Et livsbekræftende arbejde med døden

Helle Timm er et af de mennesker, der ikke stiller op til hvad som helst. Hun sørger for at omgive sig med personer, hun rent faktisk har lyst til at se. Og så husker hun at leve i nuet.

Den livsindstilling – som hun nok vil blive misundt af mange – har den 47-årige kultursociolog taget med sig fra sit mangeårige arbejde med døende og deres pårørende – mennesker, der står midt i en fase af deres liv, hvor det kun er det allervigtigste, der betyder noget , og hvor nuet er det eneste, der er tilbage at leve i.

– Arbejdet med døden er ikke kun svært og sorgfuldt. Det er først og fremmest utroligt livsbekræftende, fordi man møder mennesker der, hvor tro, håb og kærlighed bliver det vigtigste, og hvor kærligheden mellem den, der skal sige farvel, og de pårørende – forældre og børn eller mand og kone – er aller stærkest, siger Helle Timm.

Helle Timm blev uddannet ved Københavns Universitet i 1988 og skrev senere ph.d. om patienters oplevelse af sundhedsvæsnet – et perspektiv, hun også har haft med sig i sit arbejde med døende.

Hun begyndte sit arbejde med uhelbredeligt syge og døende mennesker i slutningen af 1990'erne, da hun blev bedt om at evaluere plejeorloven – en orlov der skal sikre pårørende mulighed for at pleje døende familiemedlemmer. I løbet af sin research mødte og talte hun med flere døende, og hun har siden beskæftiget sig indgående med emnet i sit arbejdsliv – blandt andet som seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning, som videncenterleder i CVU og som ekstern underviser på Folkesundhedsvidenskab.