livets inderste mening at gøre. Både i tro og tvivl. I tro, håb og kærlighed. Noget, der også kan udtrykkes ordløst i det blotte samvær. Jeg glæder mig og tænker om vagten: Det er godt, du har noget at kæmpe for.

MEN DENNE KAMP er også bundet til, at de danske soldater skal forklare sig som overmagt. Danskerne sammen med den øvrige internationale styrke er en mastodont. En Goliath. Rent militært er vi aldeles overlegne. Og det kan skræmme. Goliath taber jo, fordi han har et svagt punkt. Et punkt, han ikke vil være ved. Han fører sig frem. Vil være usårlig og uovervindelig. Vi kan dermed også tabe, hvis vi opfører os som Goliath. Vi kan få en sten lige i panden.

Billedet af Goliath kan også dække over Vesten. Og på den måde bliver Exupérys ”Citadellet” interessant, for han påstår indirekte gennem sheiken, at der intet kit er. Sagen er, om Vesten, vores verden, den rige verden, den demokratiske, står for fald. Alene på grundlag af den historiske erfaring, som uden omsvøb fortæller, at alle fortidens imperier gik til grunde. Af deres volumen. Af deres organisation. I deres kultur.

Det romerske imperium var blevet en gigantisk kæmpegople, vis eneste ressource til at opretholde levestandard og beskyttelse var slaver og soldater. I sin blomstring var det en kulturel dynamo. I sin selvbevarelse blev det en korrumperet civilisation, der til sidst skreg på blod i Colosseums midte. Til sidst bukkede det under. I dekadence og oprør.

Det kan virke vidtløftigt at bringe Romerrigets fald på banen. Især i forhold til de danske soldaters selvforståelse af at ville gøre en forskel. Af at genopbygge. Af at bekæmpe terrorisme. Men historien skal lære os, at vi skal tage os i agt for ikke at blive overlegne i sind og handlinger.

Vi skal forstå os selv i et forsvar for vores eget. Vi skal forstå, hvor vitalt dette forsvar er. Hvor sårbart det er. Det kræver et fokus på netop sårbarheden. Vort svage punkt. Et punkt, som kan deles i to indbyrdes afhængige udsagn. Det ene er, at vi i fundamentet ikke vil opfatte vores krigsdeltagelse som et forsvar. Det andet er, at vi ikke tænker os som angribelige.

DA DE TO KAPREDE fly fløj ind i de to tårne i World Trade Center i 2001, var amerikanerne lamslåede, fordi de viste sig angribelige. Hele deres udenrigspolitiske agenda viste, at de sad på verden. Som den eneste supermagt havde de ret til at være verdens politimand og i det hyppe egne interesser.

Fair nok. Hvis ellers man tager højde for alle David’er i verden og viser sig angribelig. På den måde, at man udtrykker respekt for dem og ved, at de kan fælde en. Det gælder hele Vesten. Vi må forbinde forsvaret af os selv med, at vi til enhver tid er angribelige. Så vi ikke som Goliath skryder og praler, men som den kloge bokser gør forsvaret til et angreb, der er baseret på en viden om sit svage punkt.

Gør vores soldater så ikke det? Jo, og vi har endda respekt for fjenden. Det er en del af vor selvopfattelse. Noget som forsvarets ledelse er opmærksom på. Alligevel er vi militært overlegne og føler os også stærke. Følelsen af styrke er dog ikke det egentlige svage punkt. Det er følelsen af at ville gøre det gode. Vi er netop ude med den gode hensigt som våben. I stedet må vi gøre os angribelige og sige, at vores gode hensigter er diskutable. Så forfalder vi ikke til selvretfærdighed og frustration, men har øje for, at vores magtanvendelse også er noget i sig selv. At vi også kan være uønskede. At vi for nogle er en besættelsesmagt.

Det må vi tænke. Ellers blænder den gode hensigt os. Vores soldater skal med andre ord udsendes med den bagage, at deres formål er angribeligt, men at det ikke ændrer på forsvaret mod terrorisme. Så bliver det, de har at kæmpe for, sat i det rette perspektiv. Et perspektiv, der både sikrer dem mod selvovervurdering og skuffelse.

Kristian Massey Møller er valgmenighedspræst og for tiden feltpræst blandt de danske soldater i Afghanistan