Beskyttelse af menneskerettigheder er en pligt

Da økonomien risikerer at stramme til, og landene må spænde livremmen ind, er der en tiltagende risiko for, at uddannelses-, sundhedspleje- eller socialhjælpsprogrammer bliver ofre for budgetnedskæringer – og det netop på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for dem.

DETTE KAN GIVE grobund for, at der udvikler sig en ”syndebukkekultur”, og her har historien givet os en dyrtkøbt lærestreg: Når nogen skal ”have skylden”, er det oftest minoriteter, som bliver syndebukke, da de er de mest sårbare, det være sig jøder, romaer og bøsser, og i dag omfatter det indvandrere, flygtninge og asylansøgere. Populistisk-racistiske og fremmedhadske diskurser vinder allerede indpas i visse medlemsstater.

I Europa har vi på tragisk vis i fortiden oplevet, hvordan økonomisk nedtur kan føre til øget udstødelse, diskrimination og forfølgelse af sårbare grupper. Det var ud fra tanken om ”aldrig igen”, at verdenserklæringen om menneskerettigheder opstod i 1948 efter ”sorte fredag”, den store depression, Anden Verdenskrig og holocaust.

Via disse økonomiske og humanitære tragedier var verden rede til et så stort spring fremad for at beskytte og fremme politiske, økonomiske og sociale menneskerettigheder. Franklin D. Roosevelt understregede i sin berømte ”fire friheder” tale, hvad han så som de vigtigste friheder, hvert menneske skulle have: friheden til at tale og sige sin mening, friheden til at dyrke sin gud, friheden fra nød (økonomisk forståelse, som for hver nation vil sikre et sundt liv i fredstid for sine indbyggere), og frihed fra frygt (verdensomspændende begrænsning af oprustningskapløbet , så ingen nation bliver i stand til at begå en fysisk aggressiv handling mod nogen nabo). Disse fire friheder har fundet deres plads i verdenserklæringen.

Rettighederne i erklæringen, som ethvert menneske har, berører næst efter politiske og civile rettigheder nogle af de vigtigste spørgsmål i forbindelse med den aktuelle krise: retten til et arbejde og acceptable arbejdsforhold, retten til social sikring, retten til sundhed og uddannelse og retten til beskyttelse og pleje i krisesituationer.

Selvom sociale og økonomiske rettigheder er blevet en integreret del af international lovgivning om menneskerettigheder, er mange regeringer stadig tilbageholdende med at gennemføre dem fuldt ud. Men hvilke omkostninger er der ved ikke at gennemføre disse rettigheder? Som det klart fremgår i mange dele af verden i dag er omkostningerne afsavn, social og økonomisk udstødelse og marginalisering, hvilket i farlig grad fører mod social og politisk fremmedgørelse, diskrimination, radikalisering eller konflikt.

REGERINGER HAR PLIGT til at sikre deres befolkningers velvære, hvilket omfatter sikring af disses menneskerettigheder. Det betyder, at en regerings politik nødvendigvis skal operere på grundlag af menneskerettighederne i dennes bestræbelser på at sikre, at økonomien fungerer effektivt. I en globaliseret og indbyrdes afhængig verden kan regeringerne endvidere kun opnå dette via fremme af multilateralt samarbejde og solidaritet og via oplysning om virksomhedernes sociale ansvar. Virksomhederne er også i stigende grad klar over, at de i det lange løb vinder ved at etablere højere menneskerettighedsnormer, lige muligheder og social retfærdighed.

Finanskrisen takles internationalt i et godt samarbejde mellem de forskellige lande. Jeg ville ønske, vi kunne udfolde samme internationale ånd til at etablere programmer, som omsider omsætter de menneskerettighedsnormer, vi vedtog for 60 år siden, i praksis.

Mange mennesker hævder, at menneskerettigheder er en “luksus”, vi ikke kan tillade os i økonomiske krisetider. Historien viser faktisk, at forbedret beskyttelse af menneskerettigheder ofte går hånd i hånd med fremgang og velstand. Men er velstand en forudsætning for ”at have råd til” at værne om menneskerettighederne – eller er god beskyttelse af menneskerettigheder og et fast retsstatsprincip ganske enkelt et sundt og bæredygtigt grundlag for, at de forskellige samfund er fremgangsrige?

Jeg er overbevist om, at det sidste er tilfældet: Et effektivt retsgrundlag, som sikrer, at folk kan realisere deres fulde potentiale uanset deres baggrund, køn eller alder er et solidt grundlag for økonomisk vækst og fremgang, og vi er derfor nødt til at etablere et ægte værn om alle menneskers menneskerettigheder.

Er vi i dag bedre forberedte end i 1930’erne til at takle de følgevirkninger, den økonomiske krise har på menneskerettighederne? Selv om der kan forekomme visse ligheder, er jeg overbevist om, at vi reelt befinder os i en langt bedre situation i dag. Et af de vigtigste resultater, der er opnået inden for menneskerettighederne i de sidste 60 år, har været etableringen af nationale, regionale og internationale mekanismer til at værne om menneskerettighederne.

Det siges, at tavshed avler undertrykkelse. Der er mange i dag, som kan tage bladet fra munden, hvis det bliver nødvendigt: I dag har vi stærke civilsamfundsorganisationer, og der findes magtfulde nationale og regionale menneskerettighedsinstitutioner så som Europarådet eller EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Krisetider har ofte virket befordrende på ændringer til det bedre af beskyttelsen af menneskerettigheder. I denne sammenhæng kan den aktuelle finanskrise måske hjælpe os til at tage et skridt fremad i beskyttelsen af menneskerettighederne ved at fjerne de kunstige grænser mellem civile og politiske rettigheder på den ene side og økonomiske og sociale rettigheder på den anden side. Menneskerettigheder handler i sidste instans om den enkeltes værdighed. Det er denne værdighed, som skal bevares – især i krisetider. Dette er en pligt, ikke et valg.

Morten Kjærum er direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder

kristeligt-dagblad.dk