Selvom danske seere aldrig har modtaget franske tv-signaler via antenner og kabler i noget nævneværdigt omfang, har franske levende billeder en stor plads i dansk dannelsestradition.
Det skyldes ikke alene, at den væsentligste præsentation af nye film på dansk tv i perioden 1985-2002 blev bestyret af den frankofile ”Bogart”-vært Ole Michelsen. Det skyldes også, at franske spillefilm altid er blevet forbundet med høj kvalitet og nyskabende fortællemåder.
– Frankrig har altid haft status som Europas førende filmland. Det går helt tilbage til 1895, da brødrene Lumière stod for verdenshistoriens første filmforevisning i Paris, fortæller Peter Schepelern, lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet.
Han vurderer, at fransk film spillede en absolut hovedrolle frem til og med den såkaldte nye bølge i 1960’erne, hvor filmskabere som François Truffaut og Jean-Luc Godard trak kæmpepublikum verden over, også i Danmark.
– Den franske film er altid blevet set som et markant europæisk modstykke til den rutinerede, kommercielle Hollywood-maskine fra USA, og i 1960’erne blev de franske film set af enhver, der ville følge med, siger Peter Schepelern, der fremhæver Godards ”Åndeløs” (1960) og Truffauts ”Jules & Jim” (1962) som centrale milepæle i efterkrigsgenerationens filmdannelse.
Franske film har dog samtidig haft et uafrysteligt ry som intellektuelle og mere krævende end de letfordøjelige og underholdende amerikanske film, hvilket tilbage i 1980’erne fik slagordet ”Livet er for kort til franske film” til at brede sig i den jævne befolkning.
Uanset hvad man synes, livet rummer tid til, er det ifølge Peter Schepelern en kendsgerning, at franske film har været mindre epokegørende de seneste årtier:
– Midt i 1980’erne var der megen opmærksomhed om de såkaldte ”Cinema du look”-film som Luc Bessons ”Subway” og Jean-Jacques Beineix’ ”Betty Blue”, men det ændrer ikke ved, at Frankrig siden 1960’erne kun har haft spredte succeser.
Det seneste eksempel på en markant fransk filmsucces er ifølge Peter Schepelern ”Den fabelagtige Amélie fra Montmarte” (2001) af Jean-Pierre Jeunet, men en enkelt hyggelig film med en yndig pige og en sjov fortælleform redder ifølge lektoren ikke den kriseramte franske kultur:
– Fra flere sider kritiseres fransk kultur i disse år for at være gledet bag af dansen. Franskmændene reagerer selv hysterisk, hvis noget sådant antydes. Men spørgsmålet er, om den lille dreng ikke har ret i, at de nye klæder trænger til en hovedreparation hos skrædderen.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk