DET VAR Politiets Efterretningstjeneste (PET), der opdagede planerne og sandsynligvis reddede tegnerens liv, og da det viste sig, at attentatmanden var en tuneser på administrativt ophold i Danmark, ville de danske myndigheder naturligvis udvise ham administrativt til hans hjemland. Men denne selvfølgelige handling er stødt på tusinde forhindringer. For det første hævdes tuneseren at være udsat for tortur i Tunesien. Og som det andet og væsentligste protesterer en række menneskerettighedsjurister imod den administrative udvisning, fordi tuneseren ikke har været for en dommer og er udvist igennem en retssag.

Nej, man kan ikke føre retssag på PET’s arbejde. Det vil selvsagt afsløre alle de kilder, PET i sit særlige arbejde må betjene sig af. Og først og fremmest gælder det, at tuneseren er ikke dansk statsborger og derfor ikke omfattet af danske retsgarantier.

Men her kommer menneskerettighederne ilende ind i billedet, for menneskerettighederne forbyder os at gøre forskel på danske statsborgere og tilfældige fremmede. Menneskerettighederne vil ikke vide af en national retsudøvelse eller af dansk lov og ret.

Ifølge menneskerettighederne er alle ”lige”, og i en universel ligheds hellige navn fratager man danske myndigheder retten til at beskytte danskerne i deres eget land.

Det er det ene. Det andet er den danske udlændingelovgivning, som i 2002 blev vedtaget i det danske folketing for at sætte en bremse på den katastrofale indvandring. Jeg var selv med til at udarbejde den, og jeg har kunnet glæde mig over, at den i beskedent omfang rådede bod på en skæbnesvanger udlændingelov fra 1983.

Men nu har en dom fra EF-domstolen gennemhullet det danske folketings lovgivning og givet enhver, der er gift med en EU-borger og opholder sig i EU, også de, der opholder sig illegalt i Europa, ret til at bosætte sig i Danmark, og således falder den danske lovgivning til jorden.

Og hvorfor? Fordi man ifølge EU ikke må gøre forskel på danskere og ikke-danskere. Alle skal være ”lige”. Nationale forskelle må ikke hævdes. Siger et EU, hvis erklærede formål er ”skabe en overnational union, der uden ophør gøres stadigt snævrere” (Romtraktatens præambel).

Således er Danmark i realiteten nedlagt. Således sættes det danske folkestyre ud af kraft. Således reduceres dansk lovgivning, vedtaget i det danske folketing. Og således – ja, således er der virkelig behov for en national værnepligt for alle danskere.

I DAG ER DET 60 ÅR siden, FN’s menneskerettighedserklæring blev vedtaget, og der er grund til at sige højt og tydeligt i denne situation, at den herskende menneskerettighedsideologi er en forfalskning af menneskelivet, som ikke blot fratager os retten til at hævde og værne, hvad vi har kært, men som også ophæver lov og ret. For retssamfundet bygger på loven.

Hvor der ikke er lov, er der ikke ret. Men menneskerettighederne bygger på en idé, ikke på en lov, og således er det ikke blot forkert, men også grotesk, at Eleanor Roosevelt den 10. december 1948 udtalte, at menneskerettighedserklæringen ”kan meget vel blive det internationale Magna Charta for ethvert menneske overalt”.

Grotesk, ja, for Magna Charta er det vestlige retssamfunds begyndelse, hvor engelske borgere i 1215 tvang den engelske konge til at underskrive en håndfæstning, der forbød ham at fængsle folk uden lov og dom. Således blev loven lagt til grund for retssamfundet. Men menneskerettighedserklæringen ophæver loven – som vi har set – via en dyrkelse af idéen om den absolutte lighed, og derfor er menneskerettighederne netop retssamfundets modsætning. Vi oplever det altså i Danmark i dag på den mest oprørende måde. Og Stalin, despoten, folkemorderen, dokumenterede det, da han i 1936 fyldte Sovjetunionens grundlov med menneskerettigheder – midt i nakkeskuddenes og udrensningens inferno.

NEJ, EUROPA OVERLEVER IKKE, Danmark overlever ikke, hvis der ikke foretages et dybtgående, principielt opgør med den skinhellighed, som menneskerettighederne repræsenterer, og som siden 1789 har fyldt historien med blod og mord og guillotiner og slavelejre. Alle ideologierne – kommunisme, fascisme, nazisme, maoisme – er børn af menneskerettighederne, så sandt som det er menneskerettighederne, der vil forvandle synderes jord til helgeners himmel og med Rousseau og Marx i spidsen vil skabe et humanistisk paradis, hvor den totale lighed og den absolutte retfærdighed skal herske – intet mindre.

Derom vidner to hundrede års historie. De forskellige ideologier har alle rod i den totalitære skinhellighed, som menneskerettigheds-missionen repræsenterer, og det er slet ingen tilfældighed, når historiens blade siden 1789 – det år, den franske revolution vedtog menneskerettighedserklæringen – er gennemtrukket af blod.

Den meget bigotte og meget frelste Eleanor Roosevelt, forkvinden i FN’s kommission til udformning af en verdenserklæring om menneskerettigheder, anede virkelig ikke, hvad hun indlod sig på. I hende samledes den puritanske, amerikanske tradition i sin mest sværmeriske udgave.

Hvis Vesten, der er et andet ord for kristenheden, skal overleve de trusler, som i dag er kun alt for synlige, er det nødvendigt at foretage et opgør med den falske religiøsitet, der blev endeligt søsat for 60 år siden.

Søren Krarup er præst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti