Når familien falder fra hinanden

Forældre, der mister kontakten til deres voksne børn, kæmper ikke bare med sorgen, men også med det tabu, der knytter sig til at stå uden kontakt til de nærmeste. Forældrene er imidlertid ikke de eneste, der sørger. Børnene lider nemlig også, selvom det er dem, der har truffet valget

Nogle forældre har kun minderne tilbage. De hører til de 10 procent, der ikke har kontakt til deres voksne børn. –
Nogle forældre har kun minderne tilbage. De hører til de 10 procent, der ikke har kontakt til deres voksne børn. –. Foto: Nicolai Howalt.

Jeg har mistet kontakten til et af mine børn. Faktisk var jeg på vej til at miste dem begge.

Sådan lyder indledningen på et brev fra et forældrepar, der meget mod deres vilje slet ingen kontakt har til den ældste af deres to voksne sønner og kun sjældent ser deres yngste. Parrets brev satte sidste uge gang i en læserbrevsstorm af hidtil usete dimensioner. Andre forældre i samme situation, voksne uden kontakt til deres forældre og helt almindelige mennesker med velmenende råd og forslag til forsoning blandede sig i debatten.

Antallet af breve kan dermed forlede til at tro, at rigtig mange forældre i Danmark står uden kontakt til børn, der for længst er vokset op og fløjet fra reden. Men sådan er det faktisk ikke. En undersøgelse, foretaget af Ældresagen i 2005, viser, at kun 10 procent af danske forældre ikke har kontakt til deres voksne børn.

For dem det rammer har adskillelsen imidlertid store følelsesmæssige konsekvenser. De skal nemlig ikke bare bærer sorgen og savnet, men også det tabu, der er forbundet med at miste kontakten til de nærmeste.

Vi har mange kontakter og bekendtskaber, men vi har i virkeligheden kun et meget lille antal mennesker, som vi er så tæt knyttede til og forbundne med, at vi kan lægge vores sjæl i deres hænder. For mange mennesker er forholdet til deres børn det, vi oplever som mest betydningsfuldt. Og for dem er det et overordentligt voldsomt tab og en stor ulykke at miste kontakten, siger antropolog Peter Lindblad, der arbejder som udviklingskonsulent i Dansk Røde Kors.

Han peger på, at det moderne menneske måske nok bryster sig af at være et selvstændigt og selvkørende individ, men at familien og følelsen af at have et sted, hvor man hører til, fortsat er helt grundlæggende for langt de fleste.

Slægtsfølelse og familiesammenhørighed er måske ikke noget, vi til daglig går og tænker over. Men vores nærmeste familie giver os alligevel en grundlæggende fornemmelse af, hvem vi er. Derfor bliver vi sårbare, når familien falder fra hinanden, siger Peter Lindblad.

Han understreger, at situationen også er sårbar, fordi den udstiller, at noget måske ikke er, som det skal være. De fleste familier kommer jo trods alt ud af det med hinanden, selvom der kan være uoverensstemmelser og problemer. Derfor kan forældre, der ingen kontakt har til deres børn, frygte, at de blive mistænkeliggjort.

Særligt svært kan det være for de forældre, der er kommet op i årene og måske allerede lever i en form for ensomhed eller isolation. Når venner og gamle kolleger efterhånden dør eller falder fra, er det nemlig typisk børn og børnebørn, de ældre fortsat har et nært og værdifuldt forhold til, siger konsulent i Ældresagen, Marie Lilja Jensen.

Hun er ikke i tvivl om, at det er et stort tab for de ældre, der ikke har den form for familiekontakt, men hun er mere varsom med at placere skylden for, hvorfor det nogle gange ender sådan.

Der bliver talt meget om individualisering og egoisme, men inden man skyder de voksne børn i skoene, at de handler selvisk og ikke tager højde for deres forældres behov og følelser, må man huske på, at der ofte er en årsag til, at børn helt dropper kontakten til deres far og mor, siger Marie Lilja Jensen.

Og det kan de fleste brugere af organisationen Anonyme voksne børn - et støttenetværk for børn af alkoholikere eller andre dysfunktionelle familier - nikke genkendende til.

Ifølge Ulla, der varetager organisationens kontaktlinje og selv er medlem, gælder det for langt de fleste, der dropper kontakten til deres forældre, at de gør det for at værne om deres egen sundhed.

Vores udgangspunkt er at løse problemerne, men nogle gange er den bedste løsning desværre at fjerne sig fra de forældre, som af den ene eller anden grund fastholder en i et usundt og ødelæggende mønster, siger Ulla, der ligesom alle andre af netværkets medlemmer ønsker at være anonym.

Hun understreger samtidig, at behovet for at afbryde kontakten langt fra kun gælder børn, der er vokset op i familier med alkohol eller andet misbrug, men også gælder børn, der for eksempel er vokset op i stærkt religiøse hjem eller hos forældre, hvis kroniske sygdom har præget hele familien og fyldt børnene med skyld og følelsen af aldrig at kunne gøre nok. Andre igen har oplevet forældre, der har valgt dem fra til fordel for karrieren eller deres egen selvudvikling og heller ikke i børnenes voksne liv viser en egentlig interesse for dem.

Det er jo ofte sådan, at forældrene ikke selv oplever, at der har været eller er problemer. Men vold eller misbrug er ikke det eneste, der kan udløse, at voksne børn vælger at droppe kontakten til deres forældre. Der kan være mange forskellige årsager til, at et samværd bliver så anstrengt, at det bliver umuligt årsager, som forældrene enten fortrænger eller slet ikke ser, siger Ulla.

Hun peger samtidig på, at selvom det måske er børnene, der opgiver kontakten, så er sorgen over ikke at kunne have et forhold mindst ligeså voldsom for børnene som for de forældre, der bliver valgt fra.

Det er klart, at man ville ønske, at man kunne være sammen. At man tænker på sine forældre. Men nogle gange kan samværet ganske enkelt være så smertefuldt, at man vælger det fra, siger hun.

Og sorgen over et tabt familiesammenhold gælder ikke kun for de familier, der i bogstaveligste forstand ikke ser eller taler med hinanden.

Familieterapeut Peder Poulsen, der arbejder på Familierådgivningen Farmen, kender også godt til de brudte familier, men peger samtidig på, at langt de fleste familier bevarer kontakten og samværet uden dog af den grund at føle nogen større nærhed eller fortrolighed.

Man kan kalde det en form for ensomt fælleskab, hvor der er meget at tale om, men hvor de forskellige familiemedlemmer har svært ved at få det sagt og derfor sidder tilbage med tavsheden. Det er langt mere udbredt end familier, der bryder op, men kan være næsten ligeså smertefuldt, siger Peder Poulsen.

Peder Poulsen peger samtidig på, at familierelationerne ikke bliver mindre komplicerede, når både de voksne børn og deres forældre lader sig skille og indgår i nye parforhold.

Sammenbragte familier er mere sårbare, fordi der er så mange forskellige interesser på spil, derfor er det ikke usandsynligt, at vi fremover vil komme til at se flere splittede familier, hvor forældre og børn enten slet ikke taler sammen eller ikke har noget at tale om, siger han.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk