Peters jul i Sverige

Min hverdag er fuld af mennesker. Så når det er jul, er det en luksus at skære det sociale liv fra. Det opdagede min kone, Lise Palm, og jeg for første gang i 1987, hvor vi tog ungerne og min gamle far med til Sverige.

Granerne stod tæt, dækket af kridhvid sne, og vi tørrede skisokkerne foran brændeovnen. Det var ren idyl a la Peters Jul. Menuen var vi dog ikke helt enige om. Min far havde købt en dåse med surströmming, og jeg fik den tvivlsomme ære at åbne den. Det gik stille og roligt, troede jeg. Men pludselig skød en ækel masse af fisk og gæring op i luften og ramte mig i nakken. Problemet voksede, da vandet ikke virkede. Jeg måtte vaske mig med koldt vand fra en plastik-spand, som vi havde fyldt hos naboen. Og da vi droppede fisken til fordel for en gås, måtte jeg grubestege den, fordi elektriciteten også var røget.

Nu har vi en god ovn, rigeligt med vand og anden luksus i vores hytte i Sverige, og vi holder fortsat vores jul der. Helt terapeutisk står jeg nu op klokken 6.00 om morgenen den 24. december og fylder gåsen med æbler og svesker. Jeg sætter den i ovnen og lader den stege et halvt døgn. Se, det er jo mig, der er den bløde mand i vores familie.

Min kone har så travlt med sin karriere, så jeg tager mig af madlavning, knus til børnene og den slags bløde pligter. Og når vi nu er i gang, holder jeg også fast på traditionerne. Igen i år står den på Peters Jul i Sverige.

knudsen@kristeligt-dagblad.dk