Københavns næste biskop. Ægte frisind ønskes

DET ER EGENTLIG IKKE så svært at indkredse, hvilke kvaliteter den kommende biskop i København må have. Det har præsteløftet nemlig allerede sat ord på. En god biskop må være én, der vil beflitte sig på at forkynde Guds ord ren og purt i overensstemmelse med Bibel og bekendelse, som vil bekæmpe de lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse og som i sit embede og i sit privatliv vil søge helhjertet at leve op til de apostolske formaninger, der indgår i skriftlæsningen ved en bispevielse.

Der er også brug en god og visionær leder, en dygtig formidler, en omsorgsfuld sjælesørger, der kan være præsternes præst og så videre. Men det vigtigste er og forbliver, at vedkommende har en tydelig forankring i nytestamentlig kristendom.

Nu kunne man jo forestille sig en kandidat, som på visse punkter forsvarer trosbekendelsen og på andre punkter omtolker den. For eksempel staver Gud med stort, men Djævelen med småt, eller forstår evigt liv som både nutid og fremtid, men evig fortabelse som udelukkende nutid. Eller som har en etik, som respekterer livets ukrænkelighed, blot ikke på fosterstadiet, og er én, der respekterer ægteskabet som en skaberordning, men alligevel vil sidestille andre samlivsformer med ægteskabet. En sådan vil ikke blive en halvgod biskop, men en ringe biskop.

Derfor – hvis det ikke lader sig gøre at finde en kandidat med en solid helhedsforankring i Bibel og bekendelse – så må de forskellige kandidater vurderes efter et og kun et kriterium: Vil de give frihed og råderum til, at præster og lokalmenigheder frit kan få lov at virke med samvittigheden bundet til Bibel og bekendelse?

DER FINDES NEMLIG stadig en række præster og lokale menigheder i Københavns Stift, som ønsker at lade trosbekendelse i dens enkle ligefremme betydning være normerende og som i udfoldelsen af næstekærlighedsbudet ved sig forpligtet af Jesu og apostlenes etiske vejledning. Vil disse menigheder fortsat have frihed til at vælge den profil for deres præster og menighedsarbejde, som samstemmer med deres overbevisning?

Vil menighedsråd blive advaret mod at vælge præster, der har rod i de gamle vækkelsesbevægelser og står for en klassisk kristen tro? Skal præster tvinges til gudstjenesteligt samarbejde med kollegaer, selvom man ikke er enige om, hvorvidt en gudstjeneste er en opstandelsesfest, hvor man fejrer, at Jesus med krop og sjæl stod ud af graven?

Svaret på disse spørgsmål røber, om en kommende biskop har et ægte frisind. Ja, en biskop må være så rummelig, at han må tænke inklusivt over for kandidater, hvis trofasthed mod præsteløftet tvinger dem til et tydeligt opgør med biskoppens egne positioner.

Jeg vil helst have en god biskop, for det har Københavns stift brug for. Men jeg kan leve med det næstbedste: en biskop med et ægte frisind. Om ikke andet så for at undgå det værste: En halvgod biskop uden frisind.

Børge Haahr Andersen er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk Luthersk Netværk