En muslim råber sin bøn ud i alle hjørner af den enorme Uppsala Domkirke. Hans hellige strofer afløser de meditative toner fra lyden af den samiske jojk og den buddhistiske gong. Da det igen bliver stille, lyder den velkendte ringen fra domkirkens klokker. Ledere af vidt forskellige trossamfund defilerer forbi. Der er jødiske rabbinere med kalotter, buddhister og hinduister i lange gule og orange gevandter og en sikh med turban. Præster i fuldt ornat fra forskellige kristne grene går side om side med muslimske imamer, en indianer og en same. Én for en sætter de deres underskrift på to dokumenter, der ligger klar på et bord midt i domkirken.
Vi er til Interfaith Climate Summit i Uppsala. 30 personer af forskellig nationalitet og religiøs baggrund er kommet til Sverige for i løbet af to dage at diskutere et af tidens vigtigste spørgsmål, klimaforandringerne, i en religiøs kontekst. Men vigtigst af alt er de kommet for at underskrive det historiske Uppsala Interfaith Climate Manifesto, som er en fælles, tværreligiøs erklæring om at kæmpe for klimaet.
Gæsterne er indbudt af den svenske ærkebiskop i Uppsala, Anders Wejryd, som også er hovedmanden bag manifestet. For ham er håbet den vigtigste drivkraft i forsøget på at få klimaet på rette kurs igen.
Når vi ser klimaforandringernes kompleksitet og de problemer, de medfører, særligt for de fattigste lande, så er det let at miste håbet. Men vi har brug for håbet, og vi er samlet her i dag for at skabe et fællesskab af håb. Religiøse mennesker er mennesker af håb. Bibelens vigtigste sætning er frygt ikke, og det må vi heller ikke gøre. Ændringer er mulige for dem, der tør tage et ansvar, siger ærkebiskoppen.
Han håber på, at manifestet kan være med til at mobilisere et sammenhold på tværs af religionerne.
Vi tænker forskelligt i mange sammenhænge, men når det gælder forvaltningen af skaberværket, tænker vi ens. Alle, uanset tro, kan bidrage til debatten. Vi lever sammen på planeten. Det betyder ikke, at vi har brug for at blande religionerne, men vi skal få øjnene op for hinandens kvaliteter, siger Anders Wejryd.
I løbet af de to dage, mødet varer, er der masser af foredrag, debat, diskussioner og bøn. Alle sessioner er åbne for alle, og de fleste tiltrækker et stort publikum. Det er ikke hver dag, man har chancen for at møde så alsidige klimapaneler. Talerne, som for manges vedkommende er underskrivere af manifestet, bliver også påvirket af den helt specielle stemning af samhørighed, som strømmer gennem arrangementet. En kristen kvinde fra en lille og meget oversvømmelsestruet ø i Stillehavet finder fællesskab med en professor fra Nairobi, der bekymret observerer, hvordan gletsjerne smelter bort fra de kenyanske tinder. Samme dag omfavner en jødisk rabbiner sin muslimske broder. De siger shalom og salam aleikum (fred være med dig), som pludselig lyder mere beslægtet end længe.
Rabbineren er Awraham Soetendorp fra Holland, som leder den reformerte jødiske forsamling i Haag. For nylig modtog han den prestigefulde Interfaith Gold Medallion for Peace Through Dialogue (fred gennem dialog). Han er sikker på, at tiden er inde for religionerne til sammen at gå aktivt ind i klimadebatten.
Vi i de forskellige trossamfund har været generte og tilbageholdende, men nu kommer vi på banen. Vi skal lave græsrodsarbejde i familierne, i trossamfundene, i byerne. Vi kan gøre noget. Vi har brug for hinanden på det interreligiøse plan. Der er brug for en kollektiv ånd. For at komme fremad midt i al diversiteten må vi lave ét fællesskab med ét mål. Vi skal så højt, at de kan høre os i EU. Vi skal skabe opmærksomhed om vores sag. Politikerne venter på os, siger han.
Awraham Soetendorp understreger, at det er vigtigt at forklare folk, at økosystemerne hænger sammen og dermed også klimakatastroferne.
Jeg kan med en lille historie forklare, hvordan mange folk tænker: To mænd sidder midt på havet i en lille båd. Den ene mand begynder at bore et hul i båden. Den anden spørger forfærdet, hvad han laver. Bare rolig, jeg laver kun hul i min ende af båden, svarer manden. Det går ikke. Alt, hvad vi gør, påvirker vores nabo. Jorden er ét system, siger rabbineren.
Til trods for folks egoisme er han alligevel håbefuld. Han tror på manifestet og folkene bag det.
Dette her bringer alle trosretninger sammen. Vi vil erstatte frygt med handling, for folk der frygter, er handlingslammede. Vi skal handle og have håbet med os, siger Awraham Soetentorp.
Hans bror er Dr. Mawill Izzie Dien, som er muslimsk teolog ved University of Wales. Han er enig i, at religionerne nu sammen må træde i karakter.
Vi har tre dominerende paradigmer i samfundet: Økonomi, politik og religion. Religionen har længe været taberen blandt de tre paradigmer, men det skal der ændres på i forbindelse med miljødiskussionen, understreger han.
Dr. Mawill Izzie Dien forklarer, at klodens tilstand er religionernes anledning til at komme tilbage på banen.
Uanset tro eller religion må vi nu sætte miljøet forrest. Tiden er knap, så vi må koncentrere os fuldt ud om det. Miljø skal komme før økonomi og politik og også før tro. Men vi skal bruge religionen til at tjene miljøet ikke omvendt. Vi må betale tilbage, hvad vi har taget, og samtidig forstå, hvad andre trossamfund kan bidrage med, siger han.
Grønlands biskop, Sofie Petersen, der er kendt for sit engagement i klimaspørgsmål, er også blandt underskriverne af manifestet i Uppsala. Hun er fascineret af den stemning af håb, som kendetegner det store klimamøde og af den måde, hvorpå mennesker fra vidt forskellige religioner pludselig får øjnene op for hinandens styrker. Derfor har Sofie Petersen også store forventninger til manifestets fremtidige liv, men erkender, at hun som en af underskriverne har et stort ansvar for at videreformidle dets budskab.
Det er nu, arbejdet skal gøres. Vi skal tage tilbage til vores menigheder og politikere og fortælle dem om manifestet. Personligt skal jeg som det første tale med Det mellemkirkelige Råd og med mine bispekolleger. Dette er et meget vigtigt spørgsmål. Det er ikke bare en happening. Indholdet af konferencen er selve livet, det handler om den jord, vi træder på. Vi står i bogstaveligste forstand med livet i hænderne, siger Sofie Petersen.