De nye fri- og valgmenigheder skaber dilemma i folkekirken

Hvorfor dannes der nu evangelikale fri- og valgmenigheder?

Man kan nævne en række faktorer som forklaringen på denne udvikling:

Det opleves i dag, at Folkekirken giver mindre plads til mindretal. Kirkelovgivningen siger stadigvæk, at der ved præsteansættelser skal tages hensyn til kirkelige mindretal, når der er flere præster i pastoratet, men hvor et stort mindretal alligevel forbigås ved en lokal præsteansættelse kan dannelse af en valgmenighed være den eneste udvej.

Folkekirken er blevet teologisk set mere pluralistisk. Grosbøl-sagen og flere biskoppers støtte til indførelse af et ritual for velsignelse af homofile partnerskaber antyder en hidtil uhørt teologisk pluralisme i folkekirken. Det kan føre nogle til at danne en frimenighed, så man er uden for folkekirken og biskoppens tilsyn.

Nu findes ikke kun grundtvigske valgmenigheder længere, men også velfungerende vækkelsesprægede valgmenigheder. De grundtvigske menigheder var de første, men de er ikke missionerende. Det er én af grundene til at folk i Indre Mission tidligere har veget tilbage for at lave valgmenigheder. Man var bange for at blive en lukket kreds, uden den fantastiske kontaktmulighed til hele befolkningen, som folkekirkepræster har.

Men i 1990 dannedes Århus Valgmenighed, med vækkelsespræg og bibeltro profil. Den arbejder ifølge sin hjemmeside på ”at kalde til personlig tro og efterfølgelse af Jesus Kristus og til ansvarligt medlemskab af kirken”. Den menighed har nu 400 medlemmer, og der går typisk 500 i kirke i løbet af en søndag. Århus Valgmenigheds eksempel viser, at det faktisk er muligt at være en succesfuld vækkelsespræget valgmenighed i folkekirken.

Man overvejer eller danner valg- eller frimenighed, fordi det er blevet mere økonomisk overkommeligt i vore dages rige samfund. Men især, fordi der teologisk set er blevet tale om en øget menighedsbevidsthed. Man vil derfor ikke nøjes med at være individuelt troende eller et mødefællesskab. Man spørger: Hvordan skal vi være kirke i dag? Man har set rigdommen i menigheden som arbejdende fællesskab, ud fra hver sine nådegaver.

Man vil derfor gerne være en del af en menighed, hvor der er tæt samarbejde mellem præst og menighed, hvor der både er en synlig ledelsesstruktur og plads til hele menighedens aktivitet og medarbejde. Dette menighedsideal kan man ikke altid etablere i sognekirken, der undertiden kan være meget præstecentreret. Den øgede menighedsbevidsthed har også betydet, at man er villig til at ofre tid og kræfter på at få bedre ”søndagsforhold”. Man vil ikke nøjes med at kritisere de folkekirkelige forhold, og så i øvrigt sove længe de fleste søndage!

Mission er en tilstand og ikke en handling

International missionstænkning har i de senere år talt en del om missionale menigheder. Mission skal ikke være noget, som nogle få foreninger eller små grupper gør, men hele menigheden skal med sit liv være mission i sit område. Man vil at menigheden skal tilpasse sine gudstjenester og aktiviteter, så de fremmer Guds Rige i nærmiljøet og de forskellige subkulturer.

Tænk, om man kunne få skabt gudstjenester og aktiviteter, som man med stolthed kunne tage venner og bekendte med til! Hvis man prøver at overføre sådanne tanker til danske folkekirkelige forhold, er det enklere at gøre det i en valgmenighed end i en sognemenighed, hvor der næsten altid vil være en del forskellige holdninger repræsenteret blandt præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkegængere.

Zapperkultur og manglende autoritetstro kan også nævnes som faktorer. Vor generation, der er vant til at vælge mellem 40 TV-kanaler og som shopper i New York, når Berlin er blevet for kedelig, har ikke tidligere slægters rørende tålmodighed overfor en sløv præst eller et dårligt fungerende menighedsliv. Mange har i udlandet oplevet, at et menighedsliv faktisk kan fungere meget bedre, end vi har vænnet os til i Danmark.

Hvilke konsekvenser vil dette få for folkekirken?
De grundtvigske fri- og valgmenigheder har netop ved at skille sig ud, haft en betydelig indflydelse på sognemenighedernes liv. Deres salmesang og liturgi har præget sognemenighederne, deres ønsker om kirkelovgivning er langt på vej blevet gennemført i hele folkekirken.
Vil de nye, ”evangelikale” fri- og valgmenigheder blive en ghetto for et utilfreds og lettere surt mindretal af egocentrikere ? Det er faren.

Der er dog også den mulighed, at der fra dem vil strømme indflydelse ind i sognemenighederne, så folkekirken bliver mindre præstepræget – og mere indrettet på mission. Hvis de får held til at få opbygget et mere varieret og mere moderne gudstjenesteliv, bliver der også tilbud til nogle af de mange mennesker, der ikke kan føle sig hjemme i en præstedomineret kirke med én slags gudstjenester, én slags musik.

Folk tænker forskelligt og lærer forskelligt – derfor skal en menighed også – hvis den vil være for hele folket – have et rigt varieret udbrud af gudstjenesteformer, oplæringstilbud og aktiviteter. Med hensyn til diakoni og oplæring ud fra menighederne er der også god plads til forbedringer i Danmark.

Hvis de nye valg- og frimenigheder lever op til egne idealer, ender det måske med, at vi i sognemenighederne har mest grund til at glæde os over denne nye trend.