Det glemte evangelium

Julen betyder meget for mig, og jeg er så heldig at kunne se ud over en perlerække af juleoplevelser, både hjemme i Danmark og i udlandet. Der er blandt andet en juleoplevelse fra for nogle år siden, som jeg husker med et smil. Min yngste datter og jeg var til julegudstjeneste i en lille smuk kirke, hvilket vi havde glædet os meget til, som vi gør hvert eneste år. Vi sang nogle vidunderlige julesalmer og hørte de første tekster, men til vores store skræk og rædsel kom præsten til at glemme at læse juleevangeliet. Det gav selvfølgelig en forundret uro på kirkebænkene. Folk kiggede lidt på hinanden og hviskede sammen. Egentlig var der måske ikke så mange, der hørte hans juleprædiken, fordi de fleste havde travlt med at se spørgende på hinanden. Det bekræftede også, at det var juleevangeliet, folk var kommet for at høre.

Min datter og jeg sad på den allerforreste bænk, og efter prædikenen listede hun lige så forsigtigt frem til præsten, der var på vej ned fra prædikestolen, og hviskede ind i hans øre: ”Du glemte juleevangeliet”. Jeg tror, alle kan forestille sig, hvor forvirret og forbavset og ulykkelig han så ud i et kort øjeblik. Men han havde heldigvis overskud til efter den næste salme at gå op foran alteret og med et stort smil sige: ”Der var vist noget, vi glemte”. Alle rejste sig op efter den lille sætning, fordi de vidste, hvad der nu ville komme. For præsten var det nok den værste jul, som måske endte med at blive den bedste.

gold@kristeligt-dagblad.dk