Julens sidste farvel

Når jeg tænker på julen, må jeg nævne min værste jul. Det er snart syv år siden, og den fandt sted på Barbados i Caribien.

Min kone Cynthia Rosalina lå i respirator, hun var døende, og vi kunne ikke komme i kontakt med hende. Men lægerne sagde, at hun kunne mærke, når vi var der. Så jeg besøgte hende hver dag og talte til hende. Men lillejuleaften gik hun bort. Herefter blev det naturligvis en meget stille juleaften, hvor jeg var sammen med Rosalinas familie, som er fra Barbados. De var en stor støtte, for jeg kendte familien godt. .

Generelt må jeg sige, at jeg ikke er ”julerist”, heller ikke i tiden før, jeg mistede Rosalina. Men jeg husker dog barndommens decemberdage i skolen, hvor jeg fik lov til at tegne med farvekridt på den sorte tavle. Jeg tegnede grangrene, lys og kirketårne med klokker, der ringede. Det gjorde mig vældig populær blandt kammeraterne, for vi var den eneste klasse på skolen, der havde sådan nogle juletegninger.

Senere husker jeg julen som en blanding af arbejde og hygge. Som ung pianist i slutningen af 1950’erne spillede jeg i Norge juleaften. Men det med datoen har jeg nu aldrig taget så tungt. Vi fejrede bare julen dagen efter, min første kone Signe Plesner Andersen, min datter og jeg.

Tænker jeg på tiden de senste år, har jeg haft nogle gode juleaftner med min nuværende kone Elisabeth Ehmer og min storefamilien.

knudsen@kristeligt-dagblad.dk