Forskning viser, at vi føler en indre tilfredshed, når vi giver uden at forlange noget igen. -
- Scanpix
Morten Mikkelsen |
11. december 2008
Forskning viser, at vi føler en indre tilfredshed, når vi giver uden at forlange noget igen
Her i gavegivningens højsæson, i året hvor den økonomiske nedtur for alvor blev proklameret, og ”noget for noget” længe har været et populært slagord, trænger spørgsmålet sig på; Hvorfor giver vi mennesker egentlig gaver til hinanden? Er det for at glæde modtageren, for at få god samvittighed – eller giver vi bare for selv at kunne modtage tilsvarende gaver?
Nogle mener, at vi glæder os over at give, fordi vi er opdraget til det. Det er vores kultur og vores baggrund i den kristne tro, som har lært os, at vi skal glædes mere ved at give end ved at modtage. Uden denne opdragelse ville vi bare tænke på at rage til os.
Men ifølge Henrik Høgh-Olesen. professor i psykologi ved Aarhus Universitet, er det helt forkert. Tværtimod viser forskningen, at et af de helt særegne træk ved den menneskelige natur netop er, at vi har en medfødt giverglæde.
– Sammenlignet med alle andre levende væsener er det enestående, at vi mennesker er aktive gavegivere. Jeg har lavet masser af eksperimenter med chimpanser, som viser, at de kan give, hvis de med det samme får noget ud af det. Ellers er det meget svært, fortæller han.
Men dermed ikke sagt, at vi er helt ligeglade med værdien af de gaver, vi giver eller modtager. Henrik Høgh-Olesen påpeger, at i relationer mellem familie eller venner kan ubalance i gavers prisniveau skabe store problemer.
– Mennesker er hierarkiske væsener, og gaver har stor symbolsk værdi. De bruges til at knytte relationer med. Hvis man inviterer nogle venner med sig hjem til middag, og de medbringer en ret kostbar gave, kan det sætte værten i en forlegenhed. For dermed er forbindelsen måske blevet tættere end ønsket, og forpligtelsen til at gengælde gaven er måske en belastning, forklarer professoren.
I familier skal der helst være nogenlunde balance mellem giver og modtager blandt voksne, mens alle anser det for naturligt, at forældre-barn-relationen er økonomisk skæv. Er man ikke på gavefod, er det et klart signal om, at relationen er fjern. Derimod kan man ifølge Henrik Høgh-Olesen ikke slutte, at jo flere penge, der er brugt på gaver, jo tættere er familiens forhold.
– Gavebudgettet afspejler jo blot den enkeltes økonomiske formåen. Og lige så vigtig som prisen er den flid og omhu, giveren har lagt i gaven, påpeger han.
Hvad så, når der opstår ubalance? Bliver vi sure, hvis onkel Jens altid giver mindre, end han modtager? Og hvordan håndterer vi vores forlegenhed, hvis vi selv får noget i en prisklasse, vi ikke har råd til at matche?
Her gør Henrik Høgh-Olesen opmærksom på det fænomen, som er enestående for mennesket og gør os til planetens eneste aktive gavegivere: den såkaldte reparative altruisme:
– Forsøg viser, at mennesker, som er i en tilbagebehandlings-anspændthed, fordi de har modtaget uden at give, er mere tilbøjelige til at hjælpe mennesker, de ikke kender. Hvis for eksempel de ser en fremmed tabe en ting, vil disse mennesker være ivrigere for at hjælpe end andre.
Med andre ord: Ved at give til nogen i fællesskabet, får man disse mennesker til at gøre mere for fællesskabet. Og måske får man dermed i det helt store regnskab noget igen. I Hollywood-filmen ”Pay It Forward” (”Giv det videre”) fra 2000 fremstilles dette princip som en enestående ny tanke i et barns hoved, men i virkeligheden er det så gammelt som mennesket selv.
– Det er rigtigt, at vi via kulturel prægning og religioner som kristendommen har lært, at vi skal give. Billedet med Gud, der giver os sin egen søn, er meget stærkt. Men set fra naturvidenskabens synsvinkel er det snarere naturen, der har påvirket kulturen end omvendt, siger Henrik Høgh-Olesen.
Han fortæller, at hjerneforskere helt konkret kan iagttage, hvordan hjernens belønningscenter lyser op, når et menneske gør det gode. For eksempel i et spil vælger at hjælpe frem for at snyde.
Men hvis vi er parate til at give bare for giverglædens skyld, og hvis ”tilbagebetalingen” ikke går direkte til os, men bredt ud i det store menneskelige fællesskab, hvorfor beretter nødhjælpsorganisationerne så samstemmende om, at danskerne er vilde med at give en konkret ged til Afrika, adoptere et konkret nødlidende barn eller give én bestemt dansk familie en julekurv?
– Fordi vi mennesker synes, det konkrete giver mere mening end det mere diffuse. Det kan godt være, vi ser os som sofistikerede moderne væsener, der går i italienske sko på asfalt, men indeni er vi stadig hulemænd. Derfor virker det stærkest, når vi oplever, at hjælpen går fra hjerte til hjerte. Også når den går til fjerne lande.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad