Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Hvem har skylden for krigen i Georgien? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvem har skylden for krigen i Georgien?

1 / 4

Foto

-

Kommenter Hold mig opdateret

Rusland og Georgien, der udkæmpede en fem dage kort lynkrig i august, placerer mere end tre måneder senere stadig skylden hos hinanden. Spørgsmålet om, hvem der indledte krigen, er fortsat ikke besvaret

Var det Rusland, eller var det Georgien, der indledte lynkrigen mellem de to lande i august?

Mere end tre måneder efter en våbenhvile mellem de stridende parter, er konflikten stadig uløst og spørgsmålet om skyld ubesvaret. De to lande hævder begge at have sandheden på deres side.

Fra russisk side lyder hovedpåstanden, at de russiske styrkers massive fremmarch var et forsøg på at forhindre Georgien i at generobre udbryderregionen Sydossetien og beskytte de ossetere i området omkring den sydossetiske hovedby, Tskhinvali, som var blevet russiske statsborgere, fra folkedrab.

Omvendt hævder Georgien, at det ikke havde andre valg end at gå i krig, da Rusland i årevis havde trænet separatisterne og forsynet dem med våben, optrappet konflikten især i månederne op til krigens udbrud og intensivt bombet georgiske landsbyer og andre ikke-militære mål. Georgien siger, at man først sendte soldater og kampvogne af sted, da bombardementerne havde stået på i flere dage, og en massiv russisk landstyrke gik igennem Roki-tunnelen mellem Nord- og Sydossetien.

Annonce
Det internationale samfund har først og fremmest forholdt sig til konsekvensen af lynkrigen. Men meget står stadig hen i det uvisse. Hvis provokation var den afgørende? Hvem affyrede de skæbnesvangre første skud? Hvad gik der forud for den 8. – eller var det i virkeligheden den 7. – august?

NATO’s parlamentariske forsamling vedtog for en uge siden en resolution om den omstridte konflikt, hvori organisationen beklager Ruslands ”uforholdsmæssige brug af militær magt” og ”krænkelsen af Georgiens territoriale integritet”, som Rusland ellers selv havde stemt for i en FN’s sikkerhedsresolution så sent som i april i år. Dog er fakta omkring krigens udbrud ikke blevet slået fast af nogen objektive kilder, erkender NATO. Af samme grund er NATO tilfreds med, at EU, som også har sendt over 200 civile observatører til Georgien, har nedsat en uafhængig kommission, som skal undersøge og kortlægge krigens forløb og besvare skyldspørgsmålet.

Samme formål har den interne kommission, som det georgiske parlament har oprettet. Der er man ikke i tvivl om, hvad sandheden er, og mener at have dokumentation for den. Archil Georgadze, der er leder af enheden for beskyttelse af menneskerettigheder under den georgiske statsanklager, peger blandt andet på, at Ruslands usande informationer om dødstallene på ossetisk side under krigen var fatale.

– Putins udmelding om 2000 dræbte i Sydossetien var en løgn, men den opildnede osseterne og optrappede dermed konflikten med etnisk udrensning af georgiere til følge. Nu ved alle, at 30.000 ossetere var blevet evakueret fra Sydossetien af russerne før krigens start, og det officielle dødstal er under 180, siger Georgadze.

Blandt russerne er der også røster, der betegner Putins udmeldinger som vildledende. En af dem er Andrej Illarionov, der var en af Putins økonomiske toprådgivere mellem 2000 og 2005. Han stod efter krigen frem med en version af begivenhederne, der var helt forskellig fra Kremls.

– Ifølge de officielle tal var 34.000 mennesker blevet evakueret fra Tskhinvali-området til Nordossetien (som ligger i Rusland, red.), før kampene brød ud, sagde Andrej Illarionov under et foredrag, som han holdt for studerende på det Washington-baserede Cato Institute i Ukraine.

