Ritzau |
30. november 2008
Attentatmand, der blev pågrebet på strand i Mumbai, siger, at terrorangreb skulle overgå 11. september.
En enkelt af attentatmændene i Mumbai blev pågrebet levende. Han blev anholdt efter kampe på en strand i storbyen og står nu over for langvarige afhøringer.
Ifølge indisk presse var målet med terroraktionen at overgå angrebene i USA den 11. september 2001.
Den pågrebne er ifølge oplysningerne den 21-årige pakistaner Ajmal Amir Kamal, som skal have været en af de første, som åbnede ild ved den koordinerede aktion mod en halv snes forskellige mål.
Under de første afhøringer skal han virket nedbrudt og har allerede givet detaljerede oplysninger om angrebet og dets planlægning.
Ifølge Kamal var de kun 10 personer om angrebet - alle unge mænd. De havde opdelt sig i tre grupper, og deres leder skal have opholdt sig i Mumbai i en måned for at gøre forberedelser. Han havde givet dem ordre til at "dræbe til deres sidste åndedrag."
Målet var at dræbte mindst 5000 mennesker - det vil sige flere end i New York og Washington, skriver den britiske avis The Times. Politichefer siger, at de siden januar har fået efterretningsoplysninger om, at det islamistiske Lashkar-e-Taiba, der bekæmper det indiske styre i Kashmir, var ved at planlægge en spektakulær terrorhandling.