Den værste jul blev den bedste

For 72 år siden i 1938 var jeg 10 år, og vi skulle fejre jul hos min farmor i hendes husmandssted i Hune. Vi tog toget fra Hjørring til Pandrup. Min ugifte onkel, som passede huset for min farmor, kom og hentede os i jumpen, som er et tohjulet køretøj, man spænder efter en hest.

Så kom juleaften, og jeg glædede mig rigtig meget. For mig var jul noget med risengrød og mandelgave og flæskesteg med sprød svær, der knasede. Sådan var jeg vant til det, og selvfølgelig fik jeg altid mandelgaven, for jeg var både eneste barn og eneste barnebarn. Min farmors ældre søster var på besøg, og de to ældre kvinder ville lave en juleaften, som da de var små. Det var rigtig spændende, synes jeg.

Vi kom så til bords, og der var en tallerken og en ske, og jeg så frem til risengrøden med mandlen i. Der blev den fantastiske skål båret ind, og min farmor og hendes søster blev så rørte, at de havde tårer i øjnene. Men festmåltidet var hønsekødssuppe. Jeg tror ikke, jeg sagde noget, men jeg kan huske, at jeg var så skuffet, at ikke engang gaver hjalp.

Men efterhånden som årene er gået, tænker jeg tilbage på den jul med glæde. Jeg husker de gamle søstres glæde og rørelse over at mindes deres barndoms fattige jul, og det har sat tingene i perspektiv for mig. Det er den jul, som virkelig sidder i mig. Så det er den værste jul, som blev den bedste.

barslev@kristeligt-dagblad.dk