– Postulatet om folkedrab på ossetere med angivelse af døds-tallene 1400, 1600, 1800 og 3000 kom første gang den 8. august klokken fem om aftenen fra Kokoity (de sydossetiske separatisters selvudnævnte leder, red.), som havde forladt Tshkinvali, før kampene brød ud. I flere uger blev de officielle russiske medier ved med at gentage disse tal, selvom Putin, der ankom til Vladikavkas (hovedbyen i Nordossetien, red.) den 9. august, var nødt til at indrømme, at dødstallet var på nogle dusin. En særlig gruppe under den russiske statsanklager, som var blevet sendt til Sydossetien, kunne efter en måneds arbejde melde om 134 døde, hvoraf 80 procent var soldater, mens resten var civile, sagde Illarionov.

Han mener, at Rusland havde forberedt krigen i flere år og optrappet konflikten i månedsvis.

– De russiske myndigheders officielle forklaring om, at de beskyttede russiske statsborgeres ”liv, helbred og værdighed”, holder ikke vand, uanset hvordan de til at starte med havde fået det statsborgerskab, sagde Illarionov til EUobserver i oktober og hentydede til, at Rusland over en årrække havde presset en del af den ossetiske befolkning til at tage imod russiske pas.

Han understregede, at Rusland havde planlagt konflikten siden foråret 2004, hvor de begyndte at forsyne Sydossetien og Abkhasien med militært udstyr, træne separatisternes militærstyrker, bygge militærbaser og strategiske motorveje og jernbaner.

– Optrapningen kulminerede med ophobningen af 80.000 regulære soldater og paramilitære tæt på den georgiske grænse, hvoraf mindst 60.000 deltog i august-krigen. Den 7. august var cirka 20-25.000 ossetiske og russiske soldater og 240 kampvogne i Sydossetien, sagde Illarionov, der støttes af flere russiske journalisters og historikeres udlægning af sagen.

På trods af overvældende mængder information er det dog stadig uklart, hvad der var gnisten, der antændte den væbnede konflikt i august. I begyndelsen af november såede New York Times tvivl om Georgiens troværdighed ved at citere anonyme kilder, der var bekendt med informationer fra OSCE-observatører, som mente, at Georgien var den første, der angreb Sydossetiens hovedby, Tskhinvali, den 7. august. Og i tirsdags endte en georgisk parlamentshøring om krigen i et stort skænderi, da Tbilisis tidligere ambassadør i Moskva, Erosi Kitsmarisjvili, sagde, at Georgien havde været krigens aggressor.

Den udlægning giver Georgiens reintegrationsminister, Temur Jakobasjvili, ikke meget for.

– Det mest sigende er at læse russisk presse. Ofte bekræfter de oplysninger, som siver igennem der, det, som vi siger, påpeger Jakobasjvili til Kristeligt Dagblad.

Han fremhæver et eksempel med det russiske forsvarsministeriums officielle medie, Den Røde Stjerne, som trykte en artikel, hvor en russisk major bekræftede, at han havde fået ordre til at rykke ind i Tskhinvali den 7. august, før kampene begyndte den 8.

– Selv de, der ikke har forstand på militær, forstår, at det ikke er muligt at gennemføre så storstilet en militær operation uden at have planlagt den på forhånd, siger Jakobasjvili.

Archil Georgadze har været med til at indsamle omfattende dokumentation for overtrædelser af menneskerettigheder begået af russiske styrker og separatistiske militser. Dokumentationen, som bygger på interview med over 3000 mennesker i konfliktområderne samt konklusioner fra internationale menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og verdenspressen, er blevet sendt til Den Internationale Domstol i Haag.

– Hvad brugen af militær magt mod Georgien angår, er hovedproblemet, at det internationale samfund har kaldt Ruslands fremfærd for ”en uforholdsmæssig brug af militær magt”, men det er ikke eksplicit blevet sagt, hvorvidt magtbrugen per se var ulovlig. Hvad hvis Ruslands brug af militær magt havde været ”forholdsmæssig”, havde det så været lovligt? spørger Georgadze.

Den Internationale Domstol har til opgave at afgøre stridigheder mellem staterne efter folkeretten, og ud over sagsanlægget i Haag er Georgiens mål en strafferetslig undersøgelse af krigens forløb og påstandene om etnisk udrensning og krigsforbrydelser.

gold@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​