Til kamp for kvinders ret

Ny æresdoktor ved Københavns Universitet har gennem en lang juridisk karriere kæmpet for at få almene menneskerettigheder til at stå over religiøse krav

Når stater anerkender, at religioner har en plads i det offentlige rum, så anerkender de ikke bare religioner præget af oplysning og tilpasningsvilje, men også fundamentalister. Derfor kan det blive vanskeligt for moderne samfund at manøvrere i forhold til menneskerettigheder og religiøse krav om særstillinger.

Det siger den 64-årige professor i international ret og forfatningsret Frances Raday, der inden for området har været anerkendt og verdenskendt for sin forskning i kvinders retsstilling i forhold til jødedom, kristendom og islam. For nylig blev Frances Radays arbejde hædret af Københavns Universitet med en æresdoktortitel i jura.

– Min holdning til religioners plads i det offentlige rum er, at de skal have lov at være der. Men at de skal overholde og underordnes menneskerettighederne, siger hun til Kristeligt Dagblad.

– Det vil tage mange generationer, før patriarkalske trossamfund reformerer sig selv. Det skal kvinder ikke vente på. Et sekulært, humanistisk samfund giver plads til alle. Også de religiøse. Men hvis trossamfundene ikke vil underordne sig menneskerettighederne, så tag deres eventuelle statsstøtte og luk deres skoler. Og hvis et mindretal i trossamfundet kræver ligestilling, så må trossamfundet dokumentere, at det bliver tilfældet.

I interviewet giver Frances Raday eksempler på højesteretssager verden over, som involverer henholdsvis jødedom, kristendom og islam.

Israel har et såkaldt millet-system. Det betyder, at henholdsvis jødiske, kristne og muslimske kvinder er underlagt deres religions love, hvad angår familieret, uanset om de er troende eller ej. I ortodoks jødedom kan kvinden ikke blive skilt uden mandens accept, og borgerlige ægteskaber findes ikke. Man bliver så enten gift i udlandet eller lever sammen på polsk, hvor den civile lovgivning så sikrer, at samboende kan sikre hinanden i forhold til arv med videre.

Frances Radays egne døtre er blevet viet af konservative rabbinere – det er ikke et anerkendt ægteskab – men de ønskede ceremonien.

– Det er noget af det, religioner er gode til: Ceremonierne ved livets store begivenheder. Jeg er ikke ateist, men jeg kan ikke finde overbevisende dokumentation for Guds eksistens. Jeg anerkender menneskers religiøsitet. Det er religionernes rolle i det institutionelle system, jeg beskæftiger mig med.

Den sag, hun trækker frem om jødedom, handler dog ikke om ægteskab, men om offentlig bøn. En gruppe israelske, ortodokse kvinder ønskede en plads ved Grædemuren i Jerusalem, så også de kunne bede højt og bære bedesjaler. I den sag var Frances Raday advokat for kvinderne i mere end 10 år. For som hun siger: ”Hvis religion er det?”

– Højesteret vurderede i 2000, at kvindernes krav stod over ortodoks jødisk ret, men havde ikke magten til at implementere dommen. Så i 2004 blev kvinderne henvist til en mur, som godt nok er en del af Grædemuren, men helt afsondret fra, hvor mændene beder.

På spørgsmålet om, hvorvidt kvindernes rettigheder i Israel har noget at gøre med, at både Arbejderpartiet og Likud-partiet er afhængige af religiøse partier for at få magten, og at disse derfor har fået uforholdsmæssigt meget magt, siger hun:

– Det er kun en del af forklaringen. Alle andre steder end i Israel har også ortodokse jøder affundet sig med, at kongens lov står over religionens. Men i Israel sker der en revitalisering af den jødiske identitet. Der har aldrig været så mange ortodokse mænd, som studerer Toraen og ikke arbejder, som der er nu. Ortodoksien og dermed ortodokse kvinders forhold er på en eller anden måde blevet noget, alle har vænnet sig til. Og jeg ser ikke et oprør på vej fra de sekulære jøder, siger hun.

I kristendommen har Frances Raday været optaget af de vestlige landes holdninger til abort, hvor hun støtter ”kvindens moralske ret til at bestemme selv”.

Desuden peger Frances Raday på tørklædesagerne i henholdsvis Frankrig, Tyrkiet og Storbritannien som vigtige.

– Tørklædesager i Europa handler om retten til at bære tørklæde. Modsat i øvrigt kvinder i Iran, Saudi-Arabien og Afghanistan, hvor kvinder tvinges til at dække sig. Men kravet om tørklædet som rettighed kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, siger Raday.

– Jeg har talt med en af de jurister, der var med i kommissionen som udarbejdede det franske tørklædeforbud i offentlige skoler. Han siger, at dommerne faktisk var stemt for at underkende tørklædeforbuddet. Men så gik det op for kommissionen, at det i stor udstrækning var drengene, der pressede pigerne til at tage tørklæde på.

Frances Raday mener, at hvis man som menneske på noget tidspunkt skal opleve lighed og ”vinden gennem håret”, så er det netop i skolen. Så kan man som voksen selv vælge.

Det er også derfor, at hun ikke er helt så tilfreds med højesteretsdommen, som gav Tyrkiet ret til et tørklædeforbud på universiteterne.

– Jeg kan godt se truslen mod Tyrkiets sekulære princip. Men kvinder på universitetet er voksne nok til selv at sige fra, og på den måde er det en indskrænkning af kvinders rettigheder.

Frances Raday advarer mod at tro, at sagen er den samme fra land til land – for eksempel ville Danmark få problemer med et tørklædeforbud, da Danmark – modsat Frankrig og Tyrkiet – ikke har den sekulære stat sikret i grundloven.

– Det er vigtigt at vurdere fra sag til sag, siger hun og understreger igen, at hendes anliggende med religion er at gøre op med de patriarkalske fortolkninger.

– Fordi de er skyld i megen social uretfærdighed i forhold til især kvinder. Derfor har de gjort sig fortjent til kritik. Men jeg mener ikke, at religioner er uforanderlige. Både i protestantisme og reformjødedom er der for det meste en vis respekt for menneskerettighederne. Hvorimod islam og den katolske kirke ikke synes at have gennemgået en lignende proces, undtagen på det individuelle plan.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk