Ifølge the Church of England vil op mod 15 procent flere gå i kirke i år, da flere finder støtte i religion under finanskrisen
3.000 til 4.000 flere englændere går i kirke i år. Det viser en prognose fra den engelske kirke, the Church of England, der forudser en stigning på 10-15 procent flere kirkegængere.
Ifølge kirken selv finder flere støtte i religion under finanskrisen, som giver anledning til eftertanke, skriver
The Daily Telegraph.
- Folk er tilbøjelige til at kigge mod kirken, når deres liv bliver ramt af lidt af et chok. Det kan være, når du får et barn, bliver gift eller oplever tabet af en elsket, og den nuværende økonomiske usikkerhed er ikke anderledes, siger Paul Bayes, rådgiver om vækst i kirken for ærkebiskoppen af Canterbury.
Mening i alternativer
Da kirken i september opfordrede alle til at invitere en ven med i kirken, kom der dobbelt så mange gæster som sidste år.
Chelmsford Cathedral i Essex har fået syv procent flere kirkegængere på et år, og i Canterbury er der arrangeret en ekstra julegudstjeneste for at få plads til alle.
- Nedturen udfordrer materialismen, og folk finder mening i alternativer: For nogle er det kristendommen og Gud. Det er unægteligt sandt, at alvoren og hastigheden af den økonomiske nedtur har udfordret mange til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem de har tillid til, siger the Church of Englands talsmand, John Preston, der har skrevet en række bøger om kristendom og forbrugerisme.