Mens den tyske kulturpåvirkning var konstant og indiskutabel i årene fra Reformationen til Anden Verdenskrig, bølgede interessen for Frankrig og dets mange store forfattere og tænkere op og ned, beretter Hans Hertel, professor i litteratur ved Københavns Universitet.

– Fra omkring 1750 og langt op i efterkrigstiden har fransk litteratur spillet en stor rolle i Danmark, men Frankrig er skiftevis blevet set som foregangsland og som hadeland. Franske idéer har været kontroversielle, og landet er ofte blevet forbundet med en usædelig livsform, siger Hans Hertel.

En af de kontroversielle indsatser var Voltaires kamp for ytringsfrihed. Det lovpriser vi i dag som en kernedansk værdi, men tilbage i 1700-tallet var modviljen betydelig.

I årene 1770-72 havde Danmark en kort periode med trykkefrihed – i kraft af, at landets reelle magthaver i de år var den tyske Voltaire-tilhænger Struensee. Men han blev henrettet og ytringsfriheden atter indskrænket.

Siden blev Danmark ramt af såvel politiske dønninger fra Den Franske Revolution i 1789 som kulturelle fra realismen og naturalismen i sidste halvdel af 1800-tallet. Reaktionen var en blanding af beundring og forfærdelse.

– Georg Brandes mente, at fransk påvirkning var afgørende for fornyelse af dansk kulturliv, men han var oppe imod en toneangivende konservatisme, som forbandt fransk kultur med usædelighed og samfundsopløsning, forklarer Hans Hertel.

Den sidste store franske bølge oplevede Danmark ifølge Hans Hertel i årene fra Anden Verdenskrig og et stykke op i 1960’erne med først eksistentialistisk filosofi og litteratur og siden absurd teater.