1. december 2008
Et britisk sogn har taget nye metoder i brug. Fremover kan sognebørnene sidde hjemme i stuen og høre præstens prædiken
Nu bliver det svært for sognebørnene i det britiske sogn Hinchley Wood at finde på en undskyldning for ikke at høre præstens prædiken.
Fremover vil de nemlig ikke være nødt til at tage i kirke for at høre præsten, men kan i stedet for få sendt prædikenen i en e-mail. Det skriver
BBC.
Omkring 100 personer vil i første omgang modtage prædikenen fra St. Christopher's Kirke, hvor John Kronenberg er præst. Prædikenen bliver sendt både som tekst og som lyd.
- Der er mange årsager til, at folk ikke kan komme i kirke om søndagen. Nogle familier kan kun komme til kirken et par gange om måneden på grund af andre arrangementer, men de vil stadig gerne bevare kontakten, siger John Kronenberg.
- Vi har en hjemmeside og en Facebook-side, og vi sender tit e-mails til folk i sognet, men dette er et dristigt nyt skridt for at nå folk på en relevant måde, siger han.
Kommunikationschefen i Guildford Stift, Mark Rudall, er spændt på folks respons.
- Det er en fascinerende udviklling, og vi vil med stor interesse følge med i, hvordan sognebørnene i Hinchley Wood reagerer, siger han.
- De vil ikke kun få mulighed for at følge prædikenen simultant, men de får også prædikenen på tekst, så de kan gå tilbage og tænke over den, når de har lyst, siger Mark Rudall.