Københavns Stift er bekymret for, at 10 kirker i større eller mindre grad kan blive beskadiget af gravearbejdet i forbindelse med den nye Cityring
10 kirker i København kan i større eller mindre grad blive truet af det underjordiske gravearbejde, når den nuværende metro skal forlænges med yderligere 15,5 kilometer cityring. Det vurderer Københavns Stift i et høringssvar i forbindelse med byggeriet og har derfor sendt en liste til kommunen over de kirker, der kan blive berørt af byggeriet.
Der har tidligere været meget fokus på problemerne omkring Marmorkirkens særlige egetræsfundament, men mange flere kirker kan ifølge Københavns Stift blive skadet eller generet af støv eller vibrationer, når maskinerne graver. Stiftet er også bekymret for, om anlægsarbejder på jordens overflade i form af ventilationsskakter, cykelstativer og trappeopgange til metroen kommer til at genere kirkerne.
– Vi er meget opmærksomme på, at kirkerne kan fortsætte med at holde deres gudstjenester og kirkelige handlinger som hidtil, siger stiftskontorchef Helle Ostenfeld.
– På nogle af tegningerne kunne det se ud til, at metrobyggeriet på overfladen næsten kommer til at spærre for adgangen til visse af kirkerne. Vi støtter alle sammen metroen, og vi er ikke i tvivl om, at kommunen og metroselskabet vil gøre, hvad de kan, for ikke at beskadige nogen kirke. Men for eksempel Marmorkirken kan lide uoprettelig skade på historiske værdier, og derfor er vi voldsomt bekymrede, siger hun og peger på, at Marmorkirkens særlige Gjellebæk-marmor slet ikke kan skaffes mere.
Helle Ostenfeld oplyser, at selve det nye metrobyggeri er vedtaget ved lov, og derfor har Københavns Stift ikke mulighed for at nedlægge veto, men håber på, at der vil blive taget de behørige hensyn, til de gamle kirker, når der nu er gjort opmærksom på problemerne. Det er ikke kun visse kirker, metrobyggeriet kan komme til at påvirke. Metrostationen på Nørrebros Runddel vil tage en god bid af Assistens Kirkegård. På det aktuelle areal er der gravsteder, som fortsat er i brug, og for at de kan flyttes, skal de pårørende og Københavns biskop give tilladelse.
Københavns Kommune arbejder i øjeblikket på at færdiggøre en hvidbog med alle de indkomne høringssvar. Det bliver politikernes redskab til at tage stilling til de nærmere detaljer i det nye metrobyggeri, når det skal diskuteres i Borgerrepræsentationen til januar. Høringssvarene bliver også brugt af metroselskabet til at komme med bud på, hvordan bestemte miljøproblemer, for eksempel omkring Marmorkirken, kan løses, inden selve gravearbejdet begynder.
vincents@kristeligt-dagblad.dk