Lissabon-traktaten skal godkendes af folket

Retssagen skal – historisk – ses i lyset af franskmændenes og hollændernes nej til EU-forfatningen, der betød, at forfatningstraktaten faldt. Derfor blev den danske folkeafstemning aflyst i juni 2005. Efter nogen tid blev det så på højeste EU-plan besluttet at holde en ”tænkepause”, for at, som det hed, befolkningerne rundt om i landene kunne besinde sig på, hvad de egentlig ville med EU.

STADIG VAR befolkningernes synspunkter altså vigtige i processen. Vi fik så tænkepausens debat om Europas fremtid, hvorefter der blev helt stille om den forkastede forfatning. Indtil regeringslederne i EU på Angela Merkels initiativ besluttede at tage sagen i egen hånd og opgive det folkelige, demokratiske element for at få traktaten gennemført trods de to gange nej.

På statschefernes ordre gik embedsmænd og juridiske eksperter under mørklagte forhandlinger med landenes udpegede repræsentanter i gang med at forvandle forfatningen til Lissabon-traktaten. Her i landet fandt embedsmænd ud af, de ni punkter i forfat-ningstraktaten, hvor der ifølge regeringens egne jurister i Justitsministeriet var suverænitetsafgivelse i forhold til Grundlovens paragraf 20, kunne flyttes ud af teksten eller over i vores undtagelser. Så kunne man sige, at der ikke var tale om nogen ”suverænitetsafgivelse”, hvorfor Danmark kunne tiltræde Lissabon-traktaten uden folkeafstemning. Med den begrundelse, at den ikke er juridisk nødvendig.

Efter at regeringen den 30. maj i år via ambassaden i Rom meddelte den italienske regering, at Danmark vil tiltræde (ratificere) Lissabon-traktaten, afleverede vi 28 sagsøgere den 2. juni vores stævning gennem professor og advokat Ole Krarup. Stævningen er i to dele.

Først er der hovedpåstandene: 1) at Danmark ikke kan tiltræde Lissabon-traktaten uden grundlovsændring efter Grundlovens paragraf 88, 2) at Fogh Rasmussen (V) og Per Stig Møller (K) har handlet i strid med Grundlovens paragraf 20 ved ikke at sætte traktaten til folkeafstemning, 3) at suverænitetsafgivelsen ikke alene er besluttet og gennemført i strid med Grundloven, men ved magtfordrejning – både under forhandlingerne om traktaten og ved behandlingen i Folketinget, hvor stats- og udenrigsministeren har givet urigtige og fortiet oplysninger om traktaten og forhandlingsforløbet.

Det er stævningens hovedpunkter, og de er underbygget af en række punkter i anden del: Der er en suverænitetsafgivelse i den såkaldte fleksibilitetsbestemmelse, artikel 352, som gør en grundlovsændring nødvendig. I traktatens charter om grundlæggende rettigheder er der suverænitetsafgivelse. I bestemmelserne om EU-domstolen er der suverænitetsafgivelse, fordi domstolens eksisterende retspraksis bliver direkte bekræftet i traktaten. På retsområdet har Danmark en undtagelse. Men i traktaten får vi en såkaldt tilvalgsordning, som kræver folkeafstemning i tilfælde efter tilfælde, men uden at det lader sig gøre inden for tremånedersfristen. Det er uforeneligt med Grundlovens paragraf 20.

Ifølge traktaten bliver EU en såkaldt juridisk person. Så kan EU lave aftaler med tredjelande og internationale organisationer, der binder medlemslandene. Men kompetencen er ikke afgrænset, og derfor kræves der grundlovsændring, eventuelt folkeafstemning efter paragraf 20. Mange bestemmelser gør det muligt at gå fra beslutning ved enstemmighed til flertalsafgørelser. Det betyder, at vi mister ”vetoretten” til at hindre vedtagelser, det danske folketing er imod.

Regeringens første reaktion på stævningen på tyder på, at den vil lægge alle mulige sten i vejen for at undgå, at sagen kommer i retten. Den forsøger at få sagen afvist på formaliteter. For eksempel hævder den – akkurat som den sagsøgte i Maastricht-sagen i sin tid gjorde – at vi sagsøgere ikke har ”en konkret, individuel og aktuel interesse” i at få sagen afgjort ved en domstol. Men husker stats- og udenrigsministeren eller deres advokater virkelig ikke, at Højesteret dengang afgjorde, at spørgsmålet om sagsøgernes interesse ikke kunne hindre denne typer sager i at blive afgjort ved domstole? Fordi – som der står i Højesterets afgørelse – ”på grund af tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning har appellanterne en væsentlig interesse i at få deres påstande prøvet”. Vi har kort sagt Højesterets dom for, at en sag af denne type ikke kan afvises.

ENDVIDERE HÆVDER regeringens advokat, at sagen ”på nuværende tidspunkt er genstandsløs”, som det hedder. Kort sagt: Der ikke er nogen sag. Hvad regeringen begrunder med, at Lissabon-traktaten ikke er trådt i kraft endnu. At der altså først skulle kunne rejses en sag, når eller hvis alle EU-lande har ratificeret Lissabon-traktaten, så den træder i kraft.

Som om vores sag blot handler om forholdet mellem Grundloven og Lissabon-traktaten! Kan de sagsøgtes advokater da ikke læse, at det er beslutningen om at tiltræde Lissabon-traktaten uden folkeafstemning, der er sagens kerne, og som grundlovsbruddet efter vores opfattelse består i. Det er derfor absurd at hævde, at sagen skulle være ”genstandsløs”.

Det er i øvrigt vigtigt at være opmærksom på, at når Lissabon-traktaten måtte være trådt i kraft, kan det være for sent og umuligt at få en sag som denne ført til endelig dom ved en dansk domstol. For så er princippet om EU-rettens ”forrang” frem for national ret, inklusive Grundloven, traktatfæstet. Og så er Højesteret ikke længere den højeste juridiske myndighed til at afgøre den slags sager. Lissabon-traktaten betyder jo afskaffelse det danske retssystems selvstændighed.

Stats- og udenrigsministerens reaktion på vores stævning tyder på, at vi har en god sag, som de gerne vil holde fra livet, fordi de har en dårlig sag. Vi venter spændt på de sagsøgtes næste svar, inden sagen kan komme for retten.

Helge Rørtoft-Madsen er pensioneret sognepræst og en af de 28 sagsøgere, som har stævnet den danske stat i anledning af ratifikationen af Lissabon-traktaten