Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen 250 års litterært sprængstof til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

250 års litterært sprængstof

Kommenter Hold mig opdateret

Dansk kulturliv har skiftevis set op til og hadet de frihedsstræbende og frivole franske forfattere

Mens den tyske kulturpåvirkning var konstant og indiskutabel i årene fra Reformationen til Anden Verdenskrig, bølgede interessen for Frankrig og dets mange store forfattere og tænkere op og ned, beretter Hans Hertel, professor i litteratur ved Københavns Universitet.

– Fra omkring 1750 og langt op i efterkrigstiden har fransk litteratur spillet en stor rolle i Danmark, men Frankrig er skiftevis blevet set som foregangsland og som hadeland. Franske idéer har været kontroversielle, og landet er ofte blevet forbundet med en usædelig livsform, siger Hans Hertel.

En af de kontroversielle indsatser var Voltaires kamp for ytringsfrihed. Det lovpriser vi i dag som en kernedansk værdi, men tilbage i 1700-tallet var modviljen betydelig.

I årene 1770-72 havde Danmark en kort periode med trykkefrihed – i kraft af, at landets reelle magthaver i de år var den tyske Voltaire-tilhænger Struensee. Men han blev henrettet og ytringsfriheden atter indskrænket.

Annonce
Siden blev Danmark ramt af såvel politiske dønninger fra Den Franske Revolution i 1789 som kulturelle fra realismen og naturalismen i sidste halvdel af 1800-tallet. Reaktionen var en blanding af beundring og forfærdelse.

– Georg Brandes mente, at fransk påvirkning var afgørende for fornyelse af dansk kulturliv, men han var oppe imod en toneangivende konservatisme, som forbandt fransk kultur med usædelighed og samfundsopløsning, forklarer Hans Hertel.

Den sidste store franske bølge oplevede Danmark ifølge Hans Hertel i årene fra Anden Verdenskrig og et stykke op i 1960’erne med først eksistentialistisk filosofi og litteratur og siden absurd teater.

Hvis han skal pege på de tre vigtigste franske litterære inspirationskilder for dansk kulturliv, falder valget på filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-78), den symbolistiske digter Charles Baudelaire (1821–67) og den eksistentialistiske forfatter Albert Camus (1913-60).

– Mens den rationalistiske Voltaire var kontroversiel, tog de danske romantikere følelsesmennesket Rousseau til sig, og hans idéer om mere fri børneopdragelse fik stor betydning, siger Hans Hertel.

Han tilføjer, at Baudelaire nok alt i alt fik større virkning i Danmark i det 19. og 20. århundrede end de store realister Balzac og Flaubert. Og det samme gør sig gældende i det 20. århundrede for Camus i forhold til den filosof, som især forbindes med efterkrigstidens franske eksistentialisme, Jean-Paul Sartre (1905-80).

I dag konstaterer Hans Hertel imidlertid, at fransk kultur og litteratur er gledet helt i baggrunden herhjemme:

– Det er tragisk, som det er gået med fransk sprog og kultur i Danmark. Jeg har hørt unge sige, at fransk er et sprog for gamle damer. Tilsyneladende er synet på fransk skiftet fra, at det er en lige lovlig fræk ung kvinde til, at det er en kedelig gammel tante.

Efter hans opfattelse er der dog intet belæg for, at fransk kultur skulle være blevet kedelig og ufarlig. Danskerne har blot flyttet fokus til USA og er holdt op med at orientere sig i alt det spændende franske og tyske.

– Jeg mener først og fremmest, det er udtryk for en voldsom provinsialisme herhjemme, siger Hans Hertel.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock