Ritzau |
3. december 2008
Valget var klart:
Rejs hjem med en pose penge. Eller bliv tvunget til at rejse hjem uden.
Men regeringens ultimatum til 47 afviste asylansøgere fra Nordirak har ikke haft den store betydning. Kun syv irakere havde sagt ja til at rejse hjem frivilligt, da fristens udløb i fredags. Det viser tal fra Udlændinge-service.
Hermed er presset på irakerne faldet til jorden, mener oppositionen.
- Jeg synes, processen har været usmagelig. Det ville klæde den danske regering at indrømme, at det var et dårligt eksperiment. Og give irakerne mulighed for at bruge ordningen, hvis de senere vil rejse frivilligt. Det siger Morten Østergaard. Han er udlændinge-ordfører for Det Radikale Venstre.
Også SF's udlændinge-ordfører Astrid Krag mener, at man skal gennemgå irakernes sager igen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er ikke enig. Irakerne skal sendes hjem med tvang, når det kan lade sig gøre.
- De har hele tiden skullet sendes hjem. De fik et særligt tilbud, men desværre var der ikke ret mange, som tog imod tilbuddet, siger hun til Ritzau.
/ritzau/