Brandes, Muhammed og tidens satire

En sådan uvidenhed findes desværre stadigvæk blandt mange danskere, hvilket igen foranlediger mig til at beskrive hændelserne, som de er beskrevet i mange både mellemøstlige og europæiske historiske og religiøse beretninger.

HER MEGET KORT fortalt: Forud for hændelsen i ørkenen havde der i længere tid været adskillige ubehagelige episoder, hvor profeten Muhammeds koner af modstandere af profeten var blevet groft chikaneret, når de om natten forrettede deres nødtørft.

Profeten Muhammed og hans følge, hvilket inkluderede flere af hans hustruer blandt andre hans ynglingshustru Aisha, var efter et togt blevet tvunget til at flygte tilbage til Medina. Efter længere tids rejse i bagende varme gjorde de et kort ophold. Kort før de igen satte sig på kamelerne for at rejse videre, forlod Aisha lejren for at forrette sin nødtørft. Hun løb så langt væk fra følget, at ingen længere kunne se hende. Da hun vendte tilbage til lejren, opdagede hun, at hun havde mistet et smykke, som havde meget stor betydning for hende. Det var en gave fra profeten Muhammed, et smykke som tidligere havde tilhørt profetens afdøde første hustru, Khadijah, som han stadigvæk elskede meget højt.

Da Aisha efter lang tids søgen vendte tilbage til lejren, havde profeten og hans store følge allerede forladt stedet, uvidende om, at Aisha ikke befandt sig i sit tilslørede kamelsæde. Aisha, som var sikker på, at hun snart ville blive savnet og eftersøgt, satte sig i sandet og ventede.

Det var Safwan, en ung mand, som Aisha havde kendt siden sin barndom, der fandt hende og bragte hende tilbage til følget.

Dette foranledigede en af profeten Muhammeds modstandere til at sprede et rygte om, at Aisha havde haft en affære med Safwan. Den ondskabsfulde sladder blev bragt videre til profeten Muhammed, som blev dybt ulykkelig og ikke vidste, hvad og hvem han skulle tro på. Stammefjendtlighederne blussede op, og modstanderne frydede sig over den nedværdigende ydmygelse, profeten var blevet udsat for.

Det lykkedes dog adskillige venligtsindede tilhængere, deriblandt flere af profetens andre hustruer, at konfrontere Muhammed i et forsøg på at overbevise profeten om Aishas uskyld.

Den ulykkelige Aisha befandt sig på det tidspunkt i sin far Abu Bakrs hus, hvor forældrene forsøgte at beskytte hende imod eventuelle repressalier. Det lykkedes dem at overtale hende til sammen med dem at flytte tilbage til huset ved moskéen, hvor profeten Muhammed kort tid efter indfandt sig for at høre sandheden fra Aisha selv og – hvis rygtet talte sandt – hun kunne bekende sin synd. Hertil svarede en fattet Aisha: ”Hvordan kan jeg bekende noget, jeg ikke har gjort? Ligegyldigt hvad jeg siger for at bedyre min uskyld, vil ingen tro mig,” hvorefter hun citerede følgende fra Koranen: ”Derfor kræves der af mig en nødvendig udholdenhed – Allah er alene den, der kan kaldes til hjælp mod det, I påstår.”

Muhammed, som umiddelbart efter skulle have haft en åbenbaring, fortæller Aisha, at Gud har overbevist ham om, at hun er uskyldig. Da hendes forældre bad hende om at gå hen til Muhammed og takke ham, svarede den selvsikre og frygtløse Aisha: ”Jeg vil hverken gå til Muhammed eller takke ham, den eneste, jeg vil takke, er Allah.”

EPISODEN BETØD, at de skyldige, som havde startet den løgnagtige sladder, blev fanget og straffet med fyrre piskeslag. Profeten Muhammed befalede samtidigt, at beskyldninger om utroskab skulle bevises af fire øjenvidner, og at den, der startede løgnen, og de, der udbredte den løgnagtige sladder, ville blive idømt en alvorlig straf. Det står i Koranen, sura 24, vers 4-21.

I stykket glemmer Edvard Brandes i øvrigt at nævne, at Abu Bakr er far til Aisha, en viljestærk og kærlig person, som absolut ikke, som Edvard Brandes påstår i sit skuespil, sammen med profeten Muhammed pønser på at dræbe sin datter.

Jeg giver dog Bodil Kruse ret i, at det nok ikke var Edvard Brandes’ ærinde at krænke islam. Men at han som flere tidligere muhammedkritiske forfattere foruden Voltaire, for eksempel Humphrey Prideaux (1648-1724) og Dante (1265-1321), som i sit store værk ”Den guddommelige komedie” nævner profeten Muhammed, ikke kun gør nar af profeten og islam, men samtidigt også af flere andre religioner og religiøse lærde. På samme tid er de ligeledes kritiske over for deres egne landes politiske tilstande, hvilket for de nævnte forfattere betød bøder, fængselsstraffe og deportation.

Der er stor forskel på datidens satire og den, vi oplever i dag, hvor forfatterne og tegnerne bag de katastrofale Muhammed-tegninger og kommende bøger af samme kaliber samvittighedsløst og uden hensyn til de menneskelige og økonomiske omkostninger gentagne gange sætter andres liv og verdens tilstand i alvorlig fare.

Disse nutidige personers egentlige ærinde med deres unødige provokationer, er at tilfredsstille deres egocentriske behov for medieopmærksomhed med udspredelse af løgne og med kujonagtig sikkerhed at kunne gemme sig bag politiet og ”PET’s skørter” – en offentlig udgift, betalt af skatteyderne.

Lean Waage Beck er forfatter og foredragsholder