Danmark og 1948-erklæringen

Som formand for Kvindekommissionen præsenterede Bodil Begtrup i 1946 en rapport, først for Menneskeretskommissionen og dernæst for det Økonomiske og Sociale Råd. Rapporten foreslog retningslinjer for den praktiske gennemførelse af kvinders rettigheder, hvilket med tiden førte til oprettelsen af det særlige FN-Sekretariat for Kvinders Rettigheder. For deres tid og på verdensplan var rapportens forslag progressive og fremsynede: den understregede kvinders lige politiske og borgerlige rettigheder (eksempelvis lighed ved indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved ægteskabets eventuelle opløsning), sociale og økonomiske rettigheder og lige ret til uddannelse.

Bodil Begtrup arbejdede med stor iver på at få ovennævnte rettigheder for kvinder ind i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, og det var Kvindekommissionen og i særlig grad hende, der kunne tage æren for, at den endelige tekst for sin tid var fremskridtsvenlig på dette område. Mens hun arbejdede på rapporten om kvinder, fik Bodil Begtrup den idé, at den danske FN-delegation skulle foreslå FN’s Generalforsamling at vedtage en resolution, som bød medlemsstaterne at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kvinder nød de samme politiske rettigheder som mænd. En sådan resolution blev vedtaget i 1946.

Bodil Begtrup havde oprindeligt forsøgt at få gennemført en resolutionstekst, ifølge hvilken en stat slet ikke kunne blive optaget som medlem af FN, hvis den ikke allerede udøvede denne lighed mellem mænd og kvinder, men dette mere vidtgående forslag gik ikke igennem.

Inden for Kongeriget Danmarks grænser var et øjeblikkeligt og konkret udslag af Bodil Begtrups advokering for kvinders politiske rettigheder, at kvinderne på Grønland i 1948 fik tildelt de samme politiske rettigheder som mænd.

Danmark forsøgte også på andre områder og med skiftende held at sætte sit fingeraftryk på Verdenserklæringen, for eksempel ved at fremme et forslag om beskyttelse af minoritetsrettigheder og ved at være fortaler for etableringen af internationale organer, som individer og grupper skulle kunne klage til, hvis de mente, at deres menneskerettigheder var blevet krænket.

Men det er på kvindeområdet, at Danmark satte sit største aftryk på Verdenserklæringen, og det er i høj grad som følge af Bodil Begtrups og Kvindekommissionens til tider aggressive lobbyisme for kvinders rettigheder, at Verdenserklæringen i dag fremstår som aktuel og vedkommende for både mænd og kvinder, og ikke som et dokument af rent historisk interesse.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 10. december 1948 i Paris. Den danske udenrigsminister, der havde været med ved Generalforsamlingen, kaldte ved sin hjemkomst vedtagelsen af erklæringen for ”en begivenhed, som man ikke har set magen til siden den franske erklæring i 1789”.

Men i øvrigt fandt vedtagelsen af Verdenserklæringen sted uden særlig megen offentlig debat i Danmark, og de danske aviser modtog meddelelsen om erklæringens vedtagelse med alle former for reaktioner, lige fra entusiasme til skepsis. Det var desuden den almindelige opfattelse blandt danske politikere, jurister og embedsmænd i den umiddelbare efterkrigstid, at Erklæringen var særlig relevant for resten af verden.

Generalforsamlingen proklamerede Verdenserklæringen ”som et fælles mål for alle folk og alle nationer”. Den er en hensigtserklæring og ikke juridisk bindende, og derfor har den de sidste 60 år kun haft begrænset konkret indflydelse på dansk lov, ret og praksis. Men den inspirerede til dannelsen af en lang række retligt bindende internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. På grund af konventionernes bindende karakter har danske jurister såvel som politikere fra begyndelsen fokuseret på disse frem for Verdenserklæringen.

Alligevel har Verdenserklæringen – som en slags verdensgrundlov med en særlig vision – fået stor synlighed i Danmark, i takt med at menneskerettighederne mere og mere er kommet på dagsordenen. I dag sikrer grundskolens nye historiekanon, at alle skolebørn lærer den at kende. Denne kanon har til formål at gøre alle skolebørn bekendt med en række nationale og internationale begivenheder fra oldtiden til nutiden, der repræsenterer væsentlige brud eller forandringer. Verdenserklæringen udgør en af de i alt 29 sådanne begivenheder.

Også inden for Folketingets mure henvises fra tid til anden til Verdenserklæringen i forbindelse med bemærkninger til lovforslag, i ministres redegørelser til Folketinget (for eksempel om religionsfriheden) og i spørgsmål rejst til ministre. Et nyligt eksempel på, at lovgiverne i deres overvejelser tager udgangspunkt i Verdenserklæringen findes i ”Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love”.

Når Verdenserklæringen bringes frem i folketingsdebatterne, har disse debatter som regel ideologiske undertoner og udtrykker eksempelvis værdibaserede konflikter mellem regering og opposition. Det interessante er, at næsten ligegyldigt hvem de ”stridende parter” i sådanne ideologisk betonede kontroverser er, ser de næsten alle uden undtagelse Verdenserklæringen som et værdifuldt sæt af principper. For selvom ikke alle politikere priser Verdenserklæringen, er det alligevel de færreste, der ikke udtrykker deres støtte til dens principper om menneskets rettigheder.

Så måske havde Bodil Begtrup fat i noget af det rigtige, da hun flere årtier efter 1948 skulle gøre status over erklæringens betydning: ”Den kan sammenlignes med De 10 Bud: Man overholder dem ikke altid, men har dårlig samvittighed, når man ikke gør det”.

Eva Maria Lassen er ph.d. og forskningsleder ved Institut for Menneskerettigheder