28. november 2008
Et enzym, som vi i forvejen har i kroppen, kan være nøglen til at finde en kur mod alderdom, viser ny forskning
Mennesket har altid forsøgt at finde en kilde til evig ungdom. Den er nu kommet et skridt nærmere, mener forskere, efter de har haft succes med at forlænge livet på mus med 50 procent.
Resultaterne af undersøgelsen, er netop blevet offentliggjort på Det Nationale Kræftcenter i Madrid, skriver
New Scientist. Dansk forsker mener, at forsøget kan få stor betydning for menneskers levealder og sundhed, hvis det virkelig er lykkes at begrænse degenerering af celler.
- Konsekvensen kan være at vi kan blive 150 år. Det handler ikke bare om alderen, men man kan også øge sundheden. Hvis man kan hæmme nedbrydningen af arvematerialet, så kan man undgå at organerne degenerer, forklarer lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet, Søren Tvorup Christensen
Det livgivende middel er enzymet telemorase, som vi allerede har i kroppen. Det er et enzym, som man mener, er med til at holde vores celler unge. Det virker som en beskyttende kapsel på enderne af vores celler, så de ældes langsommere.
Det har man nu ført videre til et forsøg, hvor man tilfører celler yderligere telemorase, og dermed forlænger deres ældningproces.
- De fleste af cellerne i vores krop undergår delinger, der er med til at opretholde organers funktion og gendanne beskadiget væv. Men efter et vist antal delinger, oplever man, at vores arvemateriale i cellerne langsomt nedbrydes, forklarer Søren Tvorup Christensen.
Det er dette, vi ser under ældning, som i sidste ende leder til organsvigt.
- Så ældning er altså et udtryk for, at der er en begrænsning for regenerering, siger han.
Han afviser ikke, at evigt liv vil være en mulighed, men der er uenighed blandt forskere om, hvorvidt det er muligt at regenere menneskets nerveceller. Derfor er idéen om evigt liv endnu ikke aktuel.