En sorgfuld juleaften

Min værste jul var i 1984. Min far var blevet meget alvorligt syg, og han døde den 15. december. Jeg havde ellers glædet mig rigtig meget til den jul, fordi det var min første jul som præst, og jeg skulle holde min første juleprædiken i Kirke Såby Kirke, og det var meningen, at mine mange søskende og min mor skulle være hos min familie i præstegården juleaften.

Men mine søskende blev væk, fordi de havde brug for at slikke sårene for sig selv efter min fars død. Til juleaften plejede vi ellers at være mindst 24 mennesker samlet. Men det hele var så dybt præget af min fars død. Julemiddagen spiste jeg sammen med min kone og vores lille søn, der var under ét år på det tidspunkt og ikke forstod ret meget af, hvad der skete, og andestegen smagte af gummi, og sovsen var for vandet. Der var noget mærkeligt ved den jul.

Siden er jeg kommet til at holde rigtig meget af at holde juleprædiken. Mange af mine kolleger bryder sig ikke om gudstjenesten juleaften, men jeg synes, at det er dejligt at komme ind i en helt fyldt kirke, hvor man kan mærke, at folk har taget glæden med. Børnene kan mærke, at forældrene er glade, og det smitter så af på børnene. Jeg synes, at jeg altid har haft en god jul. Bortset altså fra den i 1984.

bagsiden@kristeligt-dagblad.dk