Af Johanne Duus Hornemann |
26. juli 2006
BOGSLUGERE : For Mirjam Kofod-Pihl forsvandt læselysten, da hun begyndte i gymnasiet. Men nu tager hun revanche og læser mellem 5 og 10 bøger om måneden
30-årige Mirjam Kofod Pihl har altid været en bogsluger. Men i gymnasiet og på universitet læste hun kun faglitteratur og aldrig for fornøjelsens skyld. Skiftet kom, da hun for tre år siden blev barselsvikar i Gad og blev nødt til at gøre noget ved det skønlitterære. I dag er hun i lære som boghandler hos Bog & Idé på Clemens Torv i Århus og læser mere end de fleste.
Hvor mange bøger læser du om måneden?
– Et sted mellem 5 og 10 bøger. Jeg har fundet min indre læsehest frem igen efter en hel del år, hvor jeg slet ikke læste for fornøjelsens skyld, men kun læste den faglitteratur, der var nødvendig. Pausen betyder, at jeg har store huller inden for de klassiske værker. For eksempel har aldrig fået læst "Hærværk" af Tom Kristensen. Jeg forsøger at indhente det ved at læse en klassiker indimellem de nye udgivelser, jeg læser.
– I mit arbejde som boghandler er det vigtigt, at jeg har et bredt kendskab til både nyt og gammel, så jeg har noget at sammenligne med, når kunderne spørger til råds.
Hvilken type litteratur kan du bedst lide at læse?
– Jeg holder mest af de store, nordiske, tunge romaner, hvor der males med de brede pensler. P.O. Enquist er min yndlingsforfatter, men jeg holder også meget af Kerstin Ekman og Jan Kjærstad.
– Jeg elsker, når der modstand i en bog, når man næsten skal kæmpe mod en bog for at komme igennem den. Jeg kan også godt lige den lidt monotone tone, der ofte er i de nordiske romaner.
– Jeg kan godt se det underholdene i "Da Vinci Mysteriet", men den slags bøger siger mig ikke noget. Kvalitetskrimier underholder mig, men det er ikke noget, jeg læser hele serier af.
Hvad får du ud af at læse mange bøger?
– Viden, når vi taler om antal bøger. Jeg læser mange bøger, jeg ikke ville have læst, hvis det kun var for fornøjelsens skyld. Det er vigtigt, at jeg kan sætte tingene i en ramme og ved, hvad en forfatter ellers har skrevet, når jeg som boghandler skal købe bøger ind.
– Jeg er også lidt af et konkurrencemenneske, så jeg vil gerne være den, der læser flest bøger her på arbejdet. Ikke at de andre ansatte deltager i den konkurrence – det er kun noget, jeg har med mig selv.
– Konkurrencen består også i at gøre en lille smule oprør over de mange højlitterære folk, der ser ned på Bog & Idé. De skal ikke kunne komme til mig og sige, at jeg ikke ved, hvad jeg taler om.
Hvad er din største læseoplevelse?
"Bogen om Blanche og Marie" af P.O. Enquist. Den er ekstrem ud i det monotone og malende. At læse den var som at være vidne til en kunstmaler, der er i gang med at male et maleri. Jeg holder meget af Enquist, fordi han har en stor solidaritet med sine personer, så meget, at jeg bliver helt rørt af at læse hans personbeskrivelser. Han er ikke ukritisk over for personerne, men der en høj grad af menneskelighed bag det, han skriver. En ting, som i øvrigt kendetegner mange af de store, nordiske romaner. De handler meget om mennesker, deres vilkår og muligheder.
duus@kristeligt-dagblad.dkI løbet af sommeren interviewer vi en række danske læsere om deres store passion for bøger.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad