Nogle er en slags vilde poststrukturalister som Malene Busk og til dels Donald Preziosi, der vil ”gøre op med religion” på samme møllesvingende måde som Derrida og Deleuze ”gjorde op med” metafysikken og transcendensen. Andre in-teresserer sig primært for at inddæmme religionen som politisk faktor (Frederik Stjernfelt og Tim Jensen; sidstnævnte vil også gerne have gjort religionsvidenskaben mere religionsfri).

En del bidragydere mener, at religionen er kommet for at blive, og det kan man lige så godt indstille sig på. Religionskritik får den i hvert fald ikke til at forsvinde, det har været prøvet, som professor emeritus Thomas Bredsdorff lakonisk bemærker. En anden emeritus, teologen Jens Glebe-Møller, som tidligere mente, at folkekirkens dage var talte, går nu ind for den ud fra det klassiske argument om, at man da så har styr på de hellige. En tredje emeritus, filosoffen David Favrholdt, deler de yngre ny-ateisters generelle aversion imod religion som sådan, men mener med en aristokratisk resignation, at det store flertal altid vil have behov for ”at tro på noget højere”.

Udgivelsen rummer gennem deltagelse af flere islam-kendere en lidt skarpere kant i forhold til islam end til religion som sådan. Mehdi Mozzaffari vil ikke udelukke, at visse ”bløde træk” ved kristendommen, som f.eks. treenighedslæren, har gjort den mere tilpasningsdygtig til demokratiet end tilfældet er for islam. Thomas Hoffmann påpeger, at den militante fortolkning af islam og begrebet om ”jihad” ikke er helt vilkårligt i forhold til dele af traditionen, og Tina Magaard fremhæver, at den ateistiske kritik i den muslimske verden har meget trange kår og ikke får det lettere af, at mange vestlige intellektuelle har så meget skyldfølelse over kolonitiden, at de ikke kan acceptere islam-kritik. De opfatter den som symbolsk vold mod undertrykte, men dermed tager de reelt parti for den heftige undertrykkelse af religionskritikere i den muslimske verden.

Thomas Bredsdorff siger vel de mest forløsende ord: det er ikke kun religion, men religioner, der er kommet for at blive, og denne pluralitet og fredelige sameksistens i det moderne samfund er det egentligt positive. Religionsfriheden giver også plads til ateister og agnostikere. Og til det sekulære rum for politik og videnskab. Religionsfrihed er både frihed til religion for nogle og frihed fra religion for andre.

Lad mig i den forbindelse til slut fremhæve en noget underbelyst form for religionsfrihed, der da heller ikke strejfes i denne bog. Den er også lidt svær, for det er på én gang en frihed til og en frihed fra religion. Det er friheden til at gælde for et almindeligt menneske, til ikke at blive betragtet som sær, selv om man er religiøs. Det er friheden til ikke i alle sine ytringer og gøremål at blive betragtet som primært eller måske endda totalt bestemt af sin religion, bare fordi man er religiøs. Det var digteren Klaus Høeck, der forleden gjorde opmærksom på denne form for religionsfrihed i et interview her i avisen med ordene: ”Jeg mener, at ethvert menneske har lov til at leve i fred med sin religion uden at være bannerfører for den.”

Nemlig! For der er ikke noget særligt specielt eller mystisk ved religion. Men lige netop den pointe er altså meget svær at formidle til ateister. Måske er der her et emne til næste antologi?

Malene Busk og Ida Crone (red.): Gudløs! Religions­kritik i dag. 234 sider. 225 kroner. Tiderne Skifter.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Bernhard Lewkovitchs tirsdags-klumme ”Post Scriptum” bringes senere på ugen